|
Foreningen Skånsk
Fremtid |
Under udarbejdelse
Skånelandsk sproghistorie
”Huo sit eget Modersmaal icke høyt acter, hand burde med
raadne Eg aff hans Fædreneland ad udjagis,
oc aldrig burde saa værdig at
actis, at hand en Dansk skulde kaldis.”
- Søren Poulsen Gotlænder (†1668)
Indledning
Følgende
korte gennemgang af sproghistorien har hovedvægten lagt på
Skånelands indflydelse på dansk sproghistorie og forskellen mellem
dansk og svensk sprog. Når der i det følgende tales om dansk og
svensk er det rigsmål, der oftes hentydes til. Begge sprog har dialekter,
hvor det er muligt at finde markante afvigelser fra rigsnormen. Selv om man for
eksempel ofte bruger betegnelsen skånsk til at beskrive dialekten,
eller regionalsprog, i Skåne, er der også her tale om
væsentlige forskelle fra sydvest til nordøst.
Og i nydansk med underopdelinger
I den olddanske periode finder vi
runeindskrifterne. Opsplitningen i de nordiske sprog var dog ikke voldsommere,
end at der i den olddanske periode blev sagt, at der taltes med dansk tunge
i Norden.
Nordisk kan opdeles i
østnordisk, som dansk og svensk tilhører, og vestnordisk som
islandsk, færøsk og (gammel)norsk tilhører. At det er endt
med, at der udfra østnordisk er udkrystalliseret to veldefinerede sprog,
er et resultat af en proces hvor to politisk-økonomisk-kulturelle
områder er opstået i Norden, som følge af den naturlige
geografiske adskillelse som de smålandske skove skabte. Skåne og
Halland, samt Blegind var del af det danske område.
Man kan se dansk og svensk som
dialekter af et underliggende skandinavisk sprog med rødder i
fællesnordisk. Faktisk er det kun udtaleudviklingen og lidt forskellig
grammatik, der laver forskellen, for næsten alle de ord som er
forskellige fra dansk og svensk er enten udenlandske låneord, der har
fortrængt tilsvarende gamle nordiske, eller fælles ord der i tidens
løb har fået en lidt forskellig betydning. Man skal derfor
være påpasselig med at tale om dansk og svensk som to væsensforskellige sprog.
Dialektgrænserne var og er
ikke skarpe i Norden, og heller ikke hvor det er interessant i denne diskussion
mellem Østdanmark (Skåne, Halland og Blegind) og Sydsverige
(Småland, Västra Götaland). Befolkningstætheden i disse
grænseegne var (og er) dog relativ lille, så antallet mennesker med
en sproglig mellemstilling har været forholdsvis beskeden.
De væsentligste udviklinger i det gammeldanske sprog
En ejendommelighed ved dansk er
det såkaldte stød, som ikke har fundet vej til skriftsproget. Det
findes dog ikke i syddansk (dvs. i Østersø-egnene), og har
tilsyneladende aldrig gjort det i de østensundske folkemål heller
(det findes ikke i bornholmsk), omend det er vanskeligt at fastslå, da
det ikke kan ses i skriftsproget. Forfatteren til denne artikel er
lollænder, og har aldrig talt med stød, og forstår ikke,
hvorfor det skal kategoriseres som særlig dansk. Derfor vil der ikke her
ofres mere plads på dette træk, som skånelændere heller
ikke bør ofre tid på.
Skånsk
indflydelse på det danske sprog
Skåne blev som følge
af ærkebispesædet i Lund et centrum for intellektuel udfoldelse i
Danmark. Nogle af de ældste danske værker er skrevet i Skåne:
Dalbybogen – antagelig det ældste danske bogværk indeholdende
bl.a. de fire evangelier, Necrologicum Lundense bestående af kirkelige
traktater og en dødebog, Liber daticus Lundensis vetustior –
Danmarks ældste gavebog, Saxos kæmpeværk om danernes
bedrifter er sandsynligvis forfattet i Lund, Anders Sunesens glemte Hexaemoron,
og Danmarks ældste brev (til Skt. Laurentius kirken i Lund). Fælles
er dog, at de er skrevet på Latin, men alligevel indeholder de –
ikke mindst for Necrologicum Lundenses vedkommende et stort antal person- og
stednavne i dansk sprogform. Det er også her vi finder
hovedtrækkende til den ortografi, der anvendes i de ældst
danskskrevne tekster fra ca. 1300-tallet.
