Foreningen Skånsk Fremtid 

Runeskrifts-forbindelse mellem Syd-Skåne og Øst-Jylland

af Knud J. Holdt

Hvis man lytter til og ser Sveriges Utbildningsradio (UR) (tv-udsendelse), vil man i forbindelse med gennemgangen af skånske runesten have kunnet høre, at det olddanske sprog på disse skulle være runesvensk, Det har Marit Åhlén hævdet adskillige gange i foråret 1998.
En sådan påstand skyldes sandsynligvis manglende historisk og sproglig uddannelse, et ledsagefænomen til moderne svensk og dansk 'videnskabelighed'.
Særlig beklagelig er en sådan uvidenhed, når den konstateres hos en 'ekspert' i runeskrift.

Skal man have ordentlig besked om de skånelandske runesten og deres inskriptioner, bliver man nødt til at opsøge videnskabsmænd af den gamle skole.
Således har Niels Åge Nielsen udgivet en bog i 1983 kaldet: Danske Runeindskrifter. Et udvalg med kommentar.
I 1942 udgav Lis Jacobsen og Erik Moltke deres store værk Danmarks Runeindskrifter. Text. Med tilhørende bind indeholdende plancher, fotografier, register m.v. Et pragtværk, spækket med lærdom.

I sidstnævnte værk læser man spalte 1026:
"... Efter-Jelling-typen [af runeinskriptioner er] dominerende i Skåne, og desuden i det østlige Midtjylland. Sten ved sten rejser sig i Sydskåne og Østjylland, og mellem de skånske og jyske Efter-Jelling-stene er der både indholdsmæssigt og ornamentalt nær tilknytning.".

Såvel i Skåne som i Østjylland er der tale om de såkaldte fællesten, rejst af en efterlevende for dennes døde våbenbroder (fælle). Desuden findes der på en del af stenene formodede skræmmebiIleder, som velsagtens har haft til formål at få potentielle gravskændere til at afstå fra deres påtænkte forehavende.
"Hvorledes denne nære forbindelse mellem Sydskåne og Østjylland skal forklares, er et åbent spørgsmål, ligesom om Efter-Jelling-typen er ældst i Jylland eller i Skåne ..." (ibid., spalte 1026).
En runologisk afdanskningskommissær ved GÖTERNES CAROLINSKE UNIVERSITET I LUND ville sikkert forklare en sådan lighed med, at de østjyske olddanske runeindskrifter så også måtte være runesvenske (!).

Runer i Sydøst-Skåne

translittereret tekst

Store Købinge (Herrestad Herred) Runestenen står på kirkegården lige sydøst for kirkens kor. Grovkornet, grå granit. Der læses fra nederste venstre hjørne, og der anvendes bustrofedon (skriften 'vender' for enden af 'pløjningen').
Indskriften dateres til den olddanske periode (2.2, dvs. o. år 1000 e.Kr.), og den er i Jelling-stil. Efter sin type en fællesten. Store Købinge stenens tekst lyder:

:uristr : k : nukR : auk : krusa :
risthu : stin : thnsi :
uft : aba :
filaka : sin :
trik : kuthan
Vrest og Nøkke og Krusa
rejste denne sten
efter Abe
deres fælle
en velbyrdig ung kriger

Indskriften er i en lidt ældre sprogform end de andre fællesten fra Herrestad Herred. Bl.a, bruges den ældre form 'ufi' = 'aftil (efter). Desuden as(ansur)-runen (her gengivet med alfategnet: ).
Personnavnet Vrestr ('den forvredne', 'den vrede') kendes kún fra dansk og vestnordisk område (DR, 1942, sp. 906).
Personnavnet Nøkr skal vel forstås som et tilnavn: 'nøkken', der er et overnaturligt væsen (mand, hest), der lever i vandløb eller søer.
Personnavnet Krusa er et særlig dansk navn (DR, 1942, sp. 906).
Personnavnct Abi (her i akkusativ, derfor Aba) er "Egentlig et tilnavn med betydningen 'tåbe' ..." (DR, 1942, sp. 631). Abi kan optræde i formen Æbbe, og det er muligvis dette, der forekommer i navnet på den sydskånske småhavn Abbekås.
Kan Abi muligvis være det samme ord som abe (= monkey), et keltisk låneord i dansk?
Udtrykket 'filaka sin', der måske skal læses 'fælaga sin' ('sin fælle') udtrykker det centrale i de såkaldte fællesten, minderuner ristet efter en fælle (fra hirden?). Ordet fælle har uden tvivl haft et meget positivt indhold, og fra dansk er ordet lånt ind i engelsk i formen fellow ('he is a jolly good fellow' !).
Etymologisk betyder fæ-laga: 'en person, som har lagt (laga) sin ejendom (fæ) sammen med en andens ejendom'.

