Foreningen Skånsk Fremtid

David Assarsson

En Pionerskikkelse

af L. B. Fabricius

1957

Sanningen kan glömmas, förtigas och fördöljas, men icke förnekas.
– "Fädernas Kyrka".

Den 31. 12. 1955 døde den mangeaarige katolske sognepræst i Helsingborg Monsignore David Assarsson. Dermed mistede den katolske Kirke i Sverige, ja i hele Norden en af sine betydeligste og mest særprægede personligheder - og Danmark en trofast og hengiven ven. Allerede derfor er der god grund til at mindes ham i "Catholica", som han forøvrigt omfattede med stor interesse. Hertil kommer imidlertid, at hans liv og værk var af en saa usædvanlig karakter, at en nærmere omtale vil være paa sin plads, særlig da han herhjemme er næsten helt ukendt, og nekrologerne andetsteds med en enkelt undtagelsel (1) har været meget sparsomme.

Berndt David Assarsson fødtes i Lund 14. 1. 1892. Faderen, fil. dr. og jur. utr. dr. Per Assarsson (1838-94), hvis forældre var bønder paa Landskroneegnen, var juridisk professor ved Lunds universitet og en fremragende jurist. Det hed om ham ved hans død, at han "förenade många av den skånska allmogens bästa karaktärsdrag såsom lugn och seg uthållighet, stor förståndsskärpa och duktighet, klart omdöme...". Moderen tilhørte den skaanske slægt Flensburg ("Flensburgska huset" i Malmø), der stammer fra Flensborg. En morbror var professor i sprogvidenskab ved Lunds universitet. En moster var gift med professor i kirkehistorie og symbolik, senere biskop i Linköping Otto Ahnfelt (som bl. a. var paavirket af Grundtvig). Morfaderen, Wilhelm Flensburg, var først professor i dogmatik og moralteologi ved Lunds universitet og fra 1865 til sin død i 1897 biskop over Lunds stift. Han omtales som en skarpsindig teolog, der søgte at "förena teologiskt och filosofiskt tänkande... i skrifter som "Om Guds allestädes närvarelse" (1847) och "Om den naturliga viljans fömåga i andligt avseende" (1868)". 1855-63 var han medudgiver af det højkirkelige "Svensk Kyrkotidning". Som biskop indtog han "en medlande ståndpunkt mellan olika kyrkliga riktningar och sökte samla dem till gemensamma uppgifter", og han var "mycket omtyckt av stiftets präster, som enhälligt hade kallat honom till sin chef" (2).

David Assarsson voksede saaledes op i et milieu, der gav ham lejlighed til at tilegne sig det bedste i skaansk og svensk (og sikkert ogsaa i nogen grad dansk) kultur, og som utvivlsomt var med til at give ham det fornemme helhedspræg af hjertets og aandens dannelse, som var saa karakteristisk for ham. Der kan heller ikke være tvivl om, at hans opvækst i Lund, "Sanct Laurentii stad", den gamle katolske og danske by, hovedbyen i det gamle Østdanmark ("Skåneland" som han altid kaldte det (efter M. Weibull)), havde stor betydning for den dybe kærlighed til den katolske Kirke og til hans skaanske hjemstavn, særlig i dens danske tid, som hele livet prægede Assarsson.