De første store
værker på dansk er landskabslovene, som bærer sprogligt
præg af hvor de er skrevet. Den ældste gættes at være
Skaanske Lov. For at give et eksempel på sproget sådan som det er
gengivet hos P. G. Thorsen (dog med þ erstattet med th):
”Hittær man annær man i siangu mæth athulkunu sinni ok
dræpær bondæn horkarl i sangu mæth hænnæ,
tha skal han til things føræ bæthæ bulstær ok
ble mæth tuiggia manna uitni at han drap thæn man i siangu
mæth hænnæ ok æi annar stath, at sua gøræ
liggi han utæn kirkiu garthe ofna ugildum akre.”
Om udviklingen mod en dansk
skriftnorm skriver Peter Skautrup i ”Det danske sprogs historie”
(I, 259): ”Sproggeografisk skal man næppe søge at lokalisere
skriftnormen – ikke ud over at den i det hele undgår ethvert
dialektalt træk, d.v.s. den er blevet til i kredse, som ikke var
snævert bundet eller præget af et egnstalesprog. Skal man derfor gisne
om normens udstrålingspunkter, tager man næppe fejl ved at gå
til de højeste, verdslige og gejstlige, skriftkyndige kredse. Og det
ældste centrum for skabelsen af en skriftnorm turde da være
domskolen i Lund, hvor der under Asser, Eskil, Absalon og Anders Sunesøn
– fra 1089 og fremefter, og da særlig i 1100-tallet – fandt
megen boglig syssel sted. [...] Denne skrifttradition som her skabtes, er
sikkert godtaget og videreført i kancelliet, der også lededes af
gejstlige, og som fra 1200-tallet får stigende betydning, vel at
mærke ikke i egenskab af et lokalt betonet sjællandsk sprogcentrum,
men som et i skriftligt henseende for hele riget fælles og centrifugalt
virkende udstrålingspunkt. Medens der i Norge kan påvises tre sprogcentrer
(Trondhjem, Bergen og senest Oslo), har vi i Danmark kun een skriftnorm, men
til gengæld en skriftnorm, som var hævet over det lokale. Efter
evne søgte yderområderne hen imod denne.”
En fædrelandshistorie
på dansk findes i den såkaldte Lundekrønike, som navngiver
sig selv Gesta Danorum, og antages at bygge på tidligere latinsk
annalistik. Den formodes at være blevet til Lund og kendes i to
afskrifter i lovhåndskrifter fra 1400-tallets første halvdel.
Sprogformen er skånskpræget med mange bevarede
bøjningsformer. For at tage et eksempel: ”Sitæn war erik
erik son konung Ingeburgh het hans drotning I hans timæ war hof i lund af
pauæns buth om iørsællandz frælsæ
thusændæ wintær oc attæ aar minnæ æn tu
hundræth æftæ guthz byrth Oppa annæt aar ther
æftæ tok konung cristofær · æftæ hans brothærs buth
· ærkebiscop jænæs grand · oc sattæ honum i siøburgh oc
skøflathe alt biscops gooz i lund oc kirkenæ preuilegia tokæ
all sammæn bort Konungæn bøth præstær oc
klærkæ at the skuldæ siwnggæ Thet næstæ aar
sanctæ luciæ nat kom biscop iænæs grand vt af
siøburgh lønlikæ Thæt sammæ ar
brænddæ danæ hisingæn i norrighæ” (iørsælland betyder
Jerusalem).
Skåne var det første
sted man begyndte at anvende dansk istedet for latin i breve. Inspirationen til
at bruge nationalsproget, menes at være kommen fra Sverige fra tiden
Skåne, Halland og Blegind var i union med Sverige 1332-60.
Den efterfølgende
Kalmarunion førte til kraftig dansk påvirkning af det svenske
sprog, hvilket medførte en modreaktion i form af svensk sprogpurisme.
Enkelte danske ord har dog overlevet udrensningen, og det er forklaringen
på, at en svensk bager skrives bagare og ikke bakare, da bage
på svensk kaldes baka. Sjovt nok er Sverige også en
danisme, da det retteligt på svensk burde have heddet Sverike. Det
er også på denne tid, at svenskerne indfører de tyske
umlauts-vokaler ä og ö istedet for æ og ø,
som svenske tidligere havde benyttet. Også å’et
indføres på denne tid i Sverige.
