Foreningen Skånsk Fremtid

KÆRE DRONNING, BLIV BROBYGGER

Af Jørgen Overby, arkitekt

Kære Dronning Margrethe. Som dansk kan man ikke andet end være begejstret over at have en sådan monark som Dem. Begejstringen blev omfattende og rigtigt udtrykt i taler och lykønskninger til Dem i anledningen af deres fødselsdag.
I gode interview - og portrætudsendelser i fjernsynet blev det fuldstændig klart at De har en meget stor spændvidde. Deres vidtfavnende interesser og evner, specielt den kunstneristiske gør indtryk, og påvirker befolkningen I den bedste retning. Deres historiske indsigt og viden må man beundre og glædes over.
I det spændende interview - 'Dronning med meninger' - beskrev De fint Nordens historie sammenvævet og sammenfiltret, sammenlignende århunderders ufred imellem de nordiske lande med tilstandene i Kosovo og konkludere, at vi danskere eller nordboere ikke skulle hovere - for vi havde været igennem tilsvarende kvaler, som de jugoslaviske folk er i dag. En. fin og rigtig pointe!
Og netop fordi De efterlader indtrykket af særdeles kløgtig eftertanke, er det man må forundres. Hvordan kan det være at De, der besidder så stor historisk indsigt og viden, holder så fast i 'Kronborgs nedrullede gardiner'?
Ja, jeg tænker naturligvis på de gamle danske provinser - øst for Øresund, som dog må pirre Deres nysgerrighed, måske ikke nationalt set, så dog historisk videnskabeligt. Selvfølgelig, er det klart, at der er visse hensyn at tage, den danske monark kan ikke politisk interessere sig for et landområde, der tilhører Sverige i dag. Men hvad med den historiske interesse, helheden i danmarkshistorien og de kulturhistoriske vidnesbyrd, i det Skåneland, der kun er få kilometer fra Deres bolig.
Man bemærker, at emnet omgås, og man gætter, at det også må have familiemæssige årsager, men i Danmark kan vi vel ikke leve med berøringsangst med hensyn til en tredjedel af den danske (kultur)historie.
Desværrre er det jo noget der udpræget kendetegner det officielle Danmarks holdning til de rødder der befinder sis på den østre side af Øresund. Godt gemt er godt glemt.
Men nu er det så, at vores tid åbner op for- det fulde dagslys og på forunderlig vis blotlægger histoliske sammenhænge, der burde være kendt af enhver, lad os også blot sige både dansk og svensk. I forbindelse med euforien omkring den nye region, der overhovedet ikke er spor ny men ældgammel, bliver det med broen, der forener, umuligt at dølge baggrunden, gemme og glemme historien, for de historiske vidnesbyrd er der overalt
Lund var det middelalderlige Danmarks hovedscene, i Malmø blev den danske mønt slået, Christian IV grundlagde Christianstad, Glimmingehus er bygget af en dansk rigsråd, Gumløse kirke er indviet af Absalon Hundredvis af kirker strøet ud over landskabet er fyldt med inventar med danske bomærker, herregårde, er utallige, som de fynske, og bygget af danske adelsslægter. Fra Ystad eller rettere Ysted går færgen til Bornholm, der også er et skånsk landskab.
Alt dette er De naturligvis fortrolig med. Men er det ikke tankevækkende, at den danske videnskabelige verden stort set har valgt alt dette og meget mere fra, når der forskes eller skrives om Danmarks kulturhistorie?
Er det ikke også tankevækkende at så smertelig var det definitive tab af disse gamle danske lande, at det blev et dansk doktrin, at forsvenskningen gik ufattelig let.
Jeg tillader mig at tro, at De ved noget andet. Derfor sammenligningen med Kosovo.
Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge var overmåde blodig. I kølvandet af (generobrings)krige kom undertrykkelse og forfølgelse - og udryddelse. Til sidst blev der tavshed. Svensk forbud mod samkvem, dansk resignation.
De historiske bånd mellem Sjælland og Skåne ophørte, men dansk egenart forsvandt ikke.
Hvad der var karakteristisk dansk, blev til det karakteristiske skånske. Således overlevede op gennem 1700-, 1800- og 1900-tallet danske kulturelle træk. Selv sproget.
Befolkningen følte sig hinkent svenske men forvirret skånske; traditioner og vaner var anderledes end oppe i Sverige.
Men der var ingen støtte at hente i det gamle moderland, her kunne historiebøgerne berette myter om, at "Skånes overgang til Sverige skete forbavsende let".
Men sandheden var, at tusinder af mennesker fik liv og skæbne sprængt og med alt, hvad vi véd, hvad vi kan orientere os om, så kan vi - med Palle Lauring - dog gøre os den ulejlighed at huske.
Ikke for at genoplive nationalistiske stemninger, men tværtimod for at kende den sande historie og vedkende os den historiske arv. Den arv, der nu bliver endnu synligere og tilgængelig med Øresundsbroen.
Men desværre, er Skåne nu til dags stadigvæk et terra incognita for de fleste danskere, skønt det ligger deres hovedstad nærmere end Danmarks fleste provinser.
Måske kunne De, kære dronning Margrethe, også blive en rigtig 'brobygger'. Hjælpe med at rydde op i eget hus, åbne for det fulde dagslys, se ud over sundet, og vedkende Dem, at det landskab, der åbenbares, også er Deres såvel som alle andre danskeres historiske arv.
Og ved broindvielsen huske at broen ikke forbinder Danmark og Sverige, men forener Skåne og Sjælland. Sammenvævet og sammenfiltret.

Artiklen er fra tidsskriftet Skånsk Fremtid nr. 30 (2000)