| Foreningen Skånsk Fremtid |
...og så får vi nok en debat ligesom for 100 år siden.
”Socialdemokraten” betegnede Skånes udrivning af Danmark som en lykkelig amputation og skrev 29. februar 1908:
I det prægtigste Foraarsvejr fejrede Malmøboerne i Gaar deres Fest i Anledning af Fredsslutningen i Roskilde, hvorved Skaane adskiltes fra Danmark og inkorporedes i Sverig.
Lige fra den tidlige morgen var Gaderne myldrende fulde af Folk, der var kommen ind fra Omegnen. Fra alle de offentlige bygninger og en stor del private Huse vajede det blaagule Flag; Sporvognene kørte med Flag i Toppen. Der var myldrende Liv omkring den store Rytterstatue af Carl Gustav.
Præcis Kl. 12 kom Skolebørnene fra alle Byens skoler – henved 400 Børn – marcherende i samlet Tog. De fleste af dem bar smaa svenske Flag i Hænderne.
Ganske kort talte derpaa Rektor Sprinchorn for Carl Gustavs Minde, idet han navnlig dvælede ved, at ved Freden i Roskilde blev Sveriges Enhed skabt, og Dr. Stenkula udbragte et Leve for Fædrelandet. Om Eftermiddagen afholdtes der Mindegudstjenester i Byens Kirker, og ved Mørkets Frembrud blev Torvet og alle de omliggende Gader illumineret... Dagen sluttede med et stort Fyrværkeri ved Malmøhus Slot.
Blev Festen i Gaar saaledes end ret storstilet i sit Forløb – det, man oprindeligt havde tænkt den skulde være, blev den dog ikke! Fra chauvinistisk Side havde man men at skulde bruge denne Aarsdag som en Kæmpeagitation for Krigsgalskab og Militarisme. Men dette blev der ikke noget af! Myndigt og kraftigt havde Arbejderne nedlagt Protest imod, at denne historiske Begivenhed skulde tages i Militaristernes Tjeneste. Det, der skulde æres, var ikke Krigsforherligelsen, - men Folkeslagenes Ret! Ved Freden i Roskilde skete der jo det, at en Landbefolkning kom til at høre sammen med det Land, som den havde Skikke og Sprog tilfælles med, og hvortil den naturmæssig burde høre. At dette overalt burde ske – ikke ad Krigens Vej – dette var det, denne historiske Mindefest skulde mane Folket til. [kommentar fra Skånsk Fremtids webmaster: artikelforfatteren udviser her en pinlig uvidenhed om sin egen historie – skåningerne var jo danske og delte ikke skikke og sprog med svenskerne!]
Og saaledes blev det! Ikke et Ord blev der i Gaar talt til Krigens Forherligelse. De, der talte, indskrænkede sig til det mindst mulige. Og de chauvinistiske Demonstrationer, man havde paatænkt, udeblev ganske.
De skaanske Militarister, der i 1658 udslyngede Forbandelser over Freden i Roskilde, og som nu med deres forlorne Fædrelandskærlighed jubler og søger at skabe Ophidselse paa den samme Begivenhed, maatte saaledes bide i Græsset overfor de socialdemokratiske Arbejderes Freds- og Retfærdighedskrav. [Endnu en kommentar fra Skånsk Fremtids webmaster: dette afsnit er fuldkommen uforståeligt, medmindre man lever sig ind i artikelforfatterens kontrafaktiske historieopfattelse og derfor må læse - den iøvrigt anakronistiske betegnelse - ”skaanske Militarister” som synonymt for ”pro-danske sydsvenske Militarister”.]
Noget anderledes var tonen i ”Vort Land”, der skrev:
I Dag staar det ganske Sverrig i Fest fra Ystad til Happaranda, fra Kattegat til Bottenhavet. Overalt i Skolerne, i Kirkerne, i Teatrerne vil Dagen blive mindet, og der vil blive foredraget, prædiket og deklameret om Roskildefredens Betydning for Sverrig eller rettere for Storsverrig, hvorved man forstaar det egentlige Sverrig plus Erobringerne fra Danmark og Norge, de eneste Erobringer, som svenskerne har formaaet at fastholde indtil Dato.
Om vi Danske gav os til at fejre det stokholmske Blodbad, saa vilde det alligevel ikke blive en tilsvarende Udfordring til Sverrig, som naar Sverrig fejrer Danmarks sønderlemmelse ved Roskildefreden.
Thi det stokholmske Blodbad betød nok toppunktet af svensk Ydmygelse overfor Danmark, men det har ingen Nutidsbrod, saaledes som den sørgelige Roskildefred har.
Ethvert moderne Menneskes Retfærdighedsfølelse i mellemfolkelige Spørgsmaal er bygget over Nationalitetsprincipet og vil nødvendigvis føle sig saaret, hvor dette Princip er krænket. Derfor er ”Roskildeminnets firande”et barbarisk Paafund, som det svenske Folk skulde have holdt sig for god til.
Vi kunde med god Grund højtideligholde Danmarks Redning ved Københavns Heltemodige Forsvar mod den tysk-svenske Erobrerkonge, Karl Gustav X. Og hvilken Dansk vilde tage Anstød af, om Svenskerne tilsvarende højtideligholdt Slaget paa Brunkebjerg, hvorved Stokholm reddedes for Danskeraaget, og Unionen egentlig sprængtes? Selvfølgelig højtideligholder vi Niels Juels glorværdige Sejre over Svenskerne; hvad Udfordring ligger der i disse tilbageslaaede svenske Angreb? Tilsvarende bør Svenskerne juble over Engelbrechts og Gustav Vasas Frigørelse af deres Land for dansk Overherredømme.
Dobbelt overraskende virker det da, at Svenskerne i dette rige Udvalgaf Festdage, ogsaa for nordiske Sejre, netop har valgt den eneste, om hvilken man maa sige, at den mindes bedst i taktfuld Stilhed.