Reformationen i
Danmark havde sit udgangspunkt i Malmø. Reformationen medførte
overalt i Europa hvor den iværksattes, at biblen oversattes til - og
salmer digtedes på – nationalsprogene, således også i
Danmark. Til formålet krævedes et mere veldefineret skriftsprog,
som anførtes af Malmøbogtrykkeren Christiern Pedersen
(kannik i Lund og vistnok sjællænder). Af skåninger som
bidrog kan nævnes Henrik Smith i Malmø, som foretog en sproglig
modernisering af Skaanske Lov og kanniken Jon Tursen som 1561 begyndte at
udgive latinsk-danske ordbøger. Christian II’s ønske om en
dansk bibeloversættelse blev varetaget af Hans Mikkelsen og Henrik Smith
fra Malmø og Christian Vinter fra Mors. Da de hver især havde
ansvaret for forskellige dele af biblen bærer oversættelsen
tydelige vidnesbyrd om deres dialektprægede sprog, hvilket
medførte en del kritik, bl.a. fra Poul Helgesen fra Halland og
Christiern Pedersen. Danmarks første salmebog er fra 1528 og redigeret
af Claus Mortensen fra Malmø, hvorfor den også kaldes
Malmøsalmebogen. 1528 er også året hvor man i Malmø
kan begynde at iagttage en generel satsning på et dansktalende
lægmandspublikum med udgivelser af viser m.m. Af romaner kan nævnes
Rævebogen, som oversattes til dansk fra plattysk af Herman Weigere
(Henrik Smiths bror), og har et skånskpræget sprog. Malmøprovsten Hans Christensen Sthen er den betydeligste danske salmedigter fra 1500-tallet med 16 tekster i Den Danske Salmebog fra 2003.
Der skulle dog gå over 100
år før det standardiserede danske skriftsprog reformatorerne tog
initiativ til og fik en knæsat grammatik. Den første danske
grammatik udgivedes 1668 af fynboen Erik Eriksen, men værket udarbejdedes
delvis i 1646. Peder Syv (1683) og Laurids Kok (1656-1666) udgav også
hver deres danske grammatik, samt flere værker om det danske sprog.
Vejen mod en konsistent grammatik
medførte en diskussion af, hvad der var godt dansk. Søren Poulsen
Gotlænder mente, at sjællandsk var det bedste danske. Mere radikal
var Henrik Gerner, som mente, at talesproget skulle rette sig efter
skriftsproget. Han anså at det bedste sprog var at finde i
København. Hverken jyden, fynboen, mønboen eller skåningen,
ja selv ikke sjællænderen, anså han for at tale ret oc got
Danske. Peder Syv derimod ville ikke kaste vrag på dialekterne, men
mente, at de kunne berige sproget. Men på dette tidspunkt er de
skånelandske folkemål ved at have udspillet sin indflydelse
på udviklingen af det danske skriftssprog og udviklingen af
rigsmålet. Det skyldes det frygtelige år 1658.
Den sproglige
forsvenskning
Det eneste større
værk, der diskuterer Skånes sproglige forsvenskning er Stig
Örjan Ohlssons 2-binds værk Skånes språkliga
försvenskning. Dette afsnit er bygget op omkring hans konklusioner.
Et centralt dokument i Ohlssons
værk er en svensk afhandling fra 1684 med titlen ”Ett tillägg
om den skånska dialektens förhållande till
köpenhamnsdialekten” fra Lund Universitet. Forfatteren var Johannes
Fabrin fra Värmland, men sandsynligvis inspireret af Andreas
Stobæus, der trods skåning var en ivrig
forsvenskningstilhænger og som følge heraf gjorde stor karriere
som professor på Lund Universitet. Afhandlingen hævder, at det
skånske almuesprog lå tættere på
”Stockholmsdialekten”, dvs. rigssvensk, end
”Københavnsdialekten”, dvs. rigsdansk. Som Fabrin skriver
(oversat til svensk fra latin): ”Jag menar här emellertid den
skånska dialekt som allmogen och bönderna brukar; jag är
väl medveten om att det av stadsborna finns åtskilliga kvar, som
då sättar det största värde på det köpenhamnska
huvudstadsspråket, med stor iver tillämper det uttal som de i sin
barndom under dansk välde insupit, och vill överföra den
glädja, som de tycker sig finna i denna accent även till sine
efterkommande, så långt deras förmåga
räcker.” Det kunne tolkes således at borgerne i byerne har
tilstræbt en rigsdanskpræget sociolekt, hvilket må have
været e-mål. Bemærkelsesværdigt i stykket er det
også, at borgerne åbenbart bevidst søgte at lære deres
børn datidens rigsdansk og ikke svensk. Det kan næppe tolkes som
andet end en national demonstration.
