Foreningen Skånsk Fremtid 

GØNGERNES KRIGSBYTTE FREM I LYSET

Efter mange års ihærdig skattejagt på Løsholt-egnen i det nordligste Skåne er de første spor af Karl XI's krigskasse kommet for dagens lys. Dermed har man fået bevis for en snaphane-bedrift, som langt overgår de heltegerninger, Carit Etlar fantasifuldt tilskriver Svend Poulsen og hans gønger.
Det var under Skånske Krig i 1676, at der pludselig gik rygter om, at en svensk transport på flugt fra den danske hær var på vej nordpå med hele Karl XI's krigskasse på 50.000 rigsdaler. Det samlede militærbudget, som vi ville kalde det i vore dage, var fordelt på 250 hestevogne.
En større skare bønder lagde sig i baghold bevæbnet med alt fra høtyve til hjemmelavede bøsser, og nogle danske soldater kom til hjælp fra Landskrone. Kvinder og børn rykkede også med i felten, og ved en bro over Lerum å blev det svenske mandskab overrumplet. Gøngerne fik travlt med at grave kostbarhederne ned. Der var prægede plader af guld og kobber, som vejede helt op til 20 kg. Mange af snaphanerne faldt siden i frihedskampen mod de svenske erobrere og tog hemmeligheden med sig i døden om, hvor de havde gravet guldet ned.
Karl XI prøvede efter krigen at lade en kommission optrævle sagen og finde frem til de skyldige, men alle holdt solidarisk tand for tunge.
Og så sker der det, at ti medlemmer af Ähult Idrætsforenings drengehold falder over nogle mystiske metalplader, mens de hjulpet af deres forældre arbejder med at plante træer for at tjene penge til deres klub. Pladerne målte 25 x 25 cm og havde en værdi af to daler sølvmønt, selv om de var præget i kobber.
Fundet viser, at gøngerne var snu med at vælge gemmestedet. De gik over den gamle rigsgrænse for at grave pladerne ned. Løsholt i Skåne ligger kun seks kilometer fra Älmhult i Småland, men de skånske modstandsfolk gik logisk ud fra, at svenskerne ville lede efter de røvede skatte på skånsk område.
Fundet af Karl XI's krigskasse kan volde visse kvaler for svensk historieskrivning i de erobrede danske landsdele. I dette århundredes begyndelse havde kollaboratører travlt med at rejse monumenter for erobrerne rundt om i Skåne, og på en mindesten i Barsløv blev Karl XI endda betegnet som "Skånes Redningsmand". Og så minder et historisk fund om, at datidens skåninger kæmpede med næb og kløer mod deres frelser.


Artiklen er fra tidsskriftet Skånsk Fremtid nr. 15 (1996)