| Foreningen Skånsk Fremtid |
Der florerer en række myter og forestillinger i Skånelandsbevægelsen som savner historisk belæg. Desværre indgår væsentlige bestanddele af disse myter i fortolkningen af Skånelands historie. Og det er et problem fordi udbredelsen af halve sandheder og hele usandheder risikerer at kompromittere Skånelandsbevægelsens troværdighed. Jeg vil i det følgende diskutere tre af myterne: Det skånelandske flags ælde, Rex Scaniæ og eksistensen af et skånsk sprog.
Myten om det skånelandske flags ælde er sejlivet. Det påstås at det rødgule flag har rødder i middelalderen, og at det har været den lundensiske ærkebiskops flag.
En fuldstændig tilbagevisning af samtlige påstande om at skånelandsflaget er ældre end 100 år blev gjort af den norske museumsmand Lars Roede i "Nordisk Flaggkontakt" nr. 31 (2000). Roede tog fat i Sven-Olle R. Olssons Skånelands Flagga" (1993) og pillede det ene argument efter det andet fra hinanden. Der findes intet bevis for at det skånelandske flag er Nordens ældste korsflag, intet bevis for at ærkebiskoppen i Lund på noget som helst tidspunkt har ført et rødt-gult korsbanner, og intet bevis for at et rødgult middelalderligt korsflag kan knyttes til hverken landskabet Skåne eller Skåneland.
Første gang det skånelandske flag dukker op i kilderne er i forbindelsen med Weibull-familien omkring århundredeskiftet 1900. Skånelandsflaget er dermed ikke mere end godt hundrede år gammelt. Roede kommer også med en god forklaring på, hvorfor farverne rød og gul er valgt som farver i Skånelandsflaget. Han giver forklaringen ved at citere en del af David Assarssons digt "Skånes Färger" (1923):
Rött är återglans av Dannebrogen,
röd som vallmoprakt i gyllne rågen.
og dernæst,
Guld är korsets stam på Sveriges
fana,
gyllne hoppet på vår framtidsbana.
Konklusionen er derfor at Skånelandsflaget er en hundrede år gammel krydsning mellem Dannebrog og det svenske flag. Og hvis man endelig vil forsøge at finde ældre rødder til Skånes rød-gule farver, havner man ikke i middelalderen, men i 1660 hvor de svenske erobrere skabte Skånes våben.
I det pågældende nummer af "Nordisk Flaggkontakt" har Sven-Olle R. Olsson skrevet et genmæle. Han forklarer sig med at de fleste af synspunkterne i "Skånelands Flagga" skal ses som arbejdshypoteser. Man kan spørge sig selv hvor længe disse arbejdshypoteser skal spille så stor en rolle i dele af Skånelandsbevægelsens selvforståelse, når der ikke findes skyggen af bevis for dem. Sandheden er at samtlige historier om flagets middelalderlige aner er opstået i det 20. århundrede, hvor løse spekulationer efterhånden er blevet ophøjet til sandhed.
Et sted i sin argumentation hævder Olsson at flere danske beretninger nævner, at Anders Sunesen førte sine mænd under et rødgult korsflag under korstoget til Estland 1219. Men hvilke beretninger Olsson tænker på får vi ikke at vide. I det hele taget er det symptomatisk for de historier der florerer om Skånelandsflaget, at der aldrig er henvisning til originalkilder. I Helge Bruhns bog "Dannebrog" (1949) gengives ordret fra originalkilder de første historier om Dannebrog der faldt ned fra himlen i Estland og Anders Sunesens rolle. Den ældste historie er fra 1523 - mere end 300 år efter begivenheden skulle have fundet sted - og hverken den, eller nogle af de andre, nævner noget rødgult korsflag. Man kan derfor ikke gøre andet end at konstatere at Skånelandsflaget ingen middelalderlige rødder har.
N. H. Sjöborg var den første der forsøgte at sammenstille en særlig skånsk kongerække ud fra gamle kilder. Han publicerede den i "Samlingar til Skånes historia och beskrifning" (1801-1812). Kongerækken er sidenhen beskrevet mange steder.