Fabrin hævder andensteds i
sin afhandling, at ”...den under tidigare perioder väl iakttagne
olyckliga aversionen mellan flertalet skåningar och övriga svenskar
utsprang ur den omständigheten att ett folk som i avseende på
religion och natur, blod och ursprung, förvaltning och rättskipning,
språk och karaktär var ett och detsamma som svenskarna, genom uppfostran,
kyrkliga bruk, lagstiftning och undervisning redan från vaggan
föregavs vara ett annat folk, så att varken övriga svenskar
kunde identifiera dem som sina landsmän eller de själva omfatta
svenskarna med vänliga känslor som sina landsmän.” Med
andre ord hævder han, at skåningerne altid har været
svenskere, men at de bare ikke har vidst det. Naturligvis noget afsindigt
vrøvl, men et interessant eksempel på radikal storsvenskhed, der
skulle legitimere Skånes inkorporering i Sverige.
De angivne sproglige eksempler i
Fabrins tekst virker ikke synderligt overbevisende. Desuden virker det som om
Fabrin har valgt at tage sit udgangspunkt i det nordøstlige Skåne,
hvor Stobæus kom fra. Det kan have sine årsag i, at denne dialekt
af geografiske grunde ligger tættere på stockholmsk end
sydvestskånsk, hvorved det er nemmere at drage den ønskede
konklusion. Men grunden til eventuelle ligheder skyldes ikke påvirkning
nordfra, men at det danske sprog her har fandtes i en mere arkaisk udgave.
Der findes dog en væsentlig
forskel på rigsdansk og østdansk/skånsk som man bestemt var
klar over også den gang. Erik Pontoppidan nævner i sin
”Grammatica Danica” om infortis-a: ”Sic Scani et Sveci habent
a ubi nos E.” (Skåninger og svenskere har a
hvor vi har e – ”vi” har selvfølgelig kun
mening fordi værket er udgivet efter 1658). Også
præsten og grammatikeren Henrik Gerner kendte til forskelle og skrev o.
1685: ”Udi den Skaanske Dialect, maae vi oc vel see os for: Thi
dend forandrer vort Skrift i bøyelser. Anlangende pluralis numeri
Endelse; som hos det zirlige Sprok ingen er uden een: End dog dend er rictig
udi dend Skaanske Dialect ut vi skulle/ vi kunne/ vi finge/ vi ginge/ Pro
vi skal kand/ vi fik/ vi gik/ derfor uden dend sin egen liud oc mange Ord endis
paa a, som icke beqvemmer vort Sprok.” I trykket af sit skrift fra 1690
er tilføjet en bekymrende note om, at ”denne Paamindelse [...]
tiener til det Skaanske Sproks Ihukommelse, huilket siunis ved dend Svendske
Domini oc Svenske Sproks Jndførsel Udi Skaane at undergaae”. Det
er vigtigt at lægge mærke til at Gerner i første omgang
kalder skånsk en dialekt – dermed betragter han det stadig som et
dansk folkemål 27 år efter Roskildefreden, og ovenikøbet som
et betydende og indflydelsesrigt folkemål, siden han føler behov
for at advare mod dets påvirkning af rigsdansk norm.
Spørgsmålet er, hvad der egentlig har fået Gerner til denne
advarsel næsten 30 år efter Roskildefreden. Han var præst i
Helsingør hvortil mange skånske og hallandske flygtninge var
kommet efter Skånske krig, og det kan være tilstedeværelsen
af et overvældende antal, der kan have begyndt at påvirke, hvad
sprogpuristen Gerner opfattede som det beste oc zirligste dansk
Danske Sprocks lyst oc Artighed. At der i hvert fald i København
på dette tidspunkt blev talt en del skånsk nævner
grammatikeren Peder Syv i en diskussion om talesproget i de danske
købstæderne (1692): ”Saa tale de i Kalundborg noget jydsk, i
Kiøbenh. Skaansk, I Nakskov Tydsk; osv.” Det synes at
bekræfte antagelsen.
Gennem sine studier har Ohlsson
fastslået at den (skrift)sproglige forsvenskning først slår
igennem lige efter Skånske krig, hvor jo som bekendt svenskerne lagde en
meget stor forsvenskningsiver på banen. Indtil da var den sproglige
forsvenskning stort set ikke-eksisterende på landet og kun i
begrænset omfang påbegyndt i købstæderne. Efter o.
