Foreningen Skånsk Fremtid 

LØGN ÅBENBART OGSÅ EN VIDENSKAB I LUND

Det er blevet strafbart at benægte eksistensen af gaskamre, KZ-lejre og etniske udryddelser i Hitler-tiden.
Men benægter man, at svenskerne begik krigsforbrydelser og etniske udryddelser i de erobrede Skånelande i 1600-tallet, bliver man ikke straffet. Man belønnes med akademiske titler.
I en serie artikler om Skåne i Ekstra Bladet (med interviews med bestyrelsesmedlem Jesper Klein og æresmedlem Karl-Erik Weggerup) indgik udtalelser fra en forskerassistent Hanne Sanders, der har boet i Sverige i 13 år og er knyttet til Center for Danmarksstudier ved Lunds Universitet.
"Regionalpatrioter skriver meget glødende om forsvenskningen af Skåne. Om etnisk forfølgelse af dansksindede og tvangsforflyttelser. De har slet ikke belæg for deres påstande", meddelte damen.
Berlingske Tidende havde også fundet frem til hende et par dage senere.
"Man bruger moderne politisk retorik som for eksempel "etnisk udrensning" for at beskrive, hvad man opfatter som den smertelige overgang til svensk styre i datidens Skåne", sagde hun her. "Men at anvende et sådant syn på Skånes overgang til Sverige er efter min mening meget problematisk... Borgernes privilegier var snarere bestemt af den enkeltes sociale status end af landegrænser. Der var ikke tale om nationale enhedskulturer, som vi har idag. Det er nødvendigt at gøre op med tanken om enheden Danmark mod enheden Sverige i den tid og dermed forestillingernes om forsvenskning og etnisk udrensning i Skåne", forkyndte hun.

Svenske skyklapper

Løgn er også en videnskab, sagde Fanden. Men ifølge det gamle ordsprog studerede han i Kiel. Universitetet i Lund kan tilsyneladende også gøre fyldest.
Hanne Sanders har åbenbart ikke læst den skånske lokalhistoriker Uno Röndahls værk "Skåneland utan förskoning". Hun må også været styret uden om Knud Fabricius' afhandling i fire bind om Skånes overgang fra Danmark til Sverige. Ja, selv Helsingborghistorikeren Alf Åberg, som tit beflitter sig på at se Skånes historie gennem sejrherrens briller, kommer ikke uden om at opregne blodige og traktatstridige overgreb på de danskere, der havde den vanskæbne at bo på sydspidsen af den skandinaviske halvø.
Det kræver virkelig svenskfabrikerede skyklapper, hvis Hanne Sanders vil overse en skriftlig ordre fra kong Karl XI til at afbrænde byen Ørkened og myrde alle våbenføre drenge og mænd. En krigsforbrydelse på linie med SS-banditters udslettelse af Oradour-sur-Glane i Frankrig og Lidice i Tjekkoslovakiet.
Som etniske overgreb må man vel også betegne det, at der blev givet ruinerende bøde til forældre, som ikke ville sende deres børn til svenskundervisning i kirkerne. At der var dødsstraf for at ligge inde med danske salmebøger, og at dansk litteratur i det hele taget var forbudt ved lov helt til 1854.

Etniske overgreb

Kan en forskningsassistent virkelig ikke finde vidnesbyrd i arkiverne om, at tyske landsknægte blev indkvarteret på skånske bondegårde, som de havde ret til at overtage, hvis bonden gik hen og døde. Af arkiverne fremgår også, at Skånes unge mænd blev tvangsudskrevet til den svenske hær og sendt til Baltikum og Rusland, hvor de først blev bevæbnet i sidste øjeblik, fordi svenskerne ikke turde regne med, at de vendte våbnenen mod fjenden i stedet for mod svenske officerer.
Skåninger døde i tusindtal for den sindssyge karl XII ved Poltava. 6000 sønderjyder, som mod deres vilje måtte kæmpe i kejser Wilhelms hær under første verdenskrig, har fået mindesmærker. De skånske martyrer er glemt, og nu vil en forsker hævde, at deres skæbne ikke havde noget med landegrænser at gøre.
At dansksindede frihedskæmpere blev henrettet på barbarisk måde ved at blive spiddet levende på pæle, kan vel ikke engang Hanne Sanders undgå at finde bevis for i retsdokumenter. Men at skåningerne et halvt århundrede efter Roskildefreden stadig håbede på at blive befriet fra et Sverige, som i 800 år havde påført hver eneste generation af skåninger krige og plyndringstogter, kan hun efter eget udsagn ikke finde belæg for. Så kan hun naturligvis endnu mindre finde belæg for, at regionalpatrioter, som hun kalder dem, stædigt minder om de paragraffer i Roskildefreden, hvor Sverige skrev under på at lade beboerne i Skånelandene bevare deres gamle livsvaner, sprog og love. Der er tale om ikke så lidt mere end den enkelte borgers sociale status, som er det eneste, Hanne Sanders kan få øje på.

SS-brutalitet

Også i denne sammenhæng må man beklage, at chefredaktør Victor Andreasen ikke er mere. I Ekstra Bladet skrev han 9. marts 1996:
"Med disse linier vil jeg i den danske nations interesse henlede offentlighedens opmærksomhed på, at vi i Danmark har en forening ved navn Skånsk Fremtid. I Skåne er der en søsterorganisation Skånelands Framtid. Begge foreninger arbejder ikke for en egentlig løsrivelse af de urgamle danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge, som svenskerne ved brutal vold stjal fra Danmark i 1660. Målet er et regionalt selvstyre for Skåneland og et snævert samarbejde med det østlige Danmark. Det er et formål, som alle med kærlighed til Danmark bør støtte. Der er noget urimeligt, ja absurd i, at vi i Danmark uden videre har accepteret, at de gamle østlige landsdele er forsøgt forsvensket fra Stockholm med en brutalitet, der helt står mål med de SS-metoder, tyskerne anvendte over for Polen og Rusland under Anden Verdenskrig. Den tyske besættelse af Danmark 1940-45 var den rene idyl i sammenligning med svenskernes undertrykkelse af Skåne, Halland og Blekinge."
Victor Andreasen og Hanne Sanders kan ikke begge have ret. Når Skåne igen knyttes til Danmark - og nu med en bro - er det vigtigt for forståelsen over Sundet at placere sandhed og løgn.

Se også Skånelandske Nyheder under 26. april 2000.

Artiklen er fra tidsskriftet Skånsk Fremtid nr. 30 (2000)