Den svenske nationalkarakter var fuldt udviklet allerede i 1600-tallet.
Det fortæller historikeren Jonas Nordin i en doktorafhandling.
Allerede dengang blev svenskerne beskrevet som stræbsomme, ærlige og lovlydige,
men også som noget forlegne, tillukkede og misundelige.
I disputatsen fastslås, at landets indbyggere i 1600-tallet betragtede
sig som svenskere, og det var en fordel for de styrende, så folk
frivilligt stillede op i Sveriges mange krige på kontinentet.
"Det virker som en interessant afhandling", kommenterede cand. scient.
Søren Madsen. "Hvis svenskerne havde en så veludviklet national identitet
i 1600-tallet, hvilken identitet havde så folket i Skåneland? Folk
dér må vel have haft de samme forudsætninger for at udvikle en
national identitet, men svensk kan den ikke have været.
Måske en opgave for Anders Salomonsen eller Hanne Sanders eller Kjell
Hansen at klarlægge. Om ikke andet må man da håbe, at afhandlingen giver
de tre skælme natlige mareridt", sluttede kommentaren.
Kjell Hansen er den etnolog fra Lunds Universitet, som Region Skåne
har givet i opdrag at skrive en skånsk historiebog. I den anledning
udtalte han, at det er meningsløst at tale om Skåne som dansk
før 1658, da Nationalstaten ikke var opstået endnu. Hanne Sanders,
som er forskningsassistent ved Lunds universitets center for
Danmarksstudier, har lagt navn til en udtalelse om, at det ikke
betød noget særligt for folk i 1600-tallet, om de var danskere eller
svenskere, for national stolthed hører en senere tid til. Og Anders
Salomonsen har sagt, at nationalfølelsen næppe eksisterede i
1600-tallet, for den skånske bonde var næppe interesseret i, om
det var den danske eller den svenske konges foged, som indkrævede
skatter.
Han tilføjede: "I visse politiske kredse i Skåne bruges historien
som argument for, om ikke total genforening med Danmark, så
i alt fald noget der ligner. Mest for at slå på Stockholm".
Artiklen er fra tidsskriftet Skånsk Fremtid
nr. 32 (2001)