Tilsyneladende er dette historisk uangribeligt og - i Modsætning til den provokerende Stenbock statue paa Havnepladsen nogle Hundrede Meter derfra - velment. Ved nærmere Eftertanke vil den opmærksomme Læser dog spørge sig selv, om der ikke er en falsk Tone i denne Akkord: "- lydde under Danmarks krona" - heri ligger kun en Konstatering af et objektivt, statsretligt Tilhørsforhold, men intet om, hvor de "äldre släktena" folkeligt, kulturelt og på anden Måde hørte hjemme - de stod maaske endda i et vist Modsætningsforhold til "Danmarks krona" eller til deres samtidige i de danske Landsdele Vest for Øresund? - hvorimod "de yngre (släktena) blevo och voro svenskar" - de hørte altsaa ikke blot under Sveriges krone, men var (og underforstaaet: følte sig som) Svenskere.

Hertil vil Indskriftens Forfatter maaske bemærke, at en Nationalfølelse i moderne Forstand ikke fandtes, dengang de skaanske Landsdele hørte under "Danmarks krona". Dette er rigtigt; men derfor var den skaanske befolkning alligevel i alle Henseender nøjagtigt lige saa dansk som Befolkningen idet øvrige Danmark, hvilket burde have fundet Udtryk i Indskriften - særlig i Betragtning af dens Antydning af de "yngre Slægter"s Glæde over ar være svenske. Der kunde f. Eks have staaet, at "de äldre släktena" var danske. Naar man yderligere betænker, hvorledes Skaanes Forsvenskning blev drevet igennem af den svenske Regering ved Omgaaelse af Fredstraktaternes Bestemmelser og mod Befolkningens Vilje, maa Indskriften betegnes som uheldig og misvisende - maatte Vejr og Vind snart gøre den ulæselig ....

Hvis man fra Mariakirken fortsætter Vandringen op paa "Nya Kyrkogården", hvor en Del af de "yngre slægter" hviler, kan man halvt skjult bag en af de store Træer i en af Alléerne i det nordøstlige Hjørne finde et Gravsted, hvor en enkel Granitsten bærer Navnet DAVID ASSARSSON.

David Assarsson - bag dette Navn skjuler der Sig en Indsats for den historiske sandhed om Skaane, som fortjener at mindes af alle, hvem denne Sandhed - og Sandheden idetheletaget - ligger paa Sinde, og saa længe der findes Skaaninger, som elsker deres Hjemstavn og dens stolte Minder. Der var derfor med god Grund, at nærværende Tidsskrift udsendte et Mindenummer i Anledning af hans Død den 31. 12. 1955 (Meddelelser fra Dansk-Skaansk Forening, III, 1956).

For David Assarsson var Respekteret for den historiske Sandhed alle Dage af altafgørende Betydning, og det ikke blot paa det nationale Omraade; som vi her beskæftiger os med, men ogsaa - og i dybeste Harmoni hermed - i religiøt Henseende. paa begge Punkter naaede han tidligt til klarhed over den historiske Sammenhæng. Og med beundringsværdig Sejghed og Trofasthed mod det, som han erkendte for sandhed og Ret, fastholdt han Livet igennem sine Meninger, der paa begge Punkter gik stik imod de herskende svenske Synspunkter. At hans dybt rodfæstede Følelse af Samhørighed med og Pietet over for Forfædrene - Skaanes "äldre släkten" - var en afgørende Drivkraft for ham, kan der ikke være Tvivl om. Han identificerede sig med dem i deres stræben og Kamp for alt, hvad der Var dem helligt; det var en Livssag for ham at redde deres Minde fra Glemsel eller ligefrem Vanære. Deres Skæbne var ikke død Historie, men Liv for ham. Man læse blot hans nedenfor gengivne Digt "Snapphaneblod". Ret beset er Assarssons i 1923 udsendte Skrift "Det skånska problemet" - det, der vistnok gav Stødet til den stadig voksende Forstaaelse og Interesse for Skaanes ældre (danske) Historie, og hvori han med en Klarhed og Prægnans som næppe nogen anden har trukket dette Problem op - en eneste opfordring til Nutidens Skaaninger om at besinde sig paa hele "det danska arvet", Arven fra de mange Aarhundreder, da Skaane udgjorde "en integrerande del av Danmark" og endog var "en av Danmarks huvuddelar", "Skånes utan all jämförelse ärorikaste och händelserikaste skede .... då det skånska kulturlivet både slog rot, grönskade oeb blomstrade under soliga sekler och bar de härligaste frukter, av vilka vi ännu dagligen njuta".

