| Foreningen Skånsk Fremtid |
Denne artikel er foranlediget af Øresundskonsortiet's påstand om at Tyge Brahe var "svensk-dansk". Artiklen har i en ganske lidt ændret form været bragt i tidsskriftet Skåneland nr. 1, 2000.
Fornylig blev det meddelt fra Øresundskonsortiet at astronomen og adelsmanden Tyge Brahe i skikkelse af en skuespiller skal fungere som en slags vejviser i Danmarks og Sveriges historie og kultur, når Øresundsbroen skal indvies den 1. juli.
I Øresundskonsortiet's pressemeddelelse fra den 15/2 kan man læse: "Danskarna betraktar honom som dansk och svenskarna betraktar honom som svensk. Sanningen är nog att han först och främst var sig själv - den stora europeiska renässansmänniskan." I visse dele af pressen har man efterfølgende kunnet se Tyge Brahe beskrevet som "svensk-dansk". Men er det en rigtigt betegnelse for den verdensberømte skånske videnskabsmands identitet? Spørgsmålet kan let besvares, idet Tyge Brahe har efterladt sig tilstrækkeligt med skriftlige vidnesbyrd til at belyse emnet.
Tyge Brahe Ottesen fødtes 14. dec. 1546 på Knudstrup uden for Landskrone. Navnet "Tycho", der ofte benyttes, er en latinisering. Han voksede dog op hos sin farbror Jørgen Brahe på Tosterup ved Ysted. Efter studier i København og Tyskland, vendte Tyge tilbage til Skåne, hvor han på Herrevad opdagede "den nye stjerne" - en eksploderende stjerne ved vi idag det var. En opdagelse, der gjorde ham verdensberømt, og som førte til at Frederik II gav ham Hven som len, så han kunne få bedre rammer til sit videnskabelige arbejde. Tyge Brahe har altså haft sit primære virke i Østdanmark.
Danmarkskort fra tiden omkring Tyge Brahes fødsel. Det grønne oppe i højre hjørne er Sverige.
Det var ikke kun astronomi, der optog Tyge. Han var også meget optaget af at Danmarkshistorien skulle nå ud til et større publikum. Da hans ven, Anders Sørensen Vedel, stod i bekneb for papir til at trykke en danske oversættelse af Saxo's Danmarkskrønike, som var skrevet på latin omkring år 1200, kom Tyge ham til hjælp. Tyge og hans morbror Steen Bille havde bygget en papirmølle på Herrevad - Danmarks første iøvrigt - og derfor kunne Tyge tilbyde Vedel det papir han behøvede. Tyge, grebet af vingesuset fra fortiden, skrev et digt til Vedel,
Et digt som viser et utvetydigt dansk sindelag.
Ligesom andre af datidens personligheder, var også Tyge præget af krigen 1563-70 mod Sverige. I 1571 skrev Tyge i et andet digt at,
Tyge var bevidst om at videnskabens verden måtte være internationalt indstillet i sin søgen efter ny erkendelse, men det afholdt ham ikke fra at tænke nationalt i sit ønske om at andre skulle fortsætte hans arbejde, når han ikke var til længere. I slutningen af 1580'erne lykkedes det Tyge at få rigsrådet til at gå med på at hans arbejde skulle videreføres af en af hans egen slægt, hvis en sådan var duelig nok, ellers en dansk indfødt adelig, og hvis en sådan ikke fandtes, da en ikke-adelig, men dansk født mand.
I 1597 var Tyge kommet så meget på kant med magtens mænd i Danmark, at han besluttede at forlade sit fædreland. I sit lange og berømte digt "Elegi til Danmark" spores en bitter patriotisme i digtets start,
og senere,
Igen eksempler på et dansk sindelag.
Tyge var sig også bevidst om at være skåning. I 1598 i et brev til sin slægtning Jørgen Rosenkrantz fra Jylland, skrev Tyge om "den skaanske paalidelighed" i modsætning til den upålidelighed, han mente jyder besad. Samme år i et andet brev til sin søster Margrethe, skrev han om "det skaanske sindelag, dvs hæderlighed og paalidelighed."
Tyges sindelag kan derfor bedst karakteriseres med nutidige begreber som national dansk identitet og regional skånsk identitet. Det viser ovenstående eksempler med klar tydelighed. Derfor er det heller ikke rigtigt at betegne Tyge Brahe som "svensk-dansk". Udover at der fandtes en fjern gren af Braheslægten oppe i datidens Sverige, er der ikke noget i kilderne der tyder på at Tyge har haft noget særligt med Sverige at gøre. Faktisk siges det om ham, at han aldrig har sat sine ben i Sverige, så det diskvalificerer ham vel yderligere til at være vejviser i Sveriges historie.
Øresundskonsortiets påstand om at svenskere betragter ham som svensk har jeg aldrig hørt. Det kan næppe være en særlig udbredt misforståelse. Men det kan jo være at enkelte svenskere har fået den opfattelse når de har læst den engelske udgave af Øresundskonsortiet pressemeddelelse, hvor det hævdes at Tyge Brahe fødtes "in Scania in Sweden". En besynderlig påstand eftersom at Skåne først erobredes af Sverige 112 år senere.
Man undrer sig over hvilke motiver Øresundskonsortiet kan have til at hævde at Tyge Brahe var svensk. Svaret kan vel kun være man i en misforstået politisk korrektheds tjeneste ændrer historien så den passer ind i broåbningens festligheder. Hvilke deltagere man føler man kommer i møde med en sådan deformering af historien kan man kun gisne om. Skånes historie har ofte været offer for forvanskninger. Det er ikke noget nyt. Her er det personificeret i Tyge Brahe. Fordi det gamle Østdanmark mod sin vilje er forsøgt gjort til Sydsverige, betyder ikke at man kan ændre indbyggernes identitet med tilbagevirkende kraft, og derfor heller ikke Tyges. Ovenikøbet vil de deltagende kongelige højheder ufrivilligt komme til at legitimere historieforvanskningen. Med tanke på de mange bestræbelser, der gøres i denne tid for at styrke den skånske identitet, og få gjort op med forsvenskningspolitikken, nærmer Tyge Brahes "forsvenskning" sig det skandaløse.
Øresundskonsortiet, der har ansvaret for broindvielsen til sommer, må derfor ændre sin oprindelige ide. Helst til een som ikke klemmer eller glemmer Skåne i mødet mellem det danske og det svenske. For eksempel een der sætter Skåne i fokus som mulig brobygger i Norden. Øresundskonsortiet kunne jo lade sig inspirere af Kaj Munks digt "Bøn for Norden" som slutter med ordene "Knyt os sammen, Skåne!".
Kilder:
Ole Feldbæk (red.), Dansk Identitetshistorie bd. I, C. A. Reitzel, København 1991
Wilhelm Norlind, Tycho Brahe : en levnadsteckning med nya bidrag belysande hans liv och verk, Gleerup, Lund 1970
Alex Wittendorf, Tyge Brahe, Gad, København 1994
Øresundskonsortiets pressemeddelelser, februar 2000
Eksempler på debatten i pressen findes på skånelandske nyheder under 24. marts, 3. juni, 5. juni, 8. juni, 18. juni, 27. juni, 29. juni, 1. juli og 10. juli 2000.
Mere Tyge Brahe debat kan findes på de skånelandske nyheder under 15. september og 2. december 2001.