"SKÅNELAND VAR ALDRIG DANSK"

"Skånske separatister propaganderer ofte i Skånska Dagbladet med, at Skåne har været dansk. Detta är fullständigt befängt," indleder Carl Jansson et læserbrev.
Befängt betyder vanvittig komisk, og det passer nok bedre på Janssons egne påstande. Men de kan tjene til at vise, hvordan en blanding af få historiske kendsgerninger og masser af indoktrinering kan præge opfattelsen ikke alene hos svenskere, men også hos skånelændere.
"Allerede I Bråvallaslaget, den første batalje mellem danskere og svenskere omkring år 750 finder vi Olaf Frockne af Skåne kæmpende på sveakongens side," fortæller Carl Jansson. "I frihedskampen mod den stygge Absalon i 1100-tallet kom Harald Skreng fra Sverige til støtte for Skåne, og skåningerne hyldede ham som deres konge 1182.
Danskerne knuste den skånske bondehær ved Døssebro (Dösjöbro), men skåningernes frihedslængsel manifesterede sig igen i 1300-tallet, da de danske konger havde misregeret og pantsat provinsen. Man valgte Magnus Eriksson af Sverige til konge. Den danske kong Valdemar Atterdag skrev senere under på en aftale om, at Danmark officielt afstod Skåne "til evig tid". Men Valdemars lumskhed, som også gav sig udtryk i brandskatning af Visby, fornægtede sig ikke, og han faldt ind i Skåne med sin hær 1360.
Men I Sverige så man stadig Skåne som sit, og kong Albrekt af Mecklenburg erobrede Skåne 1368 og titulerede sig "herre til Skåne". Vort nationalsymbol, Tre Kronor, har vi fra ham. Det symboliserer Västergötland, Ötergötland og Skåne. Efter den uretfærdige fred i Stralsund 1370 blev Sverige dog tvunget til at opgive Skåne, men opgav ikke kampen for sin landsdel.
I 1500-tallet hjalp man den skånske adel med at afsætte Kristian Tyran og gjorde mange erobringsforsøg frem til genforeningen 1658. Mange barske hændelser indtraf, men danskerne var ikke uden skyld i, at skånske bønder døde. I det svenske krigsarkiv kan man f.eks. læse: "Banderne blev opildnet af deres fogder, de danske adelsmænd, samt af præsteskabet og blev uden formål drevet til slagtebænken. Sædvanligvis blev størstedelen hugget ned, resten flygtede eller måtte nedlægge våbnene."
Snaphanerne var heller ikke de helte, skånske separatister vil gøre dem til. Hans Wåhlin skriver om, hvad deres terror førte til: "De fredelige bønder flygtede med løsøre og kreaturer til byerne, marker lå usåede hen, og man ventede med rædsel på, hvad der ville komme, når skoven blev grøn og hver gren kunne skjule en bøsseskytte." Vi bør være taknemlige for at tilhøre Sverige. Vi skal ikke læse dansk historie i skolerne. Skåne var aldrig dansk," slutter Carl Jansson sin belæring.
I et af de indlæg, som fik Carl Jansson til at fare i blækhuset med sine private historiekundskaber, havde Anders NÅ Larsson bl.a. skrevet, "at han personlig ikke har noget imod at læse og lære svensk historie, men ikke som sin egen. En fast forbindelse og et tæt og intensivt samvirke over Sundet er bare en tilbagevenden til den gamle ordning for en landsdel, som har været dansk i 800 år".

En sensation

Carl Jansson fik også svar på tiltale af en læser ved navn K E. Persson. "At Skåne aldrig har været dansk, er virkelig en historisk nyhed! Ligesom at sagaens Bråvallaslag fandt sted omkring år 750, og at skåninger kæmpede på svensk side. Kan Jansson bevise det, ville det være en videnskabelig sensation!
Hvordan i alverden han kan tolke den skånske folkerejsning mod Absalon som en folkerejsning for Sverige, forstår Persson ikke. Hvis Harald Skreng blev valgt til konge - hvad der ikke findes dokumentation for - blev han hyldet som "Rex Scaniae" på Sankt Libers høj ved Lund, d.v.s. som konge af Skåneland, ikke Sverige. I 1300-tallet var Skåne i union med Sverige, ikke svensk. Hvordan Carl Jansson kan prøve at bilde os ind, at skåninger skulle kunne føle nogen samhørighed med Sverige, som 1276, 1307-08 og 1318 angreb og hærgede Skåneland med ild og sværd er en gåde.
Albrekt af Mecklenburg og hans svenske hær hærgede Skåneland lige så barsk i 1368 som alle forgængere og kan næppe have været populære hos det skånske folk. Kristian Tyran mindes i skånsk historieskrivning som Christian den Gode, og almuen gjorde oprør, da adelen afsatte ham.

Fræk nedvurdering

Det er faktisk ganske frækt af Carl Jansson at nedvurdere de generationer af skåninger, som greb til våben for at værne deres liv, hjem og land mod en barsk og skånselsløs fjende og se dem som hjernetomme mennesker, der bare lod sig drive til slagtebænken.
Hans Wåhlin, som Carl Jansson tydeligvis sætter pris på, er sandelig ikke nogen at rette sig efter. I "Boken om Skåne" skrev han I 1930 denne svulstige sætning: "Vor svenskhed er fast og tryg nok til at tåle, at der også tales noget om de tider, da den var fremmed for os." En forbløffende formulering. Skulle der virkelig findes nogen anledning til at fortie historiske fakta? Nej, indfør undervisning i vor egen skånsk-danske historie i skolerne."
Under mærket "Skåning" skrev endnu en læser i Skånska Dagbladet, at "det er lige så løgnagtigt, at Skåne aldrig var dansk, som at sige, at Amerika aldrig har været indianernes land, eller Australien aboriginernes. I Australien får urbefolkningen stadig mere at skulle have sagt, og det bar Sverige lære af.
Ved broindvielsen år 2000 flager vi skånsk, svensk, dansk og hvorfor ikke også med unionsflag?"