I 1910 blev Assarsson student og 26. 10. 1912 fil.kand. ved Lunds universitet i "teoretisk filosofi", kunsthistorie og litteraturhistorie. Den 7. 4. 1912 blev han i Sankt Andreas kirke i Ordrup optaget i den katolske Kirke af rektor ved det daværende Sankt Andreas kollegium i Ordrup, pater Joseph Droste S.J. (3). En barndomsven af Assarsson fortæller, at han allerede som ganske ung var dybt religiøs, hvilket imidlertid "på ett alldeles självfallet sätt förenades med å ena sidan mångsidig kulturella intressen och å den andra ett gladlynt och tolerant sätt att bedöma livets olika aspekter överhuvudtaget"(4). Noget religiøst "hængehoved" var han saaledes mindst af alt. Skønt hans barndom ikke var uden personlige sorger, var han ifølge samme kilde "för det mesta ofantligt lustig, skämtsam, full av roliga påhitt och lekar". - Selv skrev han engang, at han "sedan bamdomen sökt sikra svar på de stora livsfrågorna", og at "all verklig lycka och glädje i hans liv har haft sin upprinnelse i den katolska tron" (5). At mennesker overhovedet kunde leve uden religion var ham ufatteligt. "Efter sin religion skall man rätta hela sitt liv, för den måste man offra allt, om det gäller" (6). Den katolske biskop af Stockholm, biskop J. E. Müller, nævner i sine mindeord, der paa den smukkeste maade fremhæver Assarssons fortjenester, at Assarsson ofte selv havde givet udtryk for, at han "på grund av sin läggning och nog också ledd genom en särskild Guds nåd alltifrån sin ungdom funnit allt katolskt vara någonting självklart" (7). Han synes saaledes at have været et af disse lykkelige mennesker, der i egentlig forstand "fødes" som katolikker. En væsentlig grund til hans konversion har det utvivlsomt været, at den fundamentale katolske trossandhed om "de helliges samfund", samfundet med de henfarne slægter, med forfædrene, for ham hele livet ikke blot var ord, men en afgørende realitet. Den hellige katolske Kirke var for ham i særlig grad "Fädernas Kyrka". Efter konversionen studerede Assarsson teologi og præsteviedes i Innsbruck 26. 6. 1917. 1917-27 var han kapellan ved St. Eriks kyrka i Stockholm og var samtidig sekretær for biskoppen. Da St. Clemens katolske menighed i Helsingborg var oprettet i 1927, udnævntes han til dens første sognepræst. 1932-39 var han sognepræst ved St. Eriks kyrka i Stockholm og derefter paany og indtil sin død sognepræst i Helsingborg. 1935-39 var han provikar og fra 1939 til oprettelsen af Stockholms katolske bispedømme 12. 1. 1954 "biskoplig kommissarie för södra och västra Sverige", derefter consultor diocesanus og vicarius foraneus. 1927 udnævntes han af pave Pius XI til pavelig kabinetskammerherre.

* * *

David Assarssons konversion og præstevielse indvarslede en ny epoke for den katolske Kirke i Sverige. Som tidligere berørt her i bladet (8) findes der næppe i Europa et land med en mere massiv antikatolsk tradition end Sverige. Som følge heraf arbejdede den katolske Kirke, da den atter i løbet af forrige aarhundrede fik lejlighed til at virke i Sverige, under uhyre trykkende og vanskelige kaar. Assarsson var imidlertid manden, der rev katolikkerne ud af deres ghetto-tilværelse, og som fik etableret den kontakt med offentligheden og særlig med svensk kultur og aandsliv, som var og er af saa afgørende betydning. At dette ikke skete uden modstand ogsaa fra katolsk side, forstaar man af biskop Müllers ord: "Monsignore Assarsson hade klart för sig de stora perspektiven. Icke alla förstod detta" (9).