Denne Assarssons Kamp for den historiske sandhed om Skaane maatte være ildeset i det officielle Sverige - den passede for daarligt sammen med den herskende Tendens til at fremstille Skaane som en svensk Provins paa Linie med alle andre Dele af Sverige, under Fornægtelse, Forvanskning eller Fortielse af Skaanes heltigennem danske Fortid, en Tendens, som stadig gør sig gældende, selvom der er sket store Fremskridt. At denne Tendens ogsaa har haft stærke Fortalere blandt fremtrædende Skåninger er en beklagelig, omend ikke overraskende Kendsgerning - hvor ofte overdøves ikke Samvittighedens Røst af andre Hensyn. To grelle Eksempler er Professorerne Fredrik Böök og Bertil Ohlin. Begge gjorde i sin Tid deres bedste for at haane og latterliggøre Assarssonog "Det skånska problemet", henholdsvis i en Kronik i Svenska Dagbladet (25. 2. 1924) og i et Indlæg i Politiken (10. 2. 1928), men opnaaede kun at give to afslørende selvportrætter. Böök tør i sin Anmeldelse af "Det skånska problemet" ikke helt nægte dettes Eksistens, men mener, at man maa komme uden om Problemet ved helt at se bort fra den Tid, der laa forud for den svenske Erobring af Skaane - en lige saa ynkelig og uværdig som uigennemførlig Tanke. Ohlin gaar endnu videre ved pure at nægte, at der overhovedet eksisterer et saadant Problem, ligesom han hævder, at "Det skånska problemet" læses som "Vittighedsblad" i Lund, og at man "fra skaansk Side" betragter "hele den Assarssonske Propaganda(!).... som urkomisk". Ejendommeligt nok finder han dog Anledning til at slutte sit Intlæg med følgende forblommede Trusel, der ikke er klædelig for en Universitetsprofessor, for hvem Sandbeden - og den alene - bør være den højeste Norm:
"Man er i Skaane overalt paa det rene med, at Skaane har en særlig Mission at opfylde som Forgænger og Formidler i det dansk-svenske Kultursamkvem. Lunds Universitet blev engang rejst som et Kulturforsvar" (Ordet "Forsvar" i denne Forbindelse er jo rørende) "mod Danmark, men har i Stedet mere og mere arbejdet paa, at man i Skaane og de øvrige Dele af Sverige (udh. her) skal drage sig dansk Kultur tiI Nytte og lære af den. Dette har alle Skaaningers Sympati. Men denne Sympati bringes i Fare, hvis man af Ukyndighed fra dansk Side begynder at tro paa, at et quasi-politisk-nationalt skaansk Problem eksisterer".

Assarsson lod sig imidlertid ikke gaa paa, men konstaterede kort efter paa sin sædvanlige roligt-ironiske Maade (i Malmøavisen "Arbetet" 3. 3. 1928), at den mod ham rettede Kritik "fastän denna bland annat emanerat från sådanna intelligenser som professorerna Böök och Ohlin .... aldrig ingått på sakskäl utan mer visat det egna dåliga humöret".

Med den Objektivitet Og Redelighed, som var karakteristisk for Assarsson, anerker han i "Det skånska problemet" fuldt ud det positive og værdifulde, som Skaane bar modtaget fra Sverige og svensk Kultur. Han har "fortfarande kvar en fast och varen samhörighetskänsla med Sverige" og ser "trots sina skånska åsikter med oförändrad vördnad och kärlek upp till den av sina egna blott alltför litet uppskattade svenska odlingen, från vilken också Skåne mortagit de värdefullaste impulser både i forntid och nutid".