En lang række forhold omkring denne kongerække bør vække mistænksomhed. Allerede den kendsgerning at der er forsøgt sat årstal på den enkelte konges regeringstid gør een skeptisk. Det hævdes at den første navngivne skånske konge med titlen "Rex Scaniæ" dukker op år 380. Hvordan dette tal er fremkommet står hen i det uvisse. Navne på danske konger dukker op i samtidige udenlandske kilder i 700-tallet, og først i begyndelsen af 800-tallet med Godfred og Hemming får vi en ide om hvilket geografisk område de har hersket over. Så hvordan det er muligt at sætte navne og årstal på noget som man dybest set intet ved om, forstår jeg ikke. Kildematerialet synes primært at være islandske sagaer, som alle er nedskrevet i 1200-, 1300- og 1400-tallet på en ø som ligger 2000 km væk. På grund af den meget store afstand i tid og sted bør man være meget påpasselig med at drage for vidtgående konklusioner af så tvivlsomme kilder. Men det er åbenbart sådan at jo mindre man ved, jo mere kan man digte, og den skånelandske kongerække er i høj grad ren digt frem til Ivar Vidfavne, som muligvis er historisk.
Ivar Vidfavne findes omtalt i Heimskringla (o. 1230), og de årstal der i den skånske kongerække sættes på hans regeringstid spænder fra 600-tallets midte til år 770 (Heimskringla nævner dog intet årstal). Begge er rene gæt - og er fuldstændigt forkerte. Der står nemlig i Heimskringla at Ivar underlagde sig en femtedel af England, samt Saksland og meget mere. Men vikingerne fandtes ikke i England i 770. De kom først 20 år senere, og først i 800-tallet begynder erobringen. Det er samtidig værd at bemærke, at i den 100 år ældre Roskildekrønike (1134) nævnes en kong Ivar, der herskede over dele af England, hele Norden og Saksland m.m. Det er en historisk person som omtales i den Angelsaksiske Krønike under år 878. Og det er sandsynligvis den mand, der har dannet forlægget til savnet om Ivar Vidfavne, men i den skånske kongerække estimeret 100 år galt. I Roskildekrøniken kaldes han iøvrigt for norsk.
En anden besynderlighed er den latinske betegnelse "Rex Scaniæ", der hæftes på nogle af de konger der påstås af have eksisteret før kristendommen kom til Norden. Det hævdes sågar, at de har benyttet betegnelsen om sig selv, men det er umuligt (dog med Harald Klak som mulig undtagelse) da latin som sprog ikke fandtes før kristendommens ankomst o. år 1000.
Et forsøg på at lave en skånsk kongerække med start i jernalderen kan ikke betragtes som seriøs historieskrivning, ligeså lidt som hvis man startede en fællesdansk kongerække med Dan og Skjold. Hvad vi ved fra historiske kilder i middelalderen, er at der i Danmark undertiden kunne sidde konger i forskellige landsdele. Noget tyder på at det ikke har været anderledes i vikingetiden og tidligere, eller som ovennævnte Roskildekrønikes forfatter formulerer det: "...for dengang var der mange konger i Danmark; for som det fortælles, var der undertiden to i Jylland, en tredie på Fyn, en fjerde på Sjælland, en femte i Skåne; undertiden var der to over hele Danmark; undertiden endog een over hele Danmark; een over hele England sammen med Danmark...". Det er det samme kaotiske billede der tegner sig når man læser de islandske sagaer, men hvem der har siddet hvor, hvornår og hvorfor ved vi stort set intet sikkert om før vi når op til 1000-tallet.