Glemminge (Ingelstad Herred)

Runestenen sidder udvendigt i det østlige kirkegårdsdige ved Glemminge Kirke. Temmelig finkornet, lysgrå granit, hvis overflade er glatslidt.
Der læses fra nederste venstre hjørne, og der anvendes bustrofedon (skriften 'vender' for enden af'pløjningen'). Indskriften dateres til den olddanske periode (2.2, dvs. o, år 1000 e.Kr. ), og den er af den såkaldte efter-Jelling-type. Effer sin stil en såkaldt fællesten.
På en række runesten optræder der et forbandelsesord, som ikke kan oversættes til nudansk, men som omsættes til ordet 'ræte'. Runesten, hvorpå dette ord forekommer, kaldes ræte-sten.
Ræte-stenene findes kun i det gamle og egentlige Danmark. Nemlig følgende steder: Lister, Bleging, Skåne, Sjælland, Fyn og Jylland.
Se hertil: Danmarks Runeindskrifter, 1942, spalte 805-806.
At 'blive til en ræte' er tydeligvis ikke noget rart, hvorfor man har tolket ræte som 'genganger', 'hvileløs sjæl', 'troldkarl' o.l.
Glemmingestenens tekst lyder:

suini : sati : stin : thasi :
iftir : tusta : hin : skarba [ : ]
fauthur | sin :
hartha : kuthan : huta :
uirthi : at : rata :
huas : ub : briuti
Svenne satte denne sten
efter Toste hin Skarpe
sin fader
en meget velbyrdig adelsbonde
Vorde [= blive] til en ræte
den, der op-bryder [dette gravminde]

Glemmingestenen hører til de såkaldte fællesten, runesten som en efterlevende har rejst efter en fælle (i krig?). I dette tilfælde er det sønnen Svenne, der rejser runestenen efter sin far Toste hin Skarpe. Toste var en meget velbyrdig ('hartha gothan') adelsmand ('bonde').
Måske kan man finde et vidnesbyrd om de berømmelige skånske (skånelandske?) diftonger i skrivemåden: fauthur (fader).
Pronominet 'hin' menes at være ophavet til vor tids efterhængte bestemthedsartikel. Et udtryk som 'bonde hin (gode e.l.)' blev til 'bonde-hin', der igen blev til 'bonden', Her kaldes Toste for 'hin Skarpe'. Det skarpe ved Toste kan have været hans ansigtstræk eller figur. Men måske indeholder tilnavnet en hentydning til, at han havde en skarp eller hvas tunge.
Da Glemminge kun ligger nogle få kilometer fra Tosterup, og da de to lokaliteter fra gammel tid udgjorde ét sogn, kan man med føje hævde, at den her omtalte Toste sandsynligvis er ophavsmanden til stednavnet Tosterup, 'Tostes udflytterbebyggelse'. Tosterup var iøvrigt Tyge Brahes barndomshjem.