1680 går det stærkt på landet, og lidt mindre stærkt i
købstæderne. Omkring 1690 findes der reelt ikke mere dansk tilbage
i skriftsproget. Det voldsomme spring har naturligvis noget med den ændrede
svenske politik at gøre, hvor de fleste danske embedsmænd på
landet og i byerne blev skiftet ud med svenskere, og hvor de resterende fik
pålæggelse om at skrive på svensk. Det skyldtes delvist at
dansk ret blev udskiftet med svensk ret, hvorfor danskkyndige ikke længere
var nødvendige for retssystemet. Ligeledes blev de danske præster
tvunget til at lære sig svensk, da danske bibler og salmebøger
m.m. blev inddraget og erstattet med svenske ditto, og svensk sprog
obligatorisk i gudstjenesten. Også kirkebøgerne skulle skrives
på svensk. Kaagerød-præsten Sthen Jacobsen, som forfattede
den sidste danskskrevne bog i Skåne ”Den nordiske Kriigs
Krønicke” skrevet o. 1690, men først udgivet 1897, skrev
samtidig sin kirkebog på svensk.
Ohlsson mener, at sproget i
Skåne i 1658 kunne opdeles i rigsdansktalende (defineret som det talte
danske, der lå tættest på skriftnormen) og
østdansktalende. Købstædernes befolkning talte rigsdansk,
mens at bønderne talte østdansk. For i hvert fald Malmøs
tilfælde lyder det rimeligt nok, taget i betragtning at
Malmøreformatorerne i 1500-tallet spillede en stor rolle i udformningen
af et mere konsistent dansk skriftssprog.
Netop e-målets
fremtrængen i købstæderne kunne forklare, hvorfor
sydvestskånsk dialekt er e-mål mens resten af Skåne, Halland,
Blegind og Bornholm er a-mål. De sydvestskånske herreder ligger
klemt inde mellem købstæderne Malmø, Trelleborg,
Skanør og Falsterbo og derfor antages e-målet og ødansk
på den måde har spredt sig til dette hjørne af Skåne.
Et bidrag til belysningen
af sprogbevidstheden giver Charlotte Appel i sit formidable storværk
”Læsning og bogmarked i 1600-tallets Danmark” (2001). Hun har bl.a.
undersøgt skifter i forskellige købstæder for at
følge bogsamlingernes udvikling. For Malmøs vedkommende kan hun se,
at antal af skifter, hvor bøger er nævnt, vokser fra knapt en
femtedel i perioden 1610-29 til en trediedel i perioden 1645-64. Samtidig
bliver bogsamlingerne større og indeholder mere verdslig litteratur,
såsom historiske titler, geografibøger m.m. Af skifterne
fremgår også, at bøger på tysk og sågar
hollandsk har været ejet, men – og det er
bemærkelsesværdigt – ingen på svensk! Det kan kun
være et udtryk for at malmøitternes sprog har ligget for langt fra
svensk, til at man har følt sig fristet af svensksproget litteratur. En
opgørelse af skifter hos to bogbindere i Malmø viser at mellem
dansk litteratur og svensk litteratur var 1:2 30 efter Roskildefreden. Så
det svenske forbud mod dansksproget litteratur virkede ikke helt. Der var
efterspørgsel. Det findes også dokumenteret, at der har
været en trafik af bogfolk over Øresund helt til Halmsted og
Blegind frem til dette tidspunkt.
Et karakteristisk
træk ved moderne skånsk udtale er diftonger eller tvelyde. F.eks.
bliver vokalen a udtalet au, å som åu osv. Ohlsson gætter
på at siden der ikke findes eksempler fra før 1658, må de
skånske og også hallandske og blegindske diftonger være
opstået i den sproglige overgangstid. Sandsynligvis oprindeligt i de
vestsskånske købstæder hvor forskellen mellem det talte
rigsdanske og påtvungne rigssvenske sprog har været størst.
Diftongens førstekomponent kan tolkes som at have udgangspunkt i en
”danskorienteret vokalartikluationsbase og slutpositionen en rigssvensk
vokalmanifestation” som Ohlsson kalder det, og dermed være et
resultat af ”famlende andensprogsindlæring”.
Som led i forsvenskningen var de
svenske myndigheder meget energiske for at lære den skånske ungdom
svensk, vistnok mere opsat end på at lære svenskerne oppe i Sverige
svensk. For at følge fremgangen lavede de statistik, som er meget
informativ. Den er blevet gennemgået af M. P. Nilsson i Hist.
