| Foreningen Skånsk Fremtid |
Friskytterne fungerede primært som partisaner med de uigennemtrængelige skånelandske skove som base. Sekondært som rekognoscerings- og støtteenheder i den danske hær. Friskytterne organiseredes ved kongelig fuldmagt i uafhængige kompagnier, og handlede ofte på selvstændigt initiativ. Deres styrke var deres lokalkendskab, mobilitet og stærke motivation. Da det som regel kun var kompagniførerne, der havde en egentlig militær uddannelse fra den danske hær, var friskyttekompagnier ikke velegnede til at handle i større enheder. Deres største styrke var hurtige kommandoraids mod mindre fjendtlige enheder og mod forsyningslinier- og depoter. De indlagde sig stor respekt og berømmelse overalt i Danmark. Da det oftest var i Gønge herrederne at det gik hedest til på grund af beliggenheden ved Sveriges sydgrænse, og fordi Gøngebefolkningen havde ry for at være et sejt folk, og kendt ikke mindst for deres bøssemageri, er friskytter undertiden også benævnt Gønger af samtidens og eftertidens danskere. Dette er dog ikke helt retfærdigt, da friskytterekrutteringsgrundlaget var meget højt i hele Skåneland, først og fremmest i skovegnene, dels fordi det var her svenskerne altid kom først, dels fordi skovene var meget velegnede til partisankrig.
Det var også normalt at lokalbefolkningen oprettede grænseværn i urolige tider og at bondeopbud foretoges. Forskellen på denne type militære foranstaltninger og friskytter, ligger i varigheden af den frivillige mobilisering og i organiseringen.
Den svenske historiker Alf Åberg har opfundet en anden anden teori gående ud på at ordet skulle være af tysk oprindelse, og betyde snappe bort, røve (schnappen). Begrebet skulle dække over landevejsrøvere og andet pak, der holdt til i skovene. Med tanke på at svenskerne konstant førte krige i Tyskland, Polen og det tyskdominerede Baltikum, er det ikke umuligt, at svenskerne har taget begrebet med sig hjem. I hvert fald benyttede svenskerne snapphane som en nedladende fællesbetegnelse for landevejsrøvere, friskytter og undertiden også for almindelige bondesoldater. I svenskernes øjne var disse begreber jo synonyme. Det er værd at bemærke at fuglen skovskade på tysk kaldes schnaphahn, og denne fugl er jo kendt for at snuppe ting.
Den mening snaphane har er således afhængighed af hvem der benytter det. Da det både af datidens svenske militær og nutidens svenske historikere er en ligestilling imellem banditter og skånelandske frihedskæmpere er begrebet ofte misvisende, og derfor uheldigt at bruge til benævnelse af sidstnævnte.
Mikkel Pedersen Gønge: Født 1517 på Himblinge (Hemlinge) gård i Gønge. Fik 1563 af Frederik II til opgave at organisere grænseforsvaret i Skånelandene da Nordiske Syvårskrig brød ud, og hans folk havde adskillige træfninger med svenskerne. Dette var de første konturer af militært organiserede friskytteenheder (som dog dengang kaldtes hageskytter). Mikkel Gønge deltog også som anfører for 1000 skånelændere i det danske felttog i mod Sverige 1566, og igen året efter. I det sidste krigsår, 1570, anførte han sine hageskytter i et felttog mod Växjö. Det var under dette felttog, at svenskerne for første gang benyttede begrebet "snapphane" om de danske frivillige enheder.
Bent Mogenssøn: Bonde fra Farholt, der under Horns Krig 1644 på kongelig befaling samlede en tusindtals bondehær af gønger. Gentagne succesfyldte angreb på svenskerne forbindelseslinier igennem Nordskåne, og et vellykket raid ind i Småland hvor svenskernes forråd i Markaryd erobredes, gjorde svenskerne rasende. En stærk svensk rytterhær indsattes i jagten på Bent Mogenssøns tropper med ordre til at gå hårdt frem. Ved et stort slag i maj 1644 syd for Markaryd omkom Bent Mogenssøn og mange af hans mænd i forsøget på at forhindre svenskerne i at forstærke deres hær i Skåne med artilleri nordfra.
Svend Povlsen: Nok den mest kendte af alle frihedskæmpere fra svenskekrigenes tid. Hans bedrifter er udødeliggjort i Carit Etlars berømte roman Gøngehøvdingen. Om virkelighedens Svend Povlsen er man ikke på helt sikker grund. Han formodes at være født i begyndelsen af 1600-tallet i Verum i Gønge. Han indrulledes 1625 i den danske hær og deltog i 30-årskrigen. Under Horns krig i Skåneland 1644-45 indgik han i et kompagni, der holdt til på Hallandsåsen og fik her tilnavnet Svend Gynge. Indtil krigen 1657-60 boede han først i Laholm i det svenskkontrollerede Halland og senere i Knærød. Da krigen brød ud organiserede han et kompagni af frivillige sydhallændere, der indlagde sig stor hæder i den danske hær. Igen var Hallandsåsen operationsområde. Da Roskildefreden sluttedes 1658, drog Svend Povlsen og hans hallandske dragoner til Sjælland, hvor de under fortsættelseskrigen bekæmpede den svenske besættelsesmagt med stor dygtighed. Da krigen var ovre fik Svend Povlsen en gård af kongen i Lundby på Sydsjælland. Ved landgangen ved Raa 1676 var han igen med, og havde da fået rang af major. Han organiserede hurtigt et friskyttekompagni i Skåneland. Det er dog ikke meget man ved om hans bedrifter under Skaanske Krig. Muligvis deltog han ikke meget i selve krigshandlingerne, da han må have været en gammel mand. Man formoder at han døde 1681 på Lundbygård.
Simon Andersen: Før Skaanske Krig var Simon Andersen en anset storbonde i Vester Vram i Gers Herred. Umiddelbart efter den danske hærs landgang 1676 organiserede han et kompagni friskytter, som af Christian V fik fuldmagt til at bekæmpe alle svenskere og svensksindede i Skåneland. Kompagniet var et af de stærkeste friskytte kompagnier og deres operationsområde var fortrinsvis Linderødsåsen og omegn. Simon Andersen endte sine dage i Nordjylland på en gård kongen havde skænket ham. I Vester Vram rejstes 1953 en mindesten over "Simon Snapphane, Friskyttekapten 1676-79", og i Vestersted indviedes i 1997 en anden mindesten over den svenske massakre på Simon Andersens friskytter i 1678 ved Vestersted præstegård i Midtskåne.
Aage Mogensen Harloff: Før Skaanske Krig boede Aage Mogensen Harloff i Hørje sogn i Gønge. Han oprettede et kompagni i Gønge, som udførte konstante angreb på svenskernes forbindelseslinier i Nordøstskåne. Det var Harloffs kompagni af vestgønger, der sammen med Kaptajn Niels Andersens østgønger, foretag det største friskytteangreb under krigen da Hønjerums skanse blev erobret i august 1678. I 1679 udnævntes Harloff, der også havde tilnavnet Hare-Aage, til Major og øverste chef for samtlige friskytter i Danmark, samlet i Skaanske National Regiment Friskytter. Efter krigen fortsatte han som tjenstgørende i den danske hær.
Eskild Nielsen: Før Skaanske Krig var Eskild Nielsen selvejerbonde ved Hallandsåsen. Så tidligt som før slaget ved Fylle bro ved Halmstad indhentede han oplysninger om fjenden. Hans kompagni friskytter fik fuldmagt juli 1677 og holdt fortrinsvis til i det nordvestlige Skåne. Kompagniets største bedrift fandt sted i august 1678, hvor de angreb en tidobbelt svensk hærenhed inde i Bådsted, slog halvdelen ihjel og jog resten på flugt over Hallandsåsen. Efter krigen fortsatte Eskild Nielsen som officer i den danske hær.
Hesselholm i Nordskåne Her står Axel Ebbes berømte friskyttestatue. Friskyttens ansigt har hele Skånelands blodige historie indprentet i ansigtet. Den findes i Hembygdsparken, men der findes desværre ingen inskription på.
Lundby på Sydsjælland En sten til minde om Svend Povlsen er rejst med inskriptionen: Ved denne sten skal mindes Gøngehøvdingen Svend Povelsen for troskab, mod og daad for Fædrelandet i svenskekrigens onde dage. Lundby blev hans hiemsted efter 1660.
Lønsbod i Nordskåne Også her er en friskyttestatue, med et lidt mere kækt udseende. Den står på en fremtrædende plads i byen, men uden nogen inskription. Lavet af Anders Jönsson.
Præstø på Sydsjælland Her står en kopi af Axel Ebbes statue fra Hesselholm.
Vester Vram i Østskåne Her findes en mindeplade over Simon Andersen. Der står: "Simon Snapphane" Friskyttekapten 1676-79, Frejdig Frihetskämpe, Här föddes han, och här förr hans starka blockhus stätt, men stängd för honom blev dess dörr, och landsflykt blev hans lott.
Vestersted i Midtskåne 12 maj 1997 rejstes her en mindesten med en plade, der bærer inskriptionen: Minnesmärket skall påminna oss om vår skånska historia, och hedra de friskyttar som på kvällen den 8 oktober 1678 omringades och dödades vid prästgården av en svensk ryttartrupp. Restes 1997. Stenen er rejst til ære for Friskyttekaptajn Simon Andersens mænd.