Alligevel er der meget, der tyder paa, at han personligt følte sig mere tiltrukket af Danmark og dansk Kultur, omend han altid først og fremmest følte sig knyttet til "Skåneland", hvis Pris han saa smukt har sunget i Digtet "Skåneland, mitt Skåneland" (første Gang offenliggjort i Bladet "Skaaneland" i København), juni 1948. Senere i "Säasä", 1948, og i fornævnte Mindenummer): Det var utvivlsomt ingen Tilfældigbed, men Udtryk for hans dybeste ønske, at han i saa mange Aar levede i Helsingborg, hvor han var saa nær som muligt ved Danmark "och gamla älskliga Iandet" som han kalder det i sit første offentlige Skrift "Fädernas Kyrka" (1918). Han rejste gerne i Danmark, kendte mange Danske, læste dansk Litteratur og sang danske Sange. Og det var i Danmark, han tog sit Livs mest afgørende skridt, da han (i 1912) blev optaget i den katolske Kirke. At Danmarks ældre Historie for ham ogsaa var Skaanes Historie er en Selvfølge. Men ogsaa f. eks. Danmarks Kamp for Sønderjylland laa ham paa Sinde. Hvad specielt angaar de tragiske Begivenheder i sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede, ved hvilke Skaane mod den skaanske Befolknings vilje blev skilt fra Danmark og det danske Folk, fremgaar det af hans efterladte Papirer, at han i endnu højere Grad, end han af Hensyn tiI sin Stilling som svensk katolsk Præst offentligt kunde give Udtryk for, saa paa disse med sine Forfædres øjne.

Til Belysning af foranstaaende skal i det følgende fremdrages forskelligt hidtil utrykt materiale, som Assarsson har efterladt sig.

I nogle "Anteckningar rörande Skånelands historia" har Assarsson skematisk opstillet en Række (30) Hovedpunkter i denne Historie: De er ikke daterede, men synes hovedsagelig at være skrevet i 1923, altsaa samme Aar som "Det skånska problemet". Desværre er de meget ufuldstændige - nærmest kun stikord - men dog af og til meget talende. Maaske er det Forarbejder til "Det skånska problemet" eller til en Fremstilling af Skaanelands Historie - af et Brev til Forfatteren fremgaar, at han samlede paa Avisudklip og andet Materiale desangaaende - eller til en historisk Digtsamling. Det sidste er maaske det mest sandsynlige; jfr. nedenfor.

Pkt. 1, der bærer den ramnde Overskrift "Det glömda landet", indledes med følgende Linier (skrevet med Blyant og til Dels vanskeligt læselige):

De komma bleka, sträcka sina händer
De öppna som till bön de Slutna läppar
De forma ord som icke höras sänder
Och klockan röres av de tunga kläppar.
I nattens tystnad höras de så viska
O Ve oss ve oss ingen mer oss minnes
Se djupt i jorden sjunkna våra gravar
vån namn bland dem som icke mera finnes.

Pkt. 2, "Fädernas klagan", og Pkt. 3, "Jättestuen" ("Fäderna under sten- och bronsåldern") begynder saaledes:
"Hur de känna sig oroliga, misnöjda att vara så glömda, så obeaktade. De har gjort så mycket för oss, de har hjälpt oss så mycket - och vi har glömt dem".

Pkt. 4, "Kiviksgraven": "Kännde ej skrivetecken, hade ej papper, ej bläck. Blott den hårda klippan. ville dock tala till oss, sina efterkommande att vi ej skulle glömma dem. talar om sina aningar om obekanta världar om sin längtan efter något högre. bön och hjälp o, frälsning..."

Under Pkt. 5, "Sagotiden" - "Bilder från gryrtingens timmar dunkla och hemlighetsfulla" - omtales de danske sagnkonger Skjold, Frode og Rolf Krake, og under Pkt. 6, "Odins älskling", Harald Hildetand.

Pkt. 7, "Vären kommer", omhandler relativt udførligt Kristendommens Komme til Skaane (som en Del af Danmark).

Pkt. 8, "Sankt Laurentii Stad skriven", hentyder utvivlsomt til et "Hyldestdigt af samme navn til Fødebyen Lund, som er trykt i det af Assarsson i 1920 grundlagte Tidssktift "Credo" (1921, S. 33-34).

