FRANSK NEMESIS

Tre århundreder efter, at Louis XIV dikterede freden i Fontainebleau hen over hovedet på Christian V og Karl XI, må Frankrig selv sande, at man ikke uden videre tvinger hele folkegrupper ind under en fremmed magt.
Det er nemesis, at Bretagne, Savoyen, Korsika og Roussillon giver Frankrig samme problemer som Sverige i mindretallenes Europa med folkegrupper, der vågner til erkendelse af deres egenart og historie. Det gærer hos mange af de etniske minoriteter, der som Skåneland er anerkendt af UNPO, den internationale organisation for urepræsenterede folkeslag.
I Savoyen stiftede Jean de Pingon i fjor en liga, der har til mål at fordive de franske erobrere. I Paris synes man ikke, der er noget at grine ad, for den oprindelige kreds på ti mand er på bare et år vokset til to tusind medlemmer.
Under et besøg i Bretagne måtte præsident Jacques Chirac bekvemme sig til at udtale over for det bretonske sprogs førende talsmand, Dan Ar Braz, at forskellige kulturer er en berigelse af nationen. Bretonsk har ellers været forbudt ved lov og bekæmpet lige så nidkært som dansk i Skåne.
Det går heldigvis sjældent så blodigt til som på Korsika, hvor bombeattentater på stribe fik den tidligere premierminister Raymon Barre til at sukke: "Hvis korsikanerne vil have selvstyre, så lad dem få selvstyre". Det synspunkt stod han alene med i Nationalforsamlingen, hvor alle partier bakkede op om premierminister Alain Juppe i en erklæring om at holde sammen på Frankrig.
I Roussillon har Frankrig store problemer med, at det tilstødende Katalonien har vundet politiske sejre i Spanien. Den katalonske partileder Jordi Pujol betingede sig anerkendelse af det katalanske sprog og Kataloniens kultur og egenart til gengæld for at sikre den nye premierminister Jose Maria Aznar et flertal.
Siden den spanske hær i 1714 erobrede Barcelona med fransk støtte, har spanierne med hård hånd undertrykt Kataloniens egne love og forbudt landets sprog. Parallellen til Skåneland er iøjnefaldende. Efter Francos død er åbnet et museum i Barcelona, som fortæller, hvor barsk og blodigt katalanernes egenart blev undertrykt.
Kataloniens renaissance har medført, at præfekten i Roussillon har udstedt en forordning om, at fransk er republikkens sprog, for flere og flere bekendtgørelser dukkede op på katalansk. Præfekten protesterede også mod et kort i en Barcelona-avis, som viste Roussillon som en del af Katalonien. Roussillon blev fransk ved den pyrenæiske fred, der blev sluttet i 1659 - et år efter Roskildefreden. Men som man kan lære på museet i Barcelona, gav Kataloniens eget parlament ikke sit samtykke til, at det spanske kongerige afstod en del af katalansk jord.
Hvem siger, at efter 335 år er alting glemt?