Skåne udgør altså ikke noget særtilfælde. Man kunne ligeså godt lave sig en "Rex Fioniæ" eller en "Rex Selandiæ", som en "Rex Scaniæ". Problemet er at en ensidig fokusering på Skåne, risikerer at tage Skåne ud af sin danske sammenhæng, og dermed kan der, og er i visse kredse desværre også, opstået en ide om at Skåne ikke var rigtig dansk, men var et eget kongedømme, som stod i et potentielt modsætningsforhold til et "dansk" kongedømme. Tankegangen er naturligvis absurd fordi Skåne var Danmark, men det har ikke afholdt nogle folk fra at dyrke den.
"Man har aldrig talt dansk i Skåne" er en besværgelse man undertiden hører når samtalen kommer ind på sproget i Skåneland. Den kan synes mærkelig da vi i så fald ville have en masse danskere, der ikke kunne tale dansk. Men svaret man så får, er at skåningerne skam udgjorde en egen etnisk gruppe. Den påstand savner dog enhver historisk begrundelse, idet "skåninger" oprindeligt er navnet på de danskere der var født og opvokset i Skåne, ligesom sjællændere var navnet på de danskere, der var og er født og opvokset på Sjælland.
Man kan se dansk, svensk og norsk (rigsmål) som dialekter af et underliggende skandinavisk sprog med rødder i fællesnordisk. At det er endt med, at der alligevel i dag findes tre veldefinerede sprog, er et resultat af en proces hvor tre politisk-økonomisk-kulturelle område er opstået i Norden som følge af geografien. Skåne(land) var del af det danske område.
Jeg skal ikke her gå ind på en længere diskussion af de skånelandske folkemål, eftersom Malte Lewan Neelsen har diskuteret forhold omkring disse grundigt i artiklen "Skånska igår, idag och imorgon" i debatbogen "Skåneland i förändring" (2003).
Blot vil jeg nævne at hovedforskellene på dansk og svensk dukker op i middelalderen. Mest interessant er den såkaldte klusilsvækkelse, hvor p, t og k udvikler sig til b, d og g. Grænsen for dette sprogtræk har fulgt og følger stort set Hallands og Skånes grænser mod Småland.
Man kan foretage forskellige inddelinger af de danske folkemål. Den vigtigste er den som næsten følger de tre gamle landsdele: vestdansk (i Jylland), ødansk (på øerne minus Bornholm, men plus sydsvestskåne!) og østdansk (Halland, Listerlandet, Bornholm og Skåne minus den sydvestlige del). De tre hovedfolkemål er opstået på grund af den såkaldte infortissvækkelse, hvor de gammelnordiske endelsesvokaler a, i og u er blevet til a på østdansk, e på ødansk og stort set forsvundet på vestdansk (eks.: komma, komme, komm'). Alene ved første grove inddeling af dansk ser man at skånsk ikke er noget homogent folkemål, fordi sydvestskånsk udgør en undtagelse. Og hvis man endelig vil lave egne sprog af de danske folkemål, er det ikke de skånske der springer i øjnene, men vestjysk, som ikke har efterhængt bestemt artikel på navneord, men bestemt artikel som på engelsk og tysk (eks.: "æ mand" istedet for "manden").
Det er også værd at notere sig at det er meget vanskeligt at finde dialektale træk i skriftlige skånske kilder fra 1500- og 1600-tallet. Man skrev på en slags rigsdansk norm, selvom der ikke fandtes nogen egentlig statsautoriseret dansk retskrivning dengang. Der findes derfor ikke noget særskånsk skriftsprog, eftersom skåninger, ligesom jyder, fynboer, hallændere, sjællændere m.fl. i fællesskab har bidraget til udviklingen af en dansk skriftnorm. For så vidt som man kan sige at der findes, også historisk, et skånsk skriftsprog er det det samme som dansk.
Hvis det ikke havde været sådan, at man ikke talte dansk i Skåne, havde Malmø aldrig kommet til at spille så stor en rolle som byen kom til i udviklingen af et uniformt dansk skriftsprog. Reformationen førte til at latin blev erstattet af de nationale sprog i kirkelivet i de berørte lande, og da Malmø var et centrum i reformationen i Danmark er det årsagen til byens nøglerolle i dansk sproghistorie. Det er selvmodsigende at udviklingen af det danske skriftsprog fik en vigtig del af sin moderne udformning i en landsdel, hvis dansk ikke har været modersmålet for indbyggerne.