Baldringe (Herrestad Herred)

Runestenen er anbragt på kirkegården ved Baldringe Kirke nær vestdiget. Grovkornet, rødlig granit. Der læses fra nederste venstre hjørne. Indskriften dateres til den olddanske periode (2.2, dvs. o. år 1000 e.Kr.), og den er af den såkaldte efter-Jelling-type.
Efter sin stil en såkaldt fællesten. Baldringestenens tekst lyder:

thurkisl x sati x kubl x thausi x
aftir
x tuma x sban |
fruthar sun
fathur
x sin x
hartha
x kuthan x thikn
Torkisl satte disse kumJer [sten]
efter Tome Spå [-kyndig]
Frøds søn
[Tome Spå var] hans far
[Tome Spå var] en meget velbyrdig ældre kriger [thegn]

En 'thegn' er muligvis en slags militær rang (inden for hirden?). Måske er der tale om en seniorkriger i modsætning til en 'dreng', der må formodes at være en juniorkriger.
Når 'thegn' og 'dreng' kaldes 'hartha gothan' betyder dette, at de er af særdeles fornem familie, 'velbyrdige'.
Runebogstavet 'u' kan have forskellig værdi. Det kan stå for et 'u' eller et 'o', men også for et 'ø'. I betegnelsen 'fruthar sun' (Frøds-søn) ser vi således måske begyndelsen til de danske sen-navne, der i den skånske variant længe hed -søn.
Den Tomi (Tome), der her omtales, kán være navngiveren til byerne Tomelilla og Tommerup (Tommarp).
Som det var sædvane i den olddanske periode, kunne selv velbyrdige personer få tilnavne (øgende navne = øgenavne). Her kaldes Tomi for Tomi Spaa, dvs. 'Tome den spåkyndige'. Udtrykket 'kubl thausi' (kumler disse) er akkusativ pluralis. Kumler oversættes normalt med 'mindesmærker'. Hvis der hentydes til runesten med ordet kumle, må mindelunden oprindelig have haft flere (runebeskrevne?) sten.
Stednavnet Baldringe er muligvis et gammelt slægtsnavn, dannet til mandsnavnet (gudenavnet?) Balder. Sml. de vestensundske stednavne: Beldringe.
Det var på Baldringe Herresæde Jytte Thott døde 1707. Jytte Thott var Jørgen Krabbes trofaste hustru.

Søvestad 2 (Herrestad Herred)

Runestenen er anbragt foran den carolinersvenske hovedbygning på Krageholm. Grovkornet, rødlig granit. Der læses fra nederste venstre hjørne, og der anvendes bustrofedon (skriften 'vender' for enden af pløjningen'). Indskriften dateres til den olddanske periode (2.2, dvs. o. år 1000 e.Kr.). Efter-Jelling-type. En såkaldt fællesten.
Søvestad 2 stenens tekst lyder:

x tuna x sati x stain x thansi x
aftir
x bram x
bunta : sin
x
auk
x askutr x
sunR
x hans x
han
x uar x
bastr
x humana x
auk
x | x miltastr x mataR
Tonne satte denne sten
efter Bram
sin husbonde
og[så] Asgot [satte denne sten]
hans [Brams] søn
han [= Bram] var
bedst [blandt] de fastboende bomænd
og [gav]mildest [i henseende til] mad

Slutningen er rytmisk allittererende. Andre allitterationer: 'bram bonde (sin)', 'og (auk) asgot'. Tonne er et kvindenavn. Hun sætter stenen (med inskriptionen) efter Bram, 'bonde sin'. Her synes man at have udgangspunktet for det senere 'husbond'.
Men også Asgot, 'sønr hans' (nominativ), dvs. 'hans søn' (= Brams søn), har medvirket ved runemonumentets etablering. Var Asgot mon ikke Tonnes søn også?
Sunr (søn) kán være en meget gammel rudimentær nominativ på -r. Eller måske en hyperkorrekt ('forkert') form, påvirket af de andre -r-former (askutr, bastr, miltastr).
En 'bomand' er en bosiddende, rig jordejer.
Den nu døde Bram, Tonnes husbond og Asgots far, beskrives med ord hentet fra det gamle høvdingeideals vokabular. Bram var 'bedst [blandt] de fastboende bomænd' og '[gav]mildest [i henseende till mad'. En efter sin tid ædel herre var Bram. En anden adelsmand på Krogholm (Krageholm) hed Jørgen Krabbe (henrettet 16. januar juliansk tid 1678 af svenskerne).


Sidst opdateret 04-03-99 19:50 af webmaster@skaanskfremtid.dk