Tidskrift 1955, hvor følgende er fra. Statistikken fortalte bl.a. hvor
mange, som stadig læste dansk. I 1702 læste 98 af 2439 børn
katekismussen på dansk i Bjerre og Nørre Aasbo herreder. I 1706
var tallet faldet til 56 af 2986. Så sent som i 1710 fandtes ældre
i Stoby sogn, som stadig læste dansk katekismus. Svenskerne lod bevidst
mange af de ældre fortsætte med at læse dansk for roens
skyld, og fordi de var mere optaget af ungdommen. Men at end ikke ungdommen
altid var særlig modtagelig for den sproglige forsvenskning kan der
findes eksempler på. Om talesproget skrev den svenske biskop i Lund
Matthias Steuck i 1699, at børn og unge i Svalev talte et blandingssprog
af svensk og dansk, så han knapt kunne forstå dem, eller de selv
vidste hvad de læste. Det tyder jo på at børnene ikke selv
vidste hvad de læste af svensk, så statistikken om antal
svensklæsere er måske ikke så sigende alligevel.
Vi synes altså at kunne
konkludere at selvom overgangen til Sverige skete i 1658, begyndte den
sproglige forsvenskning først o. 1680 (sidste danske prædiken blev
holdt i 1702 i Glimager). Det danske skriftsprog synes udryddet allerede 1690
og det læste danske som naturligt førstesprog omkring 1710. Men
hvad angår det talte, så er det i sin skånske dragt vel endnu
ikke dødt.
Dialektstudierne
I midten af 1800-tallet
påbegyndtes dialektforskningen i Sverige, hvor der blandt også blev
indsamlet ord fra Skåne. I 1875 blev der i Lund oprettet en forening til
udforskning i folkemål, folkedigtning og folkeskik med navnet Skånska Landsmålsföreningen.
Takket være denne, og de folk som var involveret i arbejdet, findes der
mange dialektoptegnelser fra alle steder i Skåne. På samme tid
begyndte optegnelserne i Halland, mens at de Blegind kom igang noget senere.
Det er primært dette arbejde, der ligger til grund for definitionen af de
østensundske folkemål som østdansk, i hvert fald når
det gælder Skåne, Sønderhalland og Lister. Siden da –
i de sidste hundrede år – har man kunnet iagttage en kraftig
nivellering. Her bærer radio og fjernsyn en vigtig rolle for det
rigssvenskes udbredelse. Tilsvarende dialektnivellering kender vi dog
også vestensunds og fra andre lande. Man må derfor passe på
med at sætte lighedstegn mellem vore dages ”standardskånsk”
og de skånske dialekter for 100-150 år siden.
Et ubesvaret
spørgsmål er hvordan sprogudviklingen har været fra omkring
år 1700 til omkring år 1900, da dialektoptegnelserne kom rigtigt
igang. Den skånske dialektforsker Ingemar Ingers var af den holdning, at
Skånelands forening med Sverige virkede konserverende på de
skånelandske mål, fordi Sveriges centrum og dermed påvirkning
fra svensk rigssprog var mindre. Dermed antog han at der ikke var nogen
væsentlig forskel på skånemålene på landet i 1600-tallets
anden halvdel og tiden omkring år 1900.
Det er imidlertid undertegnedes
mening, at det er for dristig en slutning. Der var sket undervisning på
svensk, og i alle henseende var befolkningen – selv langt ude på
landet – i stadig kontakt med det svenske tale- og skriftsprog gennem
undervisning, litteratur og myndigheder, samt at sociolektiske
påvirkninger i nogle henseender kan være sket, akkurat ligesom i
Ohlssons teori om udbredelsen af e-mål i Skåne før 1658, men
efter 1658 med svensk fortegn.
Takket være
dialektoptegnelserne kan vi finde mange danske ord, som har overlevet den
sproglige forsvenskning, omend i dag på hastigt tilbagetog. Peter
Skautrup nævner ord som hyld istedet for fläder, feje/fæja
(sopa), have (trädgård), mødding/midding (gödselhög),
skammel (tröskel), snes (tjog), trin (steg), vindue/vingue (fönster),
gæsling (gåsunge), krølle/krylla (krusa), luge/luga (rensa
ogräs), mölla (väderkvarn), nabo (granne), ribs (vinbär),
rosenkål (brysselkål), rödgröd (saftkräm), spand
(hink), spisekammer (skafferi), ælling (ankunge). Martin P. Nilsson
nævner flere af disse som eksempler på danske ord, der i hans
ungdom stadig var i brug i nordskåne, men nævner også andre:
toga/tåge (dimma), frø (groda), ædru (nykter). Som et par
andre ord der stadig bruges bredt i Skåne kan nævnes møg
(skidt) og pindsvin/pinnasvin/pindso (igelkott).
