TRAKTATBRUD

Der er nu mindre end et halvt år, til at Øresundsforbindelsen åbner og der for alvor skal gang i bestræbelserne på at bygge bro mellem Danmark og Skåne. Der er 350 års førsømmelser at rette op på for Danmarks vedkommende, og følgerne af 350 års undertrykkelse og hjernevask at bekæmpe for skåningernes vedkommende.
Freden i Roskilde i 1658 er med god grund betegnet som en panikfred. Karl X Gustaf var i virkeligheden gået i en fælde, da han stod med en lille del af sin hær på Sjælland afskåret fra forsyninger. Men kong Frederik III følte sig så truet, at han beordrede sine forhandlere til at opnå fred på næsten enhver betingelse. Dog havde de danske forhandlere is nok i maven til at sikre en garanti i fredsvilkårene for, at deres landsmænd i de afståede provinser måtte bevare deres nedarvede danske levevilkår, når de blev overladt til deres arvefjender. De svenske forhandlere var næppe begejstret for Roskildefredens paragraf 9, men i modsætning til danskerne vidste de, at der var undsætning på vej til de hårdt trængte danskere fra Brandenburg og Polen. En kurér var opsnappet af svenskerne, som derfor havde interesse i at få fredsaftalen under skrevet hurtigst muligt.
Danmark har ikke siden gjort nævneværdigt for som medunderskriver at forlange paragraf 9 respekteret, hvis man lige ser bort fra at Christian V faktisk forsøgte at komme de gamle undersåtter til undsætning i Skånske Krig.
Men når Danmark ikke vil sætte noget som helst ind på at få en traktat respekteret, som Danmark her underskrevet, må man jo prøve at sætte sin lid til Frankrig som garantmagt Frankrig bør som medunderskriver af den tragiske fredsaftale kke sidde med hænderne i skødet, når Sverige ufortrødent fortsætter med at krænke skånelændernes vilkår. Senest med planer om at splitte de gamle danske landsdele Halland og Blegind op.
Frankrig er på sin vis nødt fil at træde forsigtigt, fordi landet selv kender til ømtålelige mindretalsproblemer for eksempel i Bretagne, i Baskerland og på Korsika. På den anden side viste regeringen god vilje ved den 7. maj at vedtage en EU-resolution om fri adgang til undervisning i regionale sprog. At forfatningsrådet stak en kæp i hjulet ved den 16. juni at forkaste vedtagelsen som stridende mod forfatningens ord "at fransk er republikkens sprog", er en anden sag, som vil sinke reformen, indtil forfatningen er ændret.
Men det er ikke ubegrundet at håbe på, at republikkens præsident og den franske regering vil tage alvorligt på de forpligtelser, der er taget i arv efter solkongen Louis XIV.