Herefter følger Pkt. 9 "Asser", Pkt. 10 "Eskil" og Pkt. 11 "Saxo" Skattesamlaren". Under Pkr. 11 er følgende noteret: "Ivrig att samla. Landet stort och mäktigt folket livsskraftigt. rikedom och framgång fömrgår. De stora minnena alltid vår egendom. Därför iver att samla dem medan det ännu är tid. inte slösa bort ett enda. deras antal icke obegränsat. Också ur sagernas tid - Absalon ivrig att få verket fram".

Pkt. 12 "Eremiten på Ivön" bar først Overskriften "Anders Sunesøn 1201-1228". Det anføres bl. a., at han "gav oss Dannebrogen".

Pkt. 13 "Krona och Krumstav" omhandler Jacob Erlandsen og Jens Grand.

Pkt. 14, "Sankt Magnhilds Eriksgata", har øjensynligt skullet handle om de skaanske og skandinaviske Klostre.

Pkt. 15, "Falsterbohus", sigter til Kong Olufs tragiske Død 1387 - "Drömmen som dog".

Pkt. 16 er blankt. - Pkt. 17 "Birger Gunnarsen Fulländaren" -"Klockaresonen från Halland. Den sidste i den mäktiga raden". - Pkt. 18 "Poul Helgesen. Den okände döde" - "Kampen for fädernas tro".

Pkt. 19 "Den siste Abboten (i Herrevadskloster)". - "Vi vet sä litet om honom, ett namn på en gravsten - en stolt epok som gick med honom i graven. Allt som grusades av en försvunnen tids skönhet . ..." - Efter dette punkt er følgende noteret: "Martyrerna i Ystad. nämnas också i denna dikt". Dette tyder jo særlig paa, at der her er Tale om Forarbejder til en historisk Digtsamling.

Pkt 20 "Tyge Brahes Avsked". "....Kejsarens gunst det gyllene Prag vad är detta mot det sköna minnet av hembygden ...."

Pkt. 21 "På Skellinge Hede" (1612). "....Ett gott namn går framför allt."

Pkt. 22 "Tunbyholm" (maa være en Fejlskrift for "Turebyholm"). - Assarsson ser for sig Karl Gustav "körande släde omgiven av 300 finska ryttare. Kort audiens på vägen bland snödrivorna. Fredsunderhandlingar i Vordingborg 11-13 februari. Med förfäran åhöras de oblyga fordringarna. Fred i Roskilde 26 februari. "Gid jeg ikke kunde skrive". Kristen Skeel dör snart därefter av sorg".
Følgende Linier er øjensynligt tilføjet senere (19. 11. 1954?): "Mitt besök på Tunbyholm en sommardag med goda vänner. Allt så lätt och muntert. Men som en mörk skugga namnet som är förbundet med gården".

Pkt. 23 "Den stora dagen" havde oprindelig som Overskrift "Malmösammansvärjningen 1658". Følgende er noteret (med samme Blæk og samme Skrift som Notatet om Besøget paa Turebyholm):
"Den spännande dagen. Alla krafter förenade. Och så blev det intet.
Ingen svek av våra egna. Allt var redo.
Glad att du ditt blod har givit."

Pkt. 24 og 25 lyder kort og godt saaledes: "Snapphaneblod (skriven)" og "Herr Jörgen". Det maa dreje sig om det nedenfor gengivne Digt samt et ligeledes efterladt Digt om Jørgen Krabbes Henrettelse.

Pkt. 26 "Paa Sundets Is" bar oprindelig Overskriften "Under Lundagårds Kronor". - "Det nya riket - Skandinavien som hägrar som målet...."

Under Pkt. 27 "Martin Weibull" er følgende noteret: "grundade ett nyt rike. Inga mäktiga bundsfövanter. inga stora penningsummor. inga skarpa vapen. - Fann det gamla riket, som Asser ville grunda - som tycktes krossat i Falsterbohus."

Pkt. 28 "Resan hem" omhandler Ola Hansson og Viktoria Benediktsson - "Ville vila i Danmarks jord." - Pkt. 29 handler ligeledes om en skaansk Digter: "Vilhelm Ekelund. Sökaren nya former bättre tankar ädlare liv - aldrig tilfreds aldrig nöje, föraktar dagens marknadsvaror".

Pkt. 30 har kun Overskriften "Per Albin -". - Som sidste Pkt, har oprindelig været tænkt "Mårtensafton Skånska Nationaldag - Passar bra så stilla och anspråkslös lätt melankolisk ...."