Ingemar Ingers giver eksempler
på forskellene inde i Skåne. Han mente, at skånemålene
havde som kendetegn, at de var stærk dialektsplittet med stærkt
afvigende former af geografisk begrænsning, eller som han skrev i Fortid
og Nutid i 1957: ”...det torde näppeligen finnas något annat
dansk dialektområde, där dialektsplittringen är så
långt gången”. Han påviste at der findes
sproggrænser, der dels i nogle tilfælde adskiller sydskåne og
nordskåne, dels fremhæver et sydvestligt tilknyttet
ømål og et nordøstligt som har nogle træk
tilfælles med smålandske mål. Disse grænser
gælder både lydsystem, ordbøjninger og ordforråd. For
eksempel siger (sagde) man i nord gau, stau, bain og stain,
hvor man i syd siger gå, stå, ben og sten.
Det førnævnte ord mødding kaldes i nord for makull.
Såsæd (svensk utsäde) kaldes i nord for sæasæ
(identisk med Sällskapet Skånsk Samlings årbog Säasä),
men i syd for såsæ. En almindeligt ord på skånsk
som Ingers mente var forældet i dansk er ræli (grim,
rædsom), findes dog i seneste udgave af nudansk ordbog (1996) stavet
rærlig/rædderlig, og er i øvrigt ganske almindeligt på
lollandsk hvor det udtales ræli.
Et
skånsk sprog?
Desværre er det
nødvendigt at tage et sidespring, da der findes folk, der mener at man
aldrig har talt dansk i Skåne, Halland og Blegind. For at tage et helt
konkret eksempel på denne vildfarelse, kan nævnes et par
bemærkninger i Helmer Långs egen gengivelse af sin tale i
Skånske Akademien 13. marts 1982, sådan som han selv gengav den i
samlingen Skånsk Kalender 1983: ”Man hör ofta uttryckt
för vulgäruppfattningen att Skåne var danskt, innan det blev
svenskt, att språket i Skåne följdriktigt är präglat
av danskan. Det torde vara precis lika mycket tvärtom: danskan har de
första århundradena av Danmarks historia i hög grad
präglats av skånskan! Lagarna har härvidlag stor
betydelse,” og ”Det ter sig som ett motbjudande faktum att
Skåne-Lagen getts ut dels i en serie ”Danske Love”, vilket till
nöds är acceptabelt, och dels i serien ”Sveriges
Landskapslagar”, vilket är en falskdeklaration. [...] Dock
måste man ge utgivarna av Skåne-Lagans svenska version i serien
”Sveriges Landskapslagar”, Åke Holmbäck och Elias
Wessén, en eloge för att de i alla fall korrekt fastslår att fornskånska
är ett särskilt språk vid sidan av fornsvenskan och
forndanskan.”
Långs påstande savner
enhver historisk begrundelse, idet "skåninger" oprindeligt er
navnet på de danskere der var født og opvokset i Skåne,
ligesom sjællændere var navnet på de danskere, der var og er
født og opvokset på Sjælland. Der findes ingen kilder fra
før 1658, hvor skåninger hævder ikke at tale dansk, eller ikke
være danske. Selvfølgelig skal man ikke sætte lighedstegn
mellem at tale dansk og så rigsdansk. Dansk var dengang præget af
lokale dialekter, hvor Skåne synes at være et at de mest
dialektsplittede områder. Långs kontrafaktiske forestillinger, som
han desværre ikke er ene om at have, synes at følge en antidansk
tradition som kan føres tilbage Stobæuses og Fabrins deltagelse i
den sproglige forsvenskning, eller i dette tilfælde rettere sagt
afdanskning, af Skåne, Halland og Blegind. Det er selvfølgelig
trist at den slags opfattelser findes hos Skånska Akademien, som i et
eller andet omfang må regnes med i Skånelandsbevægelsen.
