Foreningen Skånsk Fremtid 

FINT GRÆNSETILFÆLDE

Alt for mange danskere får aldrig set andet af Skåne end Øresundkystens byer. En egn, som virkelig fortjener besøg er Osby kommune i Gønge, der er spækket med historiske minder, fordi den lå pgrænsen til Sverige lige til 1720.
Datoen kan måske forundre, for Roskildefreden blev jo sluttet i 1658. Men det er blot en enkelt af mange nyttige genopfriskninger af historien, som man får tilbudt i en usædvanlig brochure "Information från Osby Turistbyrå", som virkelig med sin forbløffende ærlighed må betegnes som et positivt grænsetilfælde.
Om krigsperioden 1563-1645 hedder det: Danmark ... besluttede at oprette en regulær grænsebevogtning af legalt bondeopbud. Efter tysk forbillede kaldtes det friskytteenheder, hvorved deres legale militære funktion og stilling ansås for betrygget. Erik XIV ... fandt i begrebet "snaphane" en lige så talende folkeretslig tysk betegnelse, som passede bedre i hans kram. Præcis som han i adelslandet Estland betegnede de lavtyske modstandsfolk med det italienske udtryk "bandit".
Følgen af dette skæbnesvangre svenske skridt, dikteret af det i perioder gale geni Erik XIV, var ikke blot en blodig udryddelseskamp mod friskytte-bevægelsen, men også en strid, som fra begge sider blev ført uden pardon.

Ugudelig helgen

Senere berettes i brochuren, hvordan den svenske hær den 5. februar 1612 brød ind over landemærket ved Gedebæk. "Den svenske konge Gustav II Adolf, som svenskerne gennem kirkelig og chauvinistisk propaganda har ophøjet til en ufejlbarlig helgen, udstedte sin berygtede dagsorden om, at det stod hæren frit at grassere, plyndre og brænde efterfri vilje i fjendeland.
Osby kirke blev brugt som hestestald af den noget så ugudelige Gustav II Adolfs hær, og træbænkene blev brugt som brændsel. Mens fjenden spillede kort på kirkegården, blev han overrasket af grev Gert Rantzaus danske og tyske kavalleriregimenter og dræbt til sidste mand".
I Sibberup (Sibbarp) har den skånske oberst Knud Ulfeld fået en mindesten. Han anførte en styrke på 400 dragoner og 600 friskytter fra hjemmeværnet, som dengang hed bondevagt. I et slag den 28. september 1657 tilføjede han en eskadron svenske ryttere svære tab, men en såret svensker, som spillede død, greb efter kampen en bøsse og skød obersten ned.
I et afsnit om Skåneland under fremmed styre 1658-1679 hedder det:
"Skåneland, det tusindårige danske kulturland, stod daglig øje til øje med en voldsstat, som man havde afskyet gennem sekler. Landet blev fyldt med fremmede soldater. Indkvartering af svenske, finske, tyske og polske ryttere var efter 1658 en svær belastning.
De svenske soldaters bestandige voldtægt af kvinderne var årsag til evig ufred. Det var vanligt, at ensomme kvinder langs vejene blev voldtaget af forbipasserende landsknægte. Somme tider skete denne såkaldte "impregnation" ved højlys dag over for øjenvidner.
Men overfald på bønderne, afpresning, røveri og voldgæsteri hørte i 1660'erne og 1670'erne til den nye svenske dagsorden".
Brochuren beretter videre om kuppet i Løsholt (Loshult) i 1676 mod den svenske konges krigskasse, om kampene om Hønjes skanser i 1677, om udslettelsen af hele Ørkenø (Örkened) i 1678 som repressalie for snaphane-aktioner og om træfningen ved Sibberup i 1710.
19. september 1678 blev der holdt svensk krigsret i Osby. Femten frihedskæmpere blev dødsdømt, fik arme, ben og brystkasse knust, før de blev sat på spid. En særlig svensk henrettelsesmetode.

Mod folkeretten

Om tiden efter krigene læser man i brochuren:
"Det svenske rige havde i 1658 og senere højtideligt lovet Danmark, at det okkuperede Østdanmark skulle få selvstyre præcis ligesom Estland, Livland, Øsel og Pommern. Fra starten brød man samvittighedsløst alle løfter, et typisk udslag af hæmningløs imperialisme. Skåneland blev undertrykt med jernhæl. Undervisning på dansk måtte ikke finde sted, danske skrifter måtte ikke trykkes, og indførsel af dansk litteratur blev forbudt".
Da den svenske rigsregering i 1719 ensidigt ophævede det skånske generalguvernement, som var indført i 1658, var det en foranstaltning uden folkeretlig virkning, for landet befandt sig i en langvarig krig, og en kommende fred med Danmark måtte nødvendigvis berøre Skånelands status. Da freden endelig kom efter 20 års dansk-svensk broderstrid, skete det bemærkelsesværdige, at Danmark ikke begærede, at det østdanske selvstyre fra 1658 skulle genoprettes. Fra dansk side forlangte man ikke engang, at den ydre ramme, som det skånske generalguvernement havde udgjort, skulle genindføres og bestå.
Først med fredsslutningen i 1720 var det slut med Skånelands nationale særstilling. Fra at have været en østdansk landsdel iden for det svenske rige eller som det hed "utländst, men inrikes land", blev de skånske landskaber indlemmet uden at udgøre en særlig enhed i det svenske rige. Først fra 1720 begynder den svenske tid for de skånske landsdele Skåne, Lister-Blekinge og Halland".

Artiklen er fra tidsskriftet Skånsk Fremtid nr. 14 (1996)

Læs mere fra Osby kommune under deres turistinformation.