SKAANELAND
1. Aarg. 1947 Nr. 1
SKAANELANDSGILDET
I 1944 stiftedes Skaanelandsgildet, af en Kreds af vidt forskellige Mennesker, som havde den ene Ting fælles, at de paa en eller anden Maade følte Tilknytning til og Interesse for det gamle Østdanmark. –
Der er en Ting, som altid maa tages i Betragtning, naar man tænker paa Skaane, Halland og Blekinge eller Danevirkelandet, at det Begreb, som Navnet Danmark dækker, i sit inderste Væsen er hævet over skiftende Regeringer og Grænser. Det dækker den evige Kraft, der udstraaler fra denne Folkegrund, som fra Arilds Tid var et sammenhængende Folkehele. En Helhed, hvis Væsen ikke kan udslettes ved Erobringer eller kunstige Rigsgrænser. Derfor maa vi stadig betragte Skaanelandsfolket som vor Æt, til trods for andet politisk Tilhørsforhold.
THORKILD GRAVLUND skriver saa smukt: ”Det var et helt Rige, det Gamle Danmark, et arkitektonisk opbygget Folkehele. Hvorfor skulle jeg opgive Skaaningerne som Landsmænd?” Dette føler Skaanelandsgildets Medlemmer. Vi savner frit at kunne rejse over Sundet og færdes paa de gamle kendte Steder.
Vi mødtes af og til under private Former for at drøfte Minder derovre fra. Særligt maa fremhæves Mødet hos Oldermanden den 2. Januar 1947, hvor vi havde den Glæde at se Pastor Assarsson fra Helsingborg i vor Midte, ved hvilken Lejlighed han i et Foredrag klarlagde sit Syn paa Skaanes Fremtid som baade dansk og svensk Kulturomraade. Tanker som mange vil slutte sig til paa begge sider af Øresund.
For nu at have et Bindeled mellem Gildets Brødre indbyrdes og Skaanevenner i Almindelighed, begynder vi her i det smaa Udgivelsen af det første danske Tidsskrift for Skaaneland. Hvor tit og hvor fyldigt det skal fremkomme vil afhænge af, hvor stor økonomisk støtte og Tilslutning vi faar om Opgaven.
Poul Willadsen
Oldermand i Skaanelandsgildet
Koncentreret Uddrag af DET SKAANSKE PROBLEMET af Pastor DAVID ASSARSSON, Helsingborg
Jeg er glad og tilfreds, siger David Assarsson i DET SKAANSKE PROBLEMET, hvis jeg bare som den, der kaster Problemet op, maa være med i de blotte Forarbejder paa Skaanes fremtidige Oprejsning af Selvforglemmelsens Fornedringstilstand. Thi den Skaanepatriot, der som jeg vel en Gang er blevet overbevist om, at Skaanes historiske Problem er en alvorsfyldt Virkelighed, han lader ikke Tankerne lægge sig til Ro, før han har fundet en virkelig og grundig Løsning paa dette Problem. Thi dette Problems Løsning er en af de vigtigste Opgaver, som vore Dages traditionselskende Skaaninger har faaet forelagt. Det har hidtil været vanskeligt, for i Skaanes Skoler gives jo ikke den nødtørftigste Undervisning i Skaanes Historie. Saaledes kvæles lige saa eftertrykkeligt som uforsætligt saavel skaansk Hjemstavnsfølelse som Pietet for de skaanske Fædre igennem den skaanske Skoles unaturlige og systematiske Fortien af den historiske Sammenhæng. Men lad blot Skaanes Folk faa lidt mere levende Kundskab om sin Historie, og lad os siden se, om hele det skaanske Problem har været en overdreven Skaanepatriots Indbildningsfoster. Der findes moderne Skaaninger, som tror at være rigtig skaanske skaaninger, som foragteligt ser ned paa de nordlige egne, som de kun kender yderst ufuldstændigt. Men samtidig viser de ikke den ringeste Værdsættelse af Skaanes værdifuldeste Kapitel og ærefuldeste Aktiver, og de tror at give Bevis paa kraftfuld Patriotisme ved at gøre Udfald mod det danske Rige, deres Fædres land! Dog, med nogen Eftertanke forstaar og løser man ogsa dette Skaaneproblem. Af Skaanes gamle Historie under den danske Tid kender denne overfladiske Bedømmer jo ikke et Blad, af Danmark kun København og af København ikke stort mere end Tivoli og lignende Kulturcentrer. Hvis han en dag ville tage ud i det danske Land og blive der en Tid, saa ville han snart gøre en forbavsende Opdagelse: Et Land mere Skaansk end Skaane selv! Og det er jo ikke mærkeligt, for der findes vel næppe nogen, som for Alvor har vovet at nægte, at Skaane en Gang har udgjort en integrerende Del af Danmark. Uomtvisteligt er det, at Skaane i umindelige Tider har været en af Danmarks Hoveddele. Allerede da man første Gang begyndte at tale om et dansk Rige, var Skaane en del af dette. Vil man have en levende Forestilling, hvor dansk Skaane en Gang har været, behøver man blot at tage en Del af et eller andet skaansk Dokument fra denne Tid. Ak, vi behøver blot flygtigt at bladre i Lunds Stifts URKUNDSBOK, en Samling middelalderlige Aktstykker i Domkirkens Eje. Overalt finder vi danske Navne, paa Byer, paa Gader og paa Mennesker. Eller vi kaster vort Blik paa et eller andet Skaanekort fra Begyndelsen af 1600-tallet og genfinder med underlige Følelser alle de gamle velkendte Bynavne i deres oprindelige Form. Men endda helt frem til Begyndelsen af det attende Aarhundrede var Skaaningernes nationale Tagen-Stilling en helt anden end Svenskernes, og de Slægt- og Familiebaand, som knytter os fast til den gamle danske Tid, vil aldrig kunne sønderslides. Har man levet nogen tid oppe i Sverrig, bliver man forbløffet over, hvor stærkt den skaanske Folketype adskiller sig fra den, som bygger og bor Nord for Skaanes Grænser, og det skaanske Problem ligger jo ogsaa netop i den indre skaanske Kulturmodsætning: At Landsdelen fra Tidernes Morgen har været det danske Riges ene Hovedland, men i de sidste par Hundrede Aar har været under svensk Kulturpaavirkning.
