VELKOMMEN HJEM, SKÅNINGER

Har vi rigtigt forstået det? Forstået, hvad Danmarks to nye broer betyder? De vender op og ned på geografien i Norden. Har man prøvet at køre fra København ned i tunnelen og op over vestbroen til Odense, ved man det. Eens fornemmelse af forholdet mellem Øst- og Vestdanmark bliver ganske forrykket.
Men den bro,der sætter skel i historien - og sletter skel - er Skånebroen mellem København og Malmø. Den laver en tørskoet forbindelse mellem de tre gamle danske hovedlandsdele Jylland, Sjælland og Skåne.
Adskillelsen af Skåne og Sjælland var aldrig et folkeligt ønske. Indtil 1658 var Øresund et fiskerigt, fjordlignende stræde, der forbandt to ærkedanske landsdele. Biskopperne fra Jylland og Sjælland drog til møde hos Danmarks residerende ærkebiskopper i Lund: Asser, Eskil, Absalon, Anders Sunesøn.
De skånske og sjællandske kirkelove fra 1171 er næsten identiske. Fra Dalby i Skåne stammer det ældste danske bogværk, Dalbybogen. Svensk kultur er ikke inde i billedet hernede på kanten af Øresund.
Men i 1600-tallet hjemsøges Europa af diverse feltherrer, Wallenstein, Tilly m.fl. Ved genetikkens tilfældigheder er der en række svenske konger blandt disse blodtørstige krigskarle, der lagde Europa i aske: Gustaf II Adolf, Karl X Gustaf, Karl XII. Disse generalissimuseer repræsenterer ikke folk eller folkeviljer. De repræsenterer hære, til nød herskesyge adelsfamilier. Men Skåne-Sjælland er så uheldig, at en af dem, Karl X Gustaf, får trang til at erobre Danmark på sin vej til at erobre Tyskland og hele verden. Han bliver imidlertid stoppet af københavnerne. Og så trækker han som hævn en nationalitetsgrænse ned gennem Øresund og skiller dermed to århundredgamle og tætforbundne danske landsdele ad, Skåne og Sjælland.
Og derved er det så blevet i de sidste 350 år. Øresund skiller svensk og dansk. Skåningerne havde ikke lyst til at blive svenskere, men de blev tæsket til at lade, som om de var det. Og da endnu en svensk krigskarl, Karl XII, fik Hitler-nykker og ville erobre verden, måtte omkring 10.000 tvangsudskrevne danske skåninger lade sig slagte af Peter den Store ved Poltava i 1709. (Det svarer til, at 6.000 sønderjyder døde, fordi de måtte kæmpe på deres undertrykkeres, tyskernes side i Første Verdenskrig).
Dette skriver jeg ikke af nid til svenskerne. De er vores brødre. Sådan føler jeg det. Det er ikke vores svenske brødre, der har påført skåningerne aller deres lidelser. Det har grusomme feltherrer, som blev til dynastier, der blev forvaltet af en folkefjendsk stockholmsk øvrighed. Men Skåne har ikke bøjet sig for overmagten. Rejser man i Skåne i dag, ser man ikke mange svenske flag. Fra de skånske flagstænger vajer det skånske flag.
Men nu kommer Skånebroen - og om en snes år tunnelen mellem Helsingborg og Helsingør. Det, der naturligt hører sammen, vil gro sammen. København er Skånes hovedstad. Sådan må det være. Det er ikke kun den fysiske afstand, der skiller skåningerne fra Stockholm. Skåningers mentalitet er til København; det letsindige, det næsvise, det overbærende, det livsglade.
Skåningerne glæder sig til broen, glæder sig til - ja, til genforeningen. Men hvad gør københavnerne? Hvad gør de københavnske politikere? De vender halvt ryggen til skåningerne, som de Gud bedre det kalder for svenskere. Historieløse og stive i betrækket står vore politikere der og ser nærmest mistænksomme på skåningernes begejstring for Danmark.
Alle I københavnske borgmestre, slå dog armene ud, smil og råb: Velkommen hjem, skåninger!.
Den måde, I for øjeblikket modtager de hjemvendende skåninger på, er så koldsindig og historieløs, at man skammer sig. Se så at få bredt armene ud og få det broderlige samarbejde mellem de to sider af Skånebroen i gang igen. Efter 350 unaturlige år!