SKOTLAND OG SKÅNE

Savner Skåne en Sean Connery? Det mener mange, efter at den første og formentligt bedste James Bond i en alder af 66 år gjorde sig til forgrundsfigur i skotternes kamp for selvstændighed. Den kamp, som i første omgang førte til en overvældende sejr i afstemningen om Skotland bør have sit eget parlament med ret til at udskrive skatter.
Man må erkende, at Hollywood bravt har støttet den skotske kamp for national selvfølelse. Ikke blot Sean Connery, men Mel Gibson i "Braveheart" og Liam Neeson i "Rob Roy" har vakt minderne til live om tapper skotsk kamp mod de engelske erobrere. En skam måske, at Hollywood ikke har virkeliggjort strøtanker om at lade Dolph Lundgren, som aldrig har været særligt forgabt i Svea Rike, spille helt i et snaphanedrama. Lundgren som Svend Gønge kunne måske bøde på savnet af en nutidig Gøngehøvding. Den gamle er trængt så meget ud i glemslen i Skåne, at befolkningen går med til at kalde hans hjemstavn for Göinge,
Men et er Hollywood, noget andet er Christiansborg. Hvordan skal Danmark forholde sig til de stadig stærkere skånske krav om eget parlament i en selvstyrende region?
Det officielle Danmark gør nok klogt i at videreføre den hidtidige politik med hensyn til de afståede landsdele. Nemlig ikke at røre en finger. Ikke på noget tidspunkt, ikke engang ved efterfølgende fredsslutninger, har der rejst sig danske protester mod de svenske krænkelser af Roskildefredens dyrekøbte erfaringer.
Hvis man begyndte at bakke skåninger op nu, ville det formentligt blive udlagt som dansk revanchisme og blot skade udviklingen. Det er klogere at arbejde på at udbygge de muligheder for samarbejde, som den faste Øresundsforbindelse åbner ved langt om længe at slå rigtigt hul i Karl X Gustafs jerntæppe gennem Sundet.
Men menigmand såvel som folkevalgte politikere i det bevarede Danmark må gerne vågne til privat erkendelse af de genvordigheder, som generationer af fordums landsmænd har været udsat for øst for Øresund. Ønskerne om et skånsk parlament kan ellers støde på lige så stor uforstand i København som i Stockholm, fordi vi tror på skrønen om, at skåningerne i dag er svenskere helt og fuldt.
Grækere og bulgarer blev ikke tyrker af 400 års besættelse, czekerne blev ikke østrigere, polakkerne blev hverken tyskere eller russere, og skotterne blev ikke englændere. Hvordan kan vi tro, at alene Sverige skulle have held med at omnationalisere en hel folkegruppe? Selv om det blev forsøgt med en brutalitet, som idag ville bringe de ansvarlige for en krigsforbryderdomstol.
Lad os i Danmark forstå skånsk selvstændighedstrang, som vi forstår den skotske. Hvis den forståelse kan bevare et ligeså godt forhold til Stockholm som til London, har al den lyriske snak om broderfolk bestået en væsentlig prøve.