I samme Hæfte som forannævnte "anteckningar" ligger to løse Ark med nogle Notater, dateret 19. 11. 1954. Det drejer sig om en kronologisk Oversigt over Skaanes Historie, suppleret med forskellige andre historiske Notater, bl. a. følgende:
"Adam från Bremen: "Skåne är det vackraste landskapet i Danmark"" "Knut den Store ville göra Lund till danska rikets medelpunkt, lät Lund prägla de första danska mynten ...."
"Sven Estridsson 1047 först hyllad av skåningarna ...."
"Harald Hen på Dalby Kyrkogård".
"1134 slaget vid Fotevik. Erik Emune gör Lund til sin kungastad."
"Eskil det stora namnet (1137-1177)".
"1180 vid Helsingborg: jutarna håller med skåningarna."
"Kristian II:s trognaste provins."
"Malmösammansvärjningen".
"1676 danskarna hälsas med glädje."
"1742 - o 1810 de danska kungarna har många anhängare."
I denne Forbindelse kan det maaske ogsaa have Interesse at notere, at Assarsson deltog i det dansk-skaansk-svenske historiske Stævne paa Liselund ved Slagelse i Juli 1954.

Ogsaa Assarssons efterladte Dagbøger er i al deres Knaphed oplysende.

I sin fornøjelige og for ham saa karakteristiske Vise "om skånska hus" (gengivet i fornævnte Mindenummer), som han oprindelig havde givet Overskriften "Skånskt Byggnadsråd", slutter han med disse Linier: "Men håll dig inom Skånes gräns/ ty utom den ej lyckan känns". At dette ikke var blot spøgefuldt ment fremgaar af følgende Dagbogsnotater:
Den 5. 9. 1931, da han nordfra er paa Vej mod Helsingborg: ".... jubel vid Skånegränsen".

Den 8. 6. 1932 faar han Besked om, at han er udnævnt til Sognepræst ved Sankt Eriks kyrka i Stockholm, hvilket var et Avancement. Ikke desto mindre kommenteres det saaledes: "Den sorgliga nyheten om förflyttning tiil Stockholm."

I 1939 vendte han tilbage til Helsingborg, hvor han derefter havde sin Bopæl lige til sin Død. Den 16. 7. 1939, 4 Dage efter Tilbagekomsten, noterer han bl. a.: ".... Sång ur den danska Melodiboken". At dette ikke var første og heller ikke blev sidste Gang fremgaar af følgende Notater: 6. 7. 1932: ".... Sjungit danska och skånska sånger ...." for nogle Venner. 22. 12. 1939 har han "Sångafton på kvällen". 28. 11. 1940 - altsaa paa et Tidspunkt, da alt saa haabløst ud for det tyskbesatte Danmark - "spelat Grundtvigs Fæderneland". 21. 2. 1943: "Danska sånger sjunges". 16. 11. 1943 noteres: "Sjungit sånger ur Snapphaneblod". Hvad der her er tænkt paa er mig ikke klart; da det synes at hentyde til en Digtsamling, kan der næppe være tænkt paa Assarssons nedenfor gengivne Digt af samme Navn. - Allerede i 1936 købes "Danmarks fornviser".

At Assarssons Tanker ofte var i Danmark under den tyske Besættelse fremgaar ogsaa af andre Notater. Han læste saaledes meget dansk Litteratur: Kingo, Paludan-Müller, Fru Heiberg, H. C. Andersen, I. P. Jacobsen, Pontoppidan o. a. 4. 7. 1943 citeres Pontoppidan: ".... vigtigere end at stræbe efter det store og opsigtsvækkende var det at kunne skønne paa de mange smaa Goder, Livet skænkede os." - 10, 7. 1944 noteres: "Köpt en dansk flagga." 12. 7. 1944: ".... Minnesfest kl. 3 em. Dannebrogen vajar över Munkavägen". Hvad det er for en blindefest, der er Tale om, oplyses ikke. - 4. 5. 1945 "....Den stora nyheten om Danmarks befrielse...." 5. 5. 1945: "Den danska Kungen i radio ....".