Forhåbentlig vil denne artikel bidrage til at mane Långs (m.fl.)
kuriøse forestillinger i jorden. Hvis man i Skåne idag
ønsker at lave sig et sprog er det en politisk beslutning, som kun
skåningerne selv kan tage. Men man kan ikke foretage beslutningen med
tilbagevirkende kraft.
En mere seriøs tilgang til
sprogproblematikken i Skåne har Malte Lewan Neelsen udført med
sine forsøg på at definere et nyskånsk sprog med baggrund i
de skånske dialekter, hvilket dog ikke er problemfrit, da
skånemålenes indre afvigelser som bl.a. Ingers gjorde
opmærksom, på mange måder hindrer en standard. Neelsen er i
dag nok den største kender af skånelandsmålene, og den mest
indsigtsfulde i hele den østensundske sprogproblematik. Læs
Neelsen og glem Lång.
Fremtidens
sprog i Skåne
Sproget er identitet, og derfor
er sproget vigtigt for skånelændere, ligesom det er for alle
mennesker. Et alternativ til at skabe et skånsk sprog, som efter
undertegnedes mening har større chance for succes, er at fokusere
på skånelandsmålenes danske rødder. Den sproglige
identitet i Skåne, Halland og Blegind kan bevares og udvikles ved at
benytte og genlære de ord på de skånelandske folkemål
som stadig er gangbare rundt omkring, og som også findes på
rigsdansk. Det vil ydermere have et praktisk formål, da man nemmere vil
kunne begå sig på den vestensundske side af Øresundsregionen
i arbejdsøjemed. Ud over det, bør skånelændere kun
ændre sit sprog så man kan gøre sig forståelig, men
uden at miste sit sproglige særpræg. Det skal påpeges igen og
igen, at skånelænderne ikke skal begynde at lære dansk, som
var det et fremmed sprog, men i stedet betragte det som en søgen tilbage
til sine sproglige rødder. Enhver skånelænder bør
selvfølgelig føle stolthed over, at man har ligeså stor
ære af udviklingen af det danske skriftsprog, som andre dele af det gamle
Danmark har.
Der er andet i et sprog end kun
ord, såsom tonefald. En gruppe sprogforskere under ledelse af Eva
Gårding stillede i en undersøgelse spørgsmålet
”Talar skåningarna svenska?”. Undersøgelsen besvaredes
med et ”Ja, men på ett östdansk prosodiskt substrat”.
Altså har forsvenskningsprocessen haft beskeden indflydelse på
tonefaldet. Så selvom det danske skriftsprog og rigssprog har fået
dødsstødet af svenskerne, er der ingen grund til at give op. Som
Ohlsson skriver i sit værk, er ”...dragkampen mellan danska och
svenska i Skåne, inte fullbordad, om man tar även det talade
språket i betraktande.” Tonefaldet er der, og de udryddede
ord kan genoplives for de bruges stadig vestensundsk.
Sprogkampen er ikke afsluttet i
Skåneland.
Litteratur
Eva Gårding m.fl., Talar Skåningarna Svenska?, Svenskans
beskrivning 8, 1974, 107-114
Ingemar Ingers, Undersökningen av folkmål och ortnamn i
Skåne, Halland och Blekinge, Fortid og Nutid, 1957, s. 57-71
Ingemar Ingers, Skånsk Kontakt nr. 2, 1969
Kjeld Kristensen, Dansk for svenskere, 1986, Gleerups, Kristianstad
Helmer Lång, Nordens äldsta kulturcentrum, Skånsk
kalender, Helsingborg, 1982, s. 14-25
Malte Lewan Neelsen, Skånemål, http://www.df.lth.se/~cml/scania/skaanemaal.html
Malte Lewan Neelsen, Skånska igår, idag och imorgon,
Skånland i förändring, Eslöv, 2003, s. 41-55
Niels Åge Nielsen, Dansk dialektantologi I: Østdansk og
ømål, Odense, 1978
Martin P. Nilsson, Skånes språkliga försvenskning,
Hist. Tidskrift række 2, årg. 18, 1955, s. 169-81
Stig Örjan Ohlsson, Skånes språkliga försvenskning
I-II, Lund, 1978
Politikens Nudansk Ordbog A-K og L-Å, Christiansfeld, 1996
Peter Skautrup, Det danske Sprogs Historie I og II,
København, 1944 og 1947
P. G. Thorsen, Skånske Lov og Eskils Skånske Kirkelov,
Kjøbenhavn, 1853
Sidst
opdateret 23-05-09 12:00 af Søren Madsen. Tilbage til
hovedside.