| Foreningen Skånsk Fremtid |
Et nyt politisk parti er dannet i Skåne. Under navnet Skåneføderalisterne vil det holde de gamle partier til ilden for at hindre centralmagten i Stokholm i at kvæle de spæde spirer til skånsk selvstyre.
Skåneføderalisterne stiller op til efterårets valg til regionalstyrelsen. Et stærkt skånsk selvstyre med regionale love, som styrer arbejdsmarked, skatter og sociale spørgsmål står på programmet.
- Vi vil ikke placere os på venstre-højre-skalaen. Øget selvstyre er vort mål, sagde initivtageren Malte Lewan Neelsen, da partiet blev stiftet i Lund.
Den skånelandske bevægelse er siden 1980'erne nået et skridt på vejen med forsøgsordningen med Region Skåne. Men vi kommer ikke længere ad den vej, mener en anden initiativtager Thomas Aabo. Vi vil lægge pres på de andre skånske partier, så de ikke stiller sig tilfreds med bare at beholde det, vi har opnået.
Den skånelandske bevægelse har beredt jordbunden. Men for at det virkelig skal blive skånsk forår, må vi gå ind i politik. Tror nogen, at Skotland havde fået sit selvstyre uden det skotske selvstændighedsparti?