Der opstår let det samme problem som med "Rex Scaniæ" - og problemet er opstået, for ellers ville det ikke have været nødvendigt at skrive denne artikel - at den ensidige fokusering på den sproghistoriske situation i Skåne, giver folk den opfattelse at dansk var et homogent sprog som taltes vest for Øresund, mens at skåningerne talte deres eget homogene sprog, skånsk. Det er naturligvis noget værre vrøvl, for dansk talesprog var og er ikke homogen, for hvis det var, ville der jo ikke eksistere dialekter. Og som sagt findes den største afvigelse fra rigsnormen før 1658 ikke i Skåne, men i Vestjylland.
Hvis man i Skåne idag ønsker at lave sig et sprog er det en politisk beslutning som kun skåningerne selv kan tage. Men man kan ikke foretage beslutningen med tilbagevirkende kraft.
Jeg vil gerne nævne et helt konkret eksempel, som de fleste nok kender til. Det er plakaten "Skåneland - en kulturregion i Norden", som man kunne erhverve sig et eksemplar af ved seneste årsmøde. Det er en flot plakat, som der utvivlsomt er lagt meget arbejde i, men den skæmmes desværre af en skrækkelig tekst.
Allerøverst bliver tonen slået an. Som der står: "Skåneland består av landsdelarna Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm. Området har en egen historisk, folklig, kulturell och språklig bakgrund som varken är dansk eller svensk." Man tager sig til hovedet.
Også her præsenteres vi for kong Ivar Vidfavne i 600-tallet, og får at vide at Skåneland udgjorde et "jarladöme inom danska riket" når det ikke var selvstændigt. Helt forrykt er overskriften, der beskriver perioden 1043-1536: "Mot danska makthavare". Jeg forstår ikke hvordan man kan være mod magthavere fordi de er danske, når man selv er dansk. Men lever man i den vildfarelse, at skånelændere har "en egen historisk, folklig, kulturell och språklig bakgrund som varken är dansk eller svensk," er det vel forklaringen.
Direkte komisk bliver teksten der beskriver reformationen 1523-1533. Her hævdes det, at Christian Pedersen oversatte en række skrifter til "det öresunds-skånska språket". Forfatteren slår her virkelig krøller på sig selv for at undgå at kalde sproget ved sit rette navn, dansk.
Det er derimod ikke sjovt at tænke på at denne plakat, og dermed det forvanskede historiesyn det præsenterer, er spredt til skånelandske hjem og skoler. Noget er gået rivravruskende galt, siden sådanne opfattelser kan opstå og udbredes. Hvor ville jeg dog ønske at folk, der vil slå et slag for Skånelandssagen, havde Anders Hedwalls "Då Skåne var danskt" (1967) som obligatorisk læsning.
Der melder sig det spørgsmål hvorfor myter om Skånelandsflagets ælde, en særlig skånsk kongerække og et skånsk "sprog" er opstået. Det virker unægteligt som om nogle forsøger at distancere sig fra det faktum at Skåne var ligeså dansk som Sjælland og skåningerne ligeså danske som sjællænderne. Ingen skåninger før 1658 har talt om at de ikke var danske, havde egne konger i jernalderen, udgjorde en særlig del i det "danska riket" (en slags pre-regionalisme), ikke talte dansk, havde særlige "nationale" farver og den slags. Så hvorfor eksisterer disse myter i dag? De er jo tydeligvis et fantasiprodukt fostret primært i det 20. århundrede.