Skaane maa ifølge dette være kaldet til være Baandet, der forener Danske og Svenske for al Fremtid, og derfor blive baade dansk og svensk som fælles Ejendom. Thi i Skaane finder vi de mest urokkelige Fakta, som vidner om en betydende skandinavisk Landsdels Forbindelse med de to mest betydende Nordiske Riger. Nogle større Forandringer i ydre Henseende vilde ikke være nødvendige for en saadan Løsning af det skaanske Problem. Det behøvedes blot, at Skaanes Børn i Almindelighed lærte ialfald Hovedtrækkene af deres Lands Historie at kende. Den skaanske SKANDINAVISME skulde være fuldkommen uafhængig af Følelsesstrømninger, vekslende Moder paa ideernes Omraade og politiske Konjunkturer. Og Sverrig og Danmark vilde mere og mere lytte til de skaanske Ønsker – fra det Folk, som selv er en frugt af dansk-svensk Forening.
A.N.
DANMARKS DELING.
Den 26. Februar 1947 var der gaaet 289 Aar siden Rigsraaderne Kristen Skeel og Joakim Gersdorf i Roskilde Domkirke paa den danske Konges Vegne maatte underskrive det Diktat, der sønderlemmede vort Fædreland og tvang en Tredjedel af det danske Folk ind under en fremmed Stats Herredømme.
At Danmark ved Tabet af Skaane mistede Evnen til at bevare sin statslige Selvstændighed og Folkelige Uafhængighed, staar klart for vor mest fremragende Historikere. A. D. JØRGENSEN siger saaledes i 40 FORTÆLLINGER AF FÆDRELANDETS HISTORIE om Tabet af Skaane, Halland og Bleking: ”Danmarks Magt var brudt. Det kunde herefter ikke opretholde sin Selvstændighed uden ved andres Hjælp”.
Og for ganske nylig erklærede et af den danske Rigsdags Medlemmer i en stor Tale, holdt i Odense, at Danmark ved Tabet af Skaane mistede sin højre Arm. Disse Citater udtrykker kraftigt og tydeligt, hvilke Ulykker der overgik Danmark, da de gamle danske Folkelande øst for Øresund blev os frataget.
At Erobreren var et Folk, der er os nærbeslægtet, er her kun en ringe Trøst for os danske – men maaske ligger der i dette Forhold en Chance for, at der i Fremtiden paa venskabelig og retmæssig Vis kan raades Bod paa den Ulykke og store Uret, der paaførtes vort Land og Folk ved det Fredsdiktat, som Danmarks Fuldmægtige maatte undertegne hin skbnesvangre Februardag 1658.
Alf. H.
HVORFOR SKAANE?
Dette spørgsmål vil en og anden maaske stille sig, naar han faar dette lille Blad i Hænde. Men Spørgsmaalet burde faktisk affattes saaledes: Hvorfor først nu Skaane! For det er lidet smigrende for os – over for vore gamle Landsmænd, Skaaningerne, at ingen i de sidste par Hundrede aar har rørt paa sig i denne Sag. Det er hos os, som Pastor DAVID ASSARSSON i sin lille bog DET SKAANSKA PROBLEMET siger, at det er hos Skaaningerne: ”Det er næsten utroligt, at et helt Folk paa over 700.000 Mennesker kan gaa i død Uvidenhed om sit eget Lands Historie”.
Se Sverrig derovre paa den anden Side Sundet! Saadan er Talen og Tankegangen. Landet derovre forbindes ikke med noget som helst historisk Dansk. Det er Sverrig.