Allerede aaret efter sin præstevielse, i 1918, udsendte Assarsson et "programskrift", "Fädernas Kyrka" (10). Det er en bog paa 93 smaa sider, men af et saa koncentreret og væsentligt indhold og skrevet med en saadan overbevisningens glød og samtidig med den lethed og klarhed, der altid udmærkede hans sprog, at man den dag i dag læser den med udbytte. I virkeligheden er det en klassiker inden for den nyere tids nordiske, katolske litteratur, hvorfor man maa beklage, at den længe har været udsolgt. Da bogen ydermere anslaar væsentlige motiver, som Assarsson senere vendte tiibage til, vil det være paa sin plads at beskæftige sig nærmere med den, selvom et referat langtfra kan give et fyldestgørende indtryk af fremstillingen. I indledningen redegør forf. for, hvorledes de tanker, han vil fremstille, saa at sige ligger i luften og har trængt sig frem med uimodstaaelig kraft. "Nordens folk kunna redan blicka tillbaka på ett långt liv. De ha haft tillfälle att samla en rik fond av erfarenheter, de äga en skatt av minnen från skilda tider. Men nog kunde de reflektera litet mera över sitt förflutna och söka klara upp de problem, som deras historia uppställt, men som alltjämt synes vara olösta"; thi "är det inte en livssak (udh. her) för ett folk att förstå sig självt och sin forntid?" Man mærker allerede her, i hvilken grad ikke blot Kirkens, men alle de nordiske folks skæbne ligger forf. paa sinde. En særlig tanke har han sikkert her sendt til befolkningen i "Skåneland". I de følgende kapitler skildres de katolske tankers strøm gennem Nordens historie og denne strøms betydning baade i religiøs og national henseende. "En ström av katolska tankar flyter genom Nordens historia, alltsedan dess folk blevo kristnade, och skänker den än fast och till en viss grad obruten kontinuitet". Assarsson beskæftiger sig altsaa ikke blot med Sverige, men med alle nordiske lande; dette er et væsentligt punkt, der gaar igen i hans senere baade skriftlige og mundtlige fremstilling. Man kan vist roligt sige, at ingen nordisk katolik i vor tid har virket kraftigere og mere trofast for de nordiske landes enhed end Assarsson. Det var et hjerteanliggende for ham, ogsaa fordi han deri, som vi senere skal se saa løsningen paa "det skånska problemet".

Først skildres Nordens katolske middelalder, fra ca. 830 til ca. 1530; "för alla dessa år är det lätt att påvisa en fast sammanbindande kontinuitet den starka strömmen av katolskt andeliv, som genomgår hela perioden". Denne den katolske kulturs stærke strøm gennemsyrede.hele kurturlivet. Og "Fädernas Kyrka var en samlande kraft" ikke blot kirkeligt men ogsaa politisk. "Ingen var så ivrig som Hon att främja och påskynda enhetsverket i Norden... Kyrkligt sett var detta enhetsverk i många avseenden ett fullbordat faktum. €rkebiskopen av Lund var länge hela Nordens primas. Både dominikanerna och fransiskanerna bildade en nordisk ordensprovins, och munkarna förflyttades ofta från det ena klostret till det andra runt omkring i Skandinavien. Biskoparna höllo nordiska koncilier". Og m. h. t. det politiske var Kalmarunionen vel "både ofullständigt planlagd och sedan oklokt utförd. Men man kan beundra en ansata också om den ej håller vad den lovade". Ganske vist er de nordiske folk meget forskellige. "Men olikheter förhindra ej ett enande. Inte . liknar skåningen smålänningen, östlandsbonden i Norge, västlandsbonden, jyllandsbon köpenhamnaren. Men förenade äro de i alla fall. Enhet betyder ej enformighet. Ej heller kan man invända, att man efter dylika principer till slut skulle önska en sammansmältning af alla jordens folk. Skandinavismen önskar förena det, som af naturen hör samman, den bygger på nationalitetsprincipens grund och är egentligen ingenting annat än ett användande av denna princip på Nordens stora politiska livsproblem". Man ser i hvilken grad Assarsson har blik for de store linier; hans ord er i dag saa aktuelle som nogen sinde.

Mod slutningen af perioden var "den stærke strøm" kraftigere og skønnere end nogen sinde før, særlig i Sverige og Norge. Med list og vold og mod befolkningens vilje gennemførtes "reformationen" imidlertid af "den världsliga makten, som rastlöst eftersträvade oemotsagd omnipotens"; særlig i Sverige viste "den stærke strøm" dog stor modstandskraft, saaledes at kirkeomvæltningen først i 1593 blev endelig gennemført.

Og dog blev kontinuÁteten ikke helt afbrudt. Katolske tanker og skikke levede videre i Norden selv i den mest protestantiske tid, uden at man var klar over, at de var katolske. Forf. betegner denne ubevidste og underbevidste katolicisme som "den dolda strömmen", den skjulte strøm, og sammenligner den træffende med de floder, der f. eks. i Spanien løber en stor strækning under jorden for saa atter at bryde frem. I denne forbindelse gør han opmærksom paa, hvorledes protestantismen er sammensat af baade positive og negative elementer. "Som bekant är protestantismen i ingen av sina många schatteringar och former något enhetligt, logiskt ordnat och genomtänkt system. Snarare är den en underlig tankebilding, som med inkonsekvensens och tanklöshetens kitt är nödtorftigt hopsinkad av två fullständigt heterogena delar. "Ja" lirkar den ogenerat samman med "nej", sammanjämkar auktoritetstro med självsvåld och fällar ihop laglydnad och anarki. Positivt katolska element blandar den med negativt protestantiska med suveränt förakt för de enklaste lagarne i idŽernas kemi. Om man inte ständigt har detta faktum för ögonen, blir ett studium av protestantilmens innersta väsen omöjligt, vid varje steg hindrat av gåtor, motsägelser och besynnerligheter".

Ogsaa her drager forf. en parallel mellem det religiøse og det nationale. "Åt denna period av Nordens historia en svart tid för religionen, så är den ur nationell synpunkt ej mindre tragisk. Det spirande enhetsverket i Norden avbröts för än lång tid. Sverige levde i permanent fiendskap med Danmark-Norge. Onaturliga, meningslösa inbördeskrig i Norden i stället för gemensam aktion under alltmer växande samhörighetskänsla! Protestantisk söndring, protestantisk isolering, protestantiskt småsinne! Visserligen kan man märka en dold ström av nordiska tankar och stämningar också under denna Nordens mörkaste tid. Men den är både smal och svag. Först mot slutet av 1700-talet tycks den tilltaga i styrka. De som envisas att till denna period förlägga Sveriges storhetstid, tvingas själva att erkänna, att den politiska maktställning, som Sverige då lyckades vinna, var en uppbläst och ihålig storhet, som förr eller senare måste bristi ... För nutida svensk politik är ett fasthållande av idealerna från 1600-talets Sverige i högsta grad löjeväckande och skadligt. Men idealerna från 1397 förbliva alltid aktuella." - Dette er saa sandt, som det er sagt. Men den, der kender blot en lille smule til svenske forhold, vil forstaa, at disse ord paa toneangivende svenske kredse maa have virket som en rød klud paa en tyr og utvivlsomt har skaffet deres ophavsmand mange ubehageligheder. I de tre sidste kapitler, "Den frambrytande strömmen" (der indledes med to vers - paa Dansk - af Grundtvigs "Kirken, den er et gammelt hus", efterfulgt af to vers af Eklunds "Fädemas Kyrka i Sveriges land"), "Den sinande Strömmen" og "Den oemotståndliga strömmen", behandlas tiden fra ca. 1800 og fremefter. Forf. nævner Grundtvigs reaktion mod "den lutherska sektbildningens såkallade formalprincip: bibeln allena" og de nordiske enhedsbestræbelser i midten af forrige århundrede (der var særlig fremtrædende i Skaane) som eksempler paa de positivt katolske elementers forsøg paa at gøre sig gældende ligesom i det hele taget den voksende forstaaelse for traditionens betydning. Først og fremmest beskæftiger han sig dog med den af den senere protestantiske biskop Manfred Björkquist grundlagte saakaldte ungkirkelige bevægelse eller korsfarerbevægelse, som den ogsaa kaldes sig. Denne, der fremkom som en reaktion mod alt det sektvæsen, som i de sidste 100 aar har hærget Sverige, stod netop i aarene forud for Assarssons skrift paa sin højde: Han beskriver nu, hvorledes mange ægte katolske tanker er kommet til udtryk i denne bevægelse som resultat af en bevidst længsel mod den katolske Verdenskirke. Paa den smukkeste maade fremhæver han dens positive sider; man mærker, at den har hans dybeste sympati.

Alligevel lader han ikke følelserne løbe af med sig, her saa lidt som ellers. Saa "romantisk" Assarsson end kunde synes at være, var han dog mere realist og saa skarpere end de fleste. Den ungkirkeiige bevægelse har lige saa lidt som Grundtvigianismen holdt, hvad den lovede ("den sinande strömmen"). Aarsagerne hertil finder Assarsson i selve protestantismens væsen, hvor - som han med et uforligneligt billede bemærker - "ja" og "nej" mötas i en förvånad fridskyss. Alla former och schatteringar av protestantismen äro präglade av denna dualism, men hos ingen framträder den så starkt som hos den svenska ungkyrkan. Den företer en i kyrkohistorien enastående blandning av positiva och negativa element. Den bjuder på en dryck, som är sammanrörd av katolicismens ädlaste vin och modernismens lömskaste gift." Og "utmärkande för modernismen är framförallt subjektivism och auktoritetsförakt". Dette udvikler Assarsson derefter nærmere i en analyse, der i skarpsindighed og klarhed er et mesterværk. Bl. a. paapeger han med rette over for ungkirkebevægelsens "liturgism", at "forntidens sköna kult är meningslös utan forntidens fasta tro. Den katolska Kyrkans rika liturgi uppbäres helt och hållet av Hennes stabila grundval av dogmer... vad skall korstecknet betyda, när man varken tror på treenighetens eller korsets mysterium, "altarets härlighet", när man inte längre tror på Kristi verkliga närvaro på altaret, ja, inte ens på Kristi guddom, ljus och mässkläder, når man inte vill veta av mässoffret?" Mellem det indre og dit ydre "råder en bestämd parallellism. Den romerska Kyrkans inre fullkomlighet avspeglas i den skönhet och det majestät, varmed Hon uppenbarar sig för människorna. Hennes rika, upplyftande liturgi är endast en utstrålning av Hennes fasta käma av dogmer. Vore Hon inte ofelbar, kunde Hon aldrig ha blivit så skön. Ett kyrkosamfund utan dogmer blir ett kyrkosamfund utan liturgi eller smyckat med ceremonier, som ingenting annat äro än teater."

I nekrologen over Assarsson i "Hemmet och Helgedomen" fremhæves det, at han havde set rigtigt i sin bedømmelse af den ungkirkelige bevægelse. Endvidere gør forf. opmærksom paa, at da den svenske protestantiske biskop Eklund skrev sin salme "Fädernas Kyrka" hvorfra Assarsson laante titlen til sin bog, tænkte han først og fremmest paa 1600-tallets lutherske kirke, medens middelalderens katolske Kirke skimtedes bagved. Assarsson vender derimod i sit skrift perspektivet helt om og lader "Fädernas Kyrka" staa for den katolske Kirke, "den obrutna enhetens, kontinuitetens Kyrka, den apostoliska, allmänneliga Kyrka som den Apostoliska trosbekännelsen vittnar om ... Det är ett genialt grepp att på detta sätt utnyttja en andlig historisk situation och på detta sätt ge denna en ny dimension: Fädernas Kyrka, är detta våra karolinska förfäders kyrka, eller är det Kristi Kyrka som stått genom tiderna, alla i den apostoliska trons enhet sammanfogade kristtrognas Kyrka?" I sidste kapitel, "Den oemotståndliga strömmen", skildrer Assarsson, hvorledes den hellige, katolske Kirke, der ejer "den ofelbara sanningen" og "den sanna kontinuititen", den virkelige "Fädernas Kyrka", der er universel, men som "förstår på samma gång att vara nationell", atter er paa vej mod Norden som en uimodstaaelig strøm og allerede har vist sin livskraft i "Danmark, det gamla, älskliga landet, där minnenas makt alltjämt är stor", og som han mener "vänder sig allt mer från den nya lutherska till den gamla katolska Kyrkan". Naar man tænker paa, hvorledes udviklingen sidenda har formet sig herhjemme, er det ikke uden vemod, man læser disse ord. Men det forringer ikke værdien af denne rørende kærlighedserklæring til vort fædreland, der i et glimt tegner sin ophavsmands ædle personlighed. Og "de nordiska enhetssträvandena äro också de en oemotståndlig ström, som alltjämt bryter sig fram alla hinder och svårigheter till trots". I denne forbindelse kommer han ind på det, som han nogle aar senere uddybede i den nedenfor omtalte bog "Det skånska problemet", nemlig de svenske provinser, først og fremmest Skaane, der tidligere hørte sammen med Danmark og Norge, og som derfor gennem deres historie er knyttet ