Foreningen Skånsk Fremtid 

SKUFFENDE

I et interview i B.T. i sommer udtrykte den konservative partiformand Hans Engell skuffelse over, at Sverige ikke viser nordisk solidaritet, men kører sit eget løb efter at være kommet med i EU og prøver at optræde som en lille europæisk supermagt.
Hvor naiv kan man være som dansk politiker. Hvor mange ørkesløse seancer i Nordisk Råd skal der til, før det går op for Danmarks forhandlere, at Sverige kun plejer egne interesser.
Det værste ved den danske naivitet - eller idealisme - er at den går ud over beboerne i de gamle danske landsdele Skåne, Blekinge og Halland. De har mere end nogensinde brug for dansk støtte nu, da de øjner virkeliggørelse af deres ønske om gennem regionalt selvstyre at blive lettet for det svenske åg. De har aldrig fået støtten før, og der er ringe udsigt til, at Danmark vil vise sig mindre føjelig og følgagtig over for svensk pågåenhed for fremtiden.
Artiklen ved siden af disse linier er blot et beskedent eksempel på dansk eftergivenhed. Sverige har med vold og magt forvansket skånelandske stednavne, men at det er en grov krænkelse af Roskilde-fredstraktaten, har aldrig givet os anfægtelser. Vi knæsætter selv forsvenskningerne i stedet for at holde fast ved de gamle navne i vor egen sprogbrug.
Vi har før advaret mod, at der på den kommende Øresunds-forbindelse kommer til at stå "Malmö" og "Limhamn" på dansk side, når der så sikkert som amen i kirken kommer til at stå "Köpenhamn" og "Dragör" på skånsk side. Frygten for ny dansk underkastelse kan begrundes med aktuelle DSB-annoncer for togforbindelsen "Kustpilen". Ikke blot lader man toget hedde Kustpil også på danske skinner. Men DSB lader toget udgå fra Köpenhamn og foreslår skift i en by, der kaldes Hässleholm og ikke Hesselholm.
Vor ydmyghed har ingen grænser. Olof Palme, som havde fingrene ude efter Hesselø, var knap begravet, før den københavnske Skjoldgade fik hans navn. Hvor i Stockholm finder man gader opkaldt efter Stauning eller Hedtoft?
I stort og småt kan vi være skuffede over svenskerne. Men det er nok især danske politikere, vi skal være skuffede over.


Artiklen er fra tidsskriftet Skånsk Fremtid nr. 16 (1996)