Historikeren JOHAN OTTOSON giver os i sin lille Lærebog VOR HISTORIE sandheden om Danmark og Skaane:
”Danmark gik i lemlæstet Skikkelse ud af Kampen. For Norge betød det endda ikke saa meget. Baade Jemtland og Bohuslen var Udkanter af Riget, men dets Hovedland blev frelst ved Tilbageerobringen af Trondhjem. Men Danmark blev skaaret tværs igennem og gik ind i Fremtiden som et andet Land end før, mindre og baade aandeligt og materielt fattigere. Skaane havde jo været et af Danmarks Hovedlande, Hjem for dets kraftigste Bønder og dets navnkundigste Adelsmænd som Totterne, Jens Holgersen Ulfstand, Herluf Trolle og Tyge Brahe, i Middelalderen Sæde for Danmarks Erkebiskop, i Reformationstiden for dets dristigste Prædikere. Og paa Skaanes Kyst havde det store Sildemarked, Danmarks Velstandskilde, haft Plads. Herovre laa Malmø, Københavns Søsterstad og Kampfælle for Lutherdom og Kristian II, og Helsingborg med sin Kerne, der sammen med Kronborg holdt vagt ved Sundet. Kong Frederik lod de Vinduer paa Kronborg tilmure, der vendte ud mod Skaane. Det pinte ham at se ind i det mistede Land, hvis Tab han selv havde en Hovedskyld for ved det dumdristige Letsind, hvormed han havde fremtvungent Krigen 1657”.
Men hvortil alt dette nu, vil man spørge? Hvad skal det tjene? Revolution? Revanche? For, vil man sige, det vil være en Forbrydelse at sætte Splid mellem de nordiske Folk, som efterhaanden har fundet hinanden i et Broderskab. Alt det andet er Fortid, nu hersker Samarbejdets Aand.
Dette bestrider vi ikke. Heri er vi enige. For det første er Krig modbydelig. Vort Slægtled har set alt for meget af den. For det andet maa Krig mellem Nordens Folk indbyrdes være utænkelig.
Men hvad da?
Jo, der tales – i Lighed med den sønderjyske Grænsekamp med dens Løsen: FRONTOG BRO – om, at Skaane nu er ”Broen”, der forbinder det danske og det svenske Folk paa fredelig Vis, symboliseret af Monumentet ved Lund. Og det er ogsaa udmærket.
Men vor opfattelse er blot den, at en Bro, der skal forbinde to Folk, den maa være fælles Eje – eller ialfald ikke bare den enes, altsaa i dette Tilfælde en ”svensk Bro”. Ellers er der ikke anden Bro end den gyngende Landevej, som Digteren Carl Ploug taler om. Thi man kan jo i saa fald med lige saa god Ret kalde Sjælland for ”Broen” mellem de to Lande, og det er der jo ingen, der vil finde nogen Anledning til.
Det, vi ønsker, er altsaa kun lidt mere Aabenhjertighed i Sagen fra begge Sider. Ikke al den Talen om Bro, naar det i Realiteten kun drejer sig om en Provins inden for det svenske Rige, som vi Danske uvægerligt maa rejse igennem for at komme til Sverrig, fordi det er den Provins, der ligger nærmest Danmark. Vi Skaanevenner mener, at Skaane burde gøres fælles dansk-svensk, eller at der i det mindste fra svensk Side burde slækkes lidt, saaledes at vi Danske ogsaa mærkede, at vi havde lidt Andel i Broen.
Og dette vilde jo som sagt, set fra et andet Synspunkt, betyde noget større og mere: Nemlig noget af en Virkeliggørelse af den nordiske Enhedstanke.
Vest.
Abonnement paa Skaaneland
Vi er kun nogle faa om Starten af dette lille Blad, og uden Støtte bliver det svært for os at fortsætte i det lange løb. Vi beklager meget, at vi derfor kun er i Satnd til at tilsende Dem dette ene nummer gratis, hvorfor vi venligst beder Dem indbetale kr. 3.00 paa hoslagte Girokort for de første 6 Numre – saafremt De mener at have Interesse i fortsat at læse Bladet.
Husk: GIRO 3133.
I næste Nummer af SKAANELAND vil vi begynde det kulturelle, historiske og topografiske Stof med en Artikel af Poul Willadsen om: DANSKE MINDER ØSTENSUNDS.
SKAANELANDSGILDETS OLDERMAND Poul Willadsen træffes paa Tlf. Gentofte 1708.
SKAANELAND: Udgivet af SKAANELANDSGILDET. Redigeret af Arne Nielsen (ansvarlig) og Alfred Hansen. Ekspederes gennem HOVEDSTADENS FORLAG. Kun s k r i f t l i g Henvendelse: Dantes Plads 33, København V, og t e l e f o n i s k Henvendelse om Aftenen: Nora 1015. Postgirokonto 3133. Abonnement for 6 Numre: Kr. 3.00.