Interessante er ogsaa følgende Notater: 22. 6. 1944: ".... Vandring till Dösjöbro .... vaudring till kyrkogården och förfädernas gravar." 24. 6. 1944: "Skrivit diktet Tyrannen". Teksten hertil fandtes desværre ikke blandt de efterladte Papirer. 18. 4. 1944: "Årsdagsmässa för kung Fredrik I läst för första gången". Dette maa hentyde til, at den Gruud, hvorpaa den katolske Kirke i Helsingborg ligger, "Munkavången", vistnok blev skænket Tiggermunkene af Frederik I mod, at der blev læst Messe for ham og hans Forældre.

Tydeligst viser Assarsson dog sine Følelser i de ovenfor nævnte Digte "Snapphaneblod" og "Herr Jörgen", hvoraf det første gengives nedenfor. Under overskriften "Skåningevisan år 1300" har Assarsson (sammen med disse og nogle andre Digte, i et lille Hæfte "Poetiska Anteckningar" fra 1919) noteret følgende:

Den samme Tanke gaar igen i de to nævnte Digte, hvor Assarsson har ønsket at mindes "martyrerna som blött för landets rätt" og den Uret, som fra de nye Magthaveres side øvedes mod Befolkningen i Skaaneland. Thi, som det videre hedder i Herr Jörgen": "Rätt och frihet lovats folket, löften äro tomma ord."

Begge Digtene viser, at der bag Assarssons blide Væsen gemte sig stærke Følelser, der sikkert har bidraget til den sejge Udholdenbed, hvormed han Livet igennem kæmpede for Skaaneland. Slutningslinierne i "Snapphaneblod" - "Dock genom våra ådrar än/ det flyter - fädrens offerblod" - antyder næsten truende, at Kampen ikke er forbi. Og hele dette Digt er gennemglødet af en tragisk Lidenskab, som leder Tanken hen paa en anden Skaaning, August Zackarias Collin's gribende Epos "Bålet vid vägen - en sägen från Snapphanetiden". Skønt denne Digtsamling - som vist desværre er næsten ukendt i Danmark - blev skrevet i 1880'erne, har Assarsson næppe kendt den, da han skrev "Snapphaneblod", eftersom "Bålet vid vägen" først blev offenliggjort i Aarene 1928-32 (i "Gönge hembygdsförenings Årsbok"). Herpaa tyder ogsaa disse Ord i første Vers af "Snapphaneblod": ".... ty ingen deras saga skrev/ och ingen rest dem ärestod ...." - Uafhængigt af hinanden giver Collin og Assarsson (der forøvrigt ejendommeligt nok begge havde deres Livsgerning i Helsingborg) Udtryk for de samme Tanker - og det i Ord, som ikke kan misforstaas. Hvis man f. Eks. tænker paa disse indledende Strofer til femte Sang i "Bålet vid vägen", vil man se, at de er som talt ud af Assarssons Hjerte:

"Vi bygga, vi så och vi skörda i frid.
Vi nästan glömt att det gavs en tid,
då dagens göra var blodig strid.

Förglömt har skåningen forna dar,
förgätit det namn han då ofta bar.
Han vet ej mer, vem han en gång var.

För niding hållen, blott för han tog
till svärd och bössa för Dannebrog,
besegrad, hopplös i kampen dog.

Nu stoder resas åt dem, som rev
uti vårt urgamla härkomstbrev
och hundra tusendens bane blev.

Se, därför är det jag stiger fram.
Min släkt jag leder från bondestam
och jag är skåning och ropar: "Skam"!

Skam åt var skåning, som icke tror
sig skyldig hedra far och mor,
För det att gräset på graven gror."

Ligesom Collin i "Bålet vid vägen" identificerer Assarsson sig i "Snapphaneblod" med "Snaphanerne", de skaanske frihedskæmpere, i deres fortvivlede Kamp mod den svenske Overmagt. I Kraft af sin dybt rodfæstede katolske Kristentro er han imidlertid i Stand til at give hele dette rystende Drama et dybere perspektiv. - I Kirkens Liturgi fremstilles Kristi Lidelseshistorie hvert Aar saaledes, som om det var nu, disse Begivenheder skete.

