"KULTURARV"

Ingen kritik fra dansk side kan være så nådesløs som en dom, der fældes over dobbeltmoralsk svensk bjergsomhed fra højtplaceret kirkeligt hold i Småland. Den afslørende dom kan vi takke en alterkalk fra Ferlev kirke ved Christianstad for.

Alterkalken er et fornemt sølvsmedearbejde, der bærer inskriptionen "Denne kalk er giort thil Ferreløf Kirke Anno Domini 1609". Der er blot den kedelige omstændighed, at kalken i dag befinder sig i Växjö domkirke i Småland. Der har den stået, siden Gustaf II Adolf og hans kumpaner plyndrede de østskånske kirker under det røvertogt i februar 1612, som "heltekongen" siden pralede af, fordi han havde kunnet "myrde og plyndre efter behag".

Så sent som i 1970'erne afslog den smålandske domkirke at imødekomme en skånsk anmodning om at få kirkesølvet leveret tilbage til de retmæssige ejere i Ferlev (Färlöv). Det skete helt åbenhjertigt med en motivering, som man er mere varsom med at bruge på højere niveau som argument for ikke at ville aflevere tyvegods:
"Om alla krigsbyten, som finns i Sveriges kyrkor, skulle återlämnas till sina rätta ägare, skulle konsekvenserne bli förödande för det svenska kulturarv".
Kan det siges skarpere, hvad svensk kulturarv bygger på?

Vil man have andre eksempler, kan man fremdrage et dåbsfad i kirken i Lenhovda i Småland. Det bærer inskriptionen: "Anno 1637 den 10 julij gaf erlig ock welbørdige froe Adele Grobbe dette becken til fvnten i Strøstrop kirke". Det blev stjålet under Horns krig, og kirken i Strövelstorp, som Strøstrup hedder i dag, må nøjes med en kopi. Men man skal ikke tro, at den svenske nation er skamfuld over røveriet. Dåbsfadet blev i 1867 sendt til verdensudstiling i Paris som vidnesbyrd om svensk kunsthåndværks høje stade!

Stakkels broderfolk, som flere århundreder efter krigene stadig føler sig så kultur fattigt, at det må bygge national selvfølelse på tyvekoster.