En debat om byen Christianstads logo har bragt sindene i oprør i
Christian IV's gamle by.
Siden byens grundlæggelse har den brugt Christian Firtals kronede
monogram C4 som våben, men kommunens erhvervschef Lars Blixt
rykkede ud med et forslag om at skifte det ud med en ring med
bølger i. Det skulle angiveligt symbolisere vandet i og omkring byen.
Adskilige borgere i Christianstad modsatte sig omgående forslaget.
Således skrev fire fremtrædende politikere og kulturfolk i en
erklæring: "At afstå fra C4-symbolet vil være en dumhed. Det står for
både fortid og fremtid. Carl XI forsøgte uden held at udrydde dette
helt enestående minde fra den danske tid. Måtte dette nye forsøg
også mislykkes".
Skånsk Fremtids æresmedlem, den skånelandske historiker og
forfatter Uno Röndahl drog også i felten for Christian IV:
"Ikke uden stolthed har jeg i mange historiske sammenhænge plæderet
for stadens vilje til at beholde sit kongelige navneciffer som et
minde om byens grundlægger, den uovertrufne bygherre Christian VI.
Den mest levende døde i hel vor kongerække", udtalte Uno Röndahl.
"Forhåbentlig sejrer fornuften og følelserne for traditioner, for det er
vel ikke sådan, at den forsvenskning, som satte ind i 1680'erne, endnu ikke
er afsluttet", spurgte han polemisk.
Det væltede ind med læserbreve til "Kristianstadsbladet", men ikke
et eneste til forsvar for det udvandede logo. Ikke engang fra tilflyttere.
Typisk lød det fra Ingerborg Hartelius: "Når en af de tjenestemænd,
som er kommet med det nye forslag, undskylder sig med, at han ikke
kendte til Christianstads våben og historie, før han flyttede hertil,
er det bare at sige, at ingen af os "indvandrere" vel vidste særlig
meget om det, men vi har lært at værdsætte det.
Vand-resourcer findes mange steder i landet, og det skal vi være glade
for. Men det er kun Christianstad, som har Christian IVs kronede
navneciffer som våben. Og det skal vi være stolte af", sluttede
denne indsender.
Artiklen er fra tidsskriftet Skånsk Fremtid
nr. 33 (2001)