Paa tilsvarende Maade er det, som om Tidsafstanden ophæves og bliver betydningsløs, idet Assarsson i aanden ser disse Mennesker for sig, i deres ubeskrivelige Lidelser under en Behandling, der i sadistisk Brutalitet vistnok savner Sidestykke i de nordiske Landes Historie: "Dock sjöd det nyss med trotsigt mod .... Men tyst - brännoffret redo är/ Längs Skånes vägar vi dem se ...." - Den Offertanke, der kommer frem i Digtet, er sikkert ogsaa, i hvert Fald ubevidst, inspireret af Kirkens Lære om Kristi Korsoffer og af Kristi Ord om Hvedekornet, der i sin Død bærer Frugt. Og saa optændt Assarsson end af retfærdig Harme, giver han heller ikke i dette digt nogetsteds Udtryk for Had.

"Snapphaneblod" fortjener en varig plads i skaansk Litteratur. Og de, hvem Digtet har villet drage frem af Glemselen og Bagtalelsens Mørke, fortjener at mindes med Taknemmelighed ogsaa af Danske i Dag.

SNAPPHANEBLOD

Spörj icke efter deras namn,
som stodo sist på Skånes skans
och sökte hamn i dödens famn,
då intet hopp om seger fanns,
ty ingen deras saga skrev,
och ingen rest dem ärestod,
och skymfat deras minne blev;
jag sjunger blott om deras blod.

Det flyter trögt, vårt skånska blod
och lugnt som våra åars lopp.
Dock sjöd det nyss med trotsigt mod
i strid som släckt vart framtidshopp.
Då flög ett ord från man till man:
"Kong Kristian staar paa Skaanes mark."
Från hjärtat dov beklämning svann,
och saktad puls slog åter stark.

Snapphanars bygd stod som en mur
kring Skånes rika gillessal,
en reslig häck av gran och fur
runt slättens fagra blomsterdal.
För gränslands son vid midnatts ljus
mordängeln ryslig dödsdom skrev,
fast offerblod i Skånes hus
på varje dörrpost struket blev.

Eld regnar över Matteröd
och aska yr, där Finja stått.
Som flitig skördeman herr Död
fram över Gönge vångar gått.
Vart ord som klingar milt och fromt
vid Villands djupa snöar glömts.
I …rkened vart hur står tomt,
ty hela byn till döden dömts.

Ty ryttarn på den döda häst
Guds vredes skålar tömmer ut
med svärd och svält, med eld och pest,
med kval och kvidan utan slut.
Dock mitt i mörka plågors flod
en droppe skiner ljus och klar,
en droppe kostbart offerblod
till trampad fosterjords försvar.

Men tyst - brännoffret redo är.
Längs Skånes vägar vi dem se.
På pålar ha de spetsats där.
Mot kvalfull död de endast le.
Och jorden dricker deras blod,
och deras blick ser himlens frid,
och deras höga hjältemod
ger glans åt Skånes sista strid.

Vad ha de sett av fädrens strid,
av forntidsgrynings morgonsken,
av Skånehärdens sommartid,
av glansen över Lund och Hven?
Av Skåneland de sågo blott
dess armodsbygd, dess sorgetid.
Dock ha de utan tvekan gått
i döden for dess framtidsfrid.

De kanske rörts av dunkel syn,
de bistre män av Skånestam,
då de vid hembygdsskogens bryn
till sista striden drogo fram.
I morgondis de kanske sett
ett pinat hemlands bleka drag,
som sina barn om bistånd bett
och påmint dem om blodets lag.

Ty oförkränkbart blodets band
ej blott förenar son och far.
Nej, också våra fäders land
en blodets rätt till barnen har.
Till ett dess livssaft med vårt blod
har blivit genom brunn och bröd.
Så är vårt land vår moder god,
vi hennes barn i liv och nöd.

Så ej med ord och granna tal
snapphanen stred för fosterland.
Långt bättre var hans vapenval:
gevär i säker skyttehand.
Med det han vann sin ärekrans,
som bands av faror, kval och brist,
och okänd grav på stormad skans
som tusen mödors lön till sist.

De funno ro i moders famn,
de käcke män bland blodstänkt grus.
Men deras barn glömt fädrens namn
och sökt sig hem i främmat hus.
Så få de vila utan vän
och barn och bön och minnesstod.
Dock genom våra ådror än
det flyter - fädrens offerblod.