Jeg ser ingen anden forklaring end at myternes opståen skal søges i forsvenskningen. Man må forstå at det vigtige i element i forsvenskningskonceptet er afdanskning, og dermed indpode den traditionelle svenske modvilje mod danskere i skåningerne (som jo således i virkeligheden udvikler en modvilje mod sig selv). Selvom det kun er lykkedes delvist er det nok til at der skabes et kunstigt modsætningsforhold, som får nogle til at gøre sig store anstrengelser for at bortforklare skåningernes historiske danskhed. Istedet opfindes med tilbagevirkende kraft en ikke-dansk skånskhed, som angiveligt skulle strække sig tilbage til de tidligste tider, men som der intet bevis er for har eksisteret i virkelighedens verden før 1658.
Nu kan alle jo ikke sætte sig ind i alle dele af Skånelands omfattende historie. Et eller andet sted må man jo tro på det folk skriver. Det er imidlertid et problem, hvis folk begynder at citere hinandens mere eller mindre velbegrundede teorier i et sådan omfang at de pludselig bliver "sande". Men den skepsis man burde have, er måske ikke tilstede, fordi folk har en tendens til at projicere den verden de lever i tilbage i tiden, og betragte den som den naturlige tilstand. Og derfor er der ikke langt til kritikløst at sluge historier om f.eks. et eget skånsk sprog, fordi folk jo kan høre tydelig forskel på rigsdansk og de kraftigt forsvenskede folkemål skåningerne taler i dag. Der er heller ikke langt til at sluge historier om at Skåne udgjorde en særlig del af "det danska riket", fordi folk er vant til grænsen ned gennem Øresund, og opfatter den som noget der i et eller andet omfang altid har eksisteret - ikke som statsgrænse naturligvis, men som en kulturel grænse.
Men før 1658 var den naturlige tilstand en helt anden end i dag. Og derfor eksisterer der ingen kilder, der kan bekræfte påstande om at man var mindre danske i Skåne, Halland og Blekinge end man var på Sjælland, på Lolland og i Jylland, fordi Skåne, Halland og Blekinge var Danmark og Danmark var Skåne, Halland og Blekinge.
Nu er det jo ikke alle i Skånelandsbevægelsen, der tror på disse myter. De fleste foretrækker naturligvis at der findes ordentlig dokumentation for alle de historiske elementer Skånelandssagen bygger på, men myterne har desværre spredt sig langt ud over Skånelandsbevægelsens kreds.
Problemet med myternes udbredelse er at de har fået politiske ben at gå på. Myterne kan bruges til underbygge påstanden om at skåningerne har en lang historie som enten selvstændige eller med en slags regionalt selvstyre, og kommer dermed til at indgå som nogle af mange argumenter, der skal forsøge at skabe øget legitimitet til kravet om selvstyre for Skåne i dag. Ligeledes kan myterne bruges i kampen for at opnå en form for kulturel anerkendelse. Men i begge tilfælde kommer man til at bygge Skånelandssagen på falske forudsætninger. Og det hele, også den seriøse del, kan falde sammen som et korthus når myterne afsløres som usande. Alt hvad der behøves, er at en kritisk historiker på Lund Universitet eller en indsigtsfuld person andetsteds fra sætter sig ned og piller argumenterne fra hinanden, ligesom Lars Roede gjorde med myten om Skånelandsflaget. Skånelandssagen risikerer ikke bare at blive kompromitteret og beskyldt for usaglighed, men også for at blive latterliggjort.
Der findes også et moralsk problem, for man kan på den ene side ikke gøre de svenske magthavere moralsk ansvarlige for mangelfuld og manipulerende undervisning i skånelandsk historie, hvis man selv samtidig - bevidst eller ubevidst - bilder skåninger, sjællændere, lollændere m.fl. andre historier ind, som er ligeså tendentiøse, eller måske endda opdigtede. Det giver bagslag når folk finder ud af at de er blevet ført bag lyset.
At jeg har taget emnet op er et forsøg på at motivere folk i Skånelandsbevægelsen i almindelighed og Föreningen Skånelands Framtid i særdeleshed til at gøre op med myterne selv, så den troværdighed man har opbygget i anden henseende kan bevares. Vi må feje foran egen dør, før andre gør det for os. Skånelandssagen er for alvorlig til at lade tvivlsom ønsketænkning drive den.