| Foreningen Skånsk Fremtid |
Elegi til Danmark
af Tyge Brahe, 1597
Danmark, hvad har jeg forbrudt? hvormed har jeg krænket dig hjemstavn,
siden du er mig så hård, streng imod mig og min færd?
Sagtens mener du vel, at jeg har forset mig imod dig,
da det er mig, der har gjort, nu du verden er kendt.
Sig mig, hvem der før mig har udført så store bedrifter,
at han har hævet dit ry op til stjernernes kreds?
Hvem kan vel gøre mere end jeg? Ja hvem kan benytte
den kostbare skat, som jeg har skænket mit land?
Ham de sender selvanden til Hven, som de allerede
tror, Urania, er trængt dybt i din helligdom ind.
Ankommen, si'er de, han studsede, da han betragted
instrumenternes pragt - skønt jeg kun efterlod få.
Hvad formår vel en slig ignorant, som råber han aldrig
sådanne ting har set, ikke engang derom hørt?
Rådvild står han og ser og spørger, hvor de var udført,
om deres brug; - selv han gør sig til spot.
Dog, for han ikke skal synes forgæves at gøre sin rejse,
dadler han opfyldt af had alt, hvad han ikke forstår.
Helt naturligt det er, da han var sendt af min fjende;
længe han tænkte på ondt, lumsk var altid hans færd.
Har jeg fortjent af dig, mit fædreland, sådan at smædes?
Er det din eneste tak, for hvad jeg virked for dig.
At hvad du ikke forstår, du dadler og møder med hånsord,
stræber af al din magt for at formindske min ros?
Dig har jeg søgt at gøre berømt i den vidtstrakte verden;
hvorfor viser du da smålighed overfor mig?
Dog ignorantens kritik, jeg agter kun lidet. Men mere
smerted det mig, at mit folk næppe bar agt for mit navn.
Ukendt i Danmark jeg var, men kendt i den vidtstrakte verden;
således søger de tit landsmænd at tie ihjel.
Andre har titler, har gods, har store betroede poster,
skønt de står under mig både i slægt og i år.
Ære fik mine brødre, men mig, som dog er den ældste
ætling af Brahernes slægt, viser man hån og foragt.
Nid har jeg aldrig følt, langt snarere ynkes jeg dem, som
glædes ved døgnets pjank, døv for det eviges røst.
Næppe har nogen haft sans for mit arbejd hjemme i Danmark,
skønt det kan lignes med det, Herkules øved tilforn.
Herkules si'er man har hjulpet den segnefærdige Atlas,
hindred, at himmelen faldt, udspændt fra pol og til pol.
Dig, Ptolemæus, Alphons og dig Copernikus, har jeg
rakt en hånd, når I gled; selv stod jeg fast på min fod.
Himmelklodernes gang i mægted ikke at forske,
jeg har det gjort, og mit værk tror jeg i sandhed er stort.
Nye støtter jeg rejste for himlens strålende hvælving,
aldrig revner den mer, hindret har jeg dens fald.
Eftertiden tror jeg vil yde mig tak for min gerning,
lad så min samtid blot vise sig karig og kold.
Også Machaons kunst og visdom jeg søgte at granske,
han, som hjælper hver syg, gengi'er den syge hans kraft.
Danmark, hvis du fortier det, vil nordmænd og svenskere tale,
der hvor mangen en syg høstede gavn af min hjælp.
Aldrig søgte jeg dog - hvad ellers man plejer - en fordel;
vel var min læretid tung, gratis dog altid min hjælp.
Sagtens er det vel det, der gjorde mig misundt og hadet,
her blev spiren lagt til min landflygtigheds straf.
Hadet voksede skjult, og aldrig jeg ænsed det, førend
han trådte frem, der var stærk nok til at gøre det fast.
Lumskhed besejrede kraften. Tro aldrig, at brøde har tvunget
mig til at gribe til flugt, dengang jeg skiltes fta Hven.
Hvor har jeg gransket ved dag og ved nat, hvad ofred jeg ikke
for at nå til det mål, som mig for tankerne stod?
Mangen af mig er ført ind i livets dybeste gåder,
lang tid skænked jeg dem gods og kost i mit hjem.
Mere endnu har jeg gjort, som dog jeg undgår at nævne,
for at man ikke skal tro, jeg kun tænker på pral.
Himmelske guder! For sligt landflygtighed bliver min gengæld,
seks børn deler min lod, med mig går deres mor.
- Dog ret tænkt; jeg jages ej bort, jeg vinder min frihed;
snarere synes det mig, hjemløs i Danmark jeg var.
Medbør fylder mit sejl, nu råder jeg selv for min vilje,
nu jeg i hjemmets sted vinder den vidtstrakte jord.
Fremmede folk skal gøre mig godt, - det er så Guds vilje;
hvor jeg end kommer hen, påskønnet bliver min flid.
Vis mig kun hån og foragt og plag mig blot med chikaner,
hjemstavn! Aldrig du ser, hvad der er bedst for din ros.
Dig jeg byder farvel. Mit fædreland vælger jeg nu der,
hvor man bøjer sig selv ydmyg for stjernernes pragt,
hvor man også med tak ta'er imod min manddoms bedrifter,
hvor der ikke som her utak kun gives til løn.
- Danmark i og for sig jeg indrømmer dog er uskyldig;
selv det det lider med mig, føler den bitreste sorg.
Ejheller dig, du heroiske søn af Frederik den Ædle,
dadler jeg, store monark, for hvad i Danmark jeg led.
Alle, der tænker som fribårne mænd, har set det med harme;
guderne give dog blot, aldrig der værre skal ske.
Kun nogle få der var, der kæmped med svig og med lumskhed;
dog tør jeg vidne for sandt, aldrig jeg gjorde dem ondt.
Glad ta'er jeg afsked med dem. Lad dem få den løn, de fortjener,
som Gud finder det ret, han som råder for hævn.
Hil dig Henrik, du værdige skud af Rantzauers stamme,
tilflugt Urania fandt først i dit gæstfrie hjem,
her, hvor i Wandsbeck uden for Hamborgs vældige mure
højt sig tårner din borg; få år gammel den er,
bygt af den herlige helt, hvem alle tider vil mindes,
dengang han havde nå't to snese år af sit liv.
Give nu Gud, der styrer den stjernebenåede himmel,
at det må blive til gavn, fristed jeg fandt i dit hjem,
så alverden må se de vidundre, himlen os viser,
de som længe var skjult, fjernt i æterens nat.
Rantzau! Tro mig, dit ry skal bæres af himmelens stjerner;
ta'er dig døden i favn, evig dog lyser dit navn.
Oversat fra latin af H. Holten-Bechtolsheim
Lagt på 07-06-00 18:30 af webmaster@skaanskfremtid.dk