Foreningen Skånsk Fremtid 

FUND TIL LÅNS

I maj 1882 blev der fundet en sølvskat fra vikingetiden i Sønder Sandby. Den blev bortført til Stokholm, men kom i vinter hjem til Skåne. Men kun til låns.

Det var under udvidelsen af kirkegården, at graver Hans Tykassons spade stødte på noget hårdt i en halv meters dybde. Det viste sig at være 143 mønter og flere sølvsmykker, som formentlig var gravet ned i vikingetiden straks efter år 985 i Harald Blåtands tid.

Skatten fik ikke lov til at blive i Skåne. Mønterne blev ført til Myntkabinettet og smykkerne til Statens historiska museum i Stokholm. Men nu er fundet fra Skånes danske vikingetid på kort besøg i Lund, hvor Sandbys beboere kan ærgre sig over, at fundet ikke blev gjort i dag. Så havde der været bedre muligheder for at beholde sølvskatten på museum i Lund. Nu vil Stokholm ikke af med den.

De ældste mønter er daterede 867, og det er muligvis en skånsk viking, som har bragt dem med hjem efter et plyndringstogt, for dengang var Lødde å sejlbar helt til Sandby. Nyere danske mønter er fra 950-985, og de er i så god stand, at de formentlig aldrig har været i brug, før de blev gravet ned for at sikre dem mod tyveri.


Artiklen er fra tidsskriftet Skånsk Fremtid nr. 44 (2004)