| Foreningen Skånsk Fremtid |
For lektor Johansen luftede et mildt sagt ejendommeligt syn på Skånes historie i en TV-udsendelse "Jagten på historien". Den blev bragt på DR2, der også er kendt som den hemmelige kanal, så skaden var heldigvis begrænset.
Men lektor Johansen kunne i udsendelsen, der var redigeret af Nis Boesdal og Karl Olsen, forkynde, at det var en fordel for skåningerne at blive svenske, for derved kom de til at leve under forhold, som først kom danske bønder til gode mange år senere.
Roskildefreden var ikke noget ringe bytte for skåningerne, for i 1660 blev Enevælden indført i Danmark, men i Skåne kom en bonde fra hvert herred i Riksdagen ligesom i det øvrige Sverige, og det var vigtigt for selvforståelsen, mente lektor Johansen.
Hertil er at sige, at længe efter at stavnsbåndet var ophævet i Danmark, vidner barske tyende-domme fra 1800'tallet om, at skånske bønders selvforståelse kom ynkeligt til kort over for herremændenes og jordbesiddernes magt, og blodbadet på skånske bønder i Klågerup i 1811 indgår åbenbart heller ikke i lektor Johansens historiske bevidsthed.
At Uno Röndahl i samme udsendelse påpegede, at det danske kærneland Skåne efter erobringen lå hen som en fattig ødemark med 38 procent nedgang i befolkningstallet, rokkede ikke ved den eksterne lektors historiesyn. Han hævdede, at forsvenskningen var lempelig og skånsom. Grov forsvenskning forsvenskning forekom først efter 1850, da nationalstaten og nationalisme var opstået, forkyndte han.
Som vidensbyrd om den milde forsvenskning påpegede lektor Johansen, at Christian IVs monogram stadig findes i landsbykirken i Øster Vang. En helt andet situation, end man idag finder i krigsområder, meddelte han. Lektoren har åbenbart ikke været inde i den nok så betydningsfulde St. Petri kirke i Malmø og set, hvordan Christian IVs initialer på altertavlen og prædikestolen er udskiftet med Karl XIs. Og i sin begejstring over bøndernes forbedrede vilkår - som altså alene betød nogle pladser uden indflydelse i den svenske riksdag - glemmer lektor Johansen, at borgerne i byerne blev bragt på fallittens rand, fordi alle de gamle handelsveje blev spærret. Men medlidenhed med erhvervslivets ofre passer næppe ind i det marxistiske historiesyn, som må være grundlæggende for den eksterne lektors synspunkter.
At dansksindede bønder blev bragt til tiggerstaven med barske bøder, når de vægrede sig ved at sende deres børn til svenskundervisning, er vel heller ikke ligefrem et vidensbyrd om lempelig og skånsom forsvenskning, så det undlod lektoren at nævne. Han fremførte tværtimod, at det var positivt, at befolkningen blev påtvungent svenske salmebøger, for så lærte de at læse. Hvorfor de ikke lærte det af danske salmebøger, kunne seerne få lov til at spekulere over.
Over for Uno Röndahls påpegning af, at den nye svenske herreklasse brugte krigsforbryderiske metoder for at få fingre i det erobrede land, indvendte lektor Johansen, at det var "næppe rigtigt". Glemt var gidseltagningerne og udslettelsen af byer som Ørkened og Vagensø.
Skåningerne blev agtede medborgere i det nye svenske samfund, fremgik det af den eksterne lektors belæring. Som skånsk opponent gav arkitekt Peter Broberg ikke meget for den agtelse, som bestod i tvangsudskrivning til svensk krigstjeneste og deportation til Baltikum.
Ifølge sin videnskabelige produktion synes Johansen at interessere sig for hekse, overtro og adelens muligheder for social kontrol i Middelalderen, og i 2000 skrev han en mindre afhandling "Hvilken forsvenskning? Danske og svenske lærebøgers behandling af Skåne 1660-1697". I forårssemesteret i år underviste Johansen grundfagsstuderende i historie i emnet "Spanien og spansk-Amerika 1492-1648". Han undlod forhåbentlig at forsikre, at inka'erne fik forbedret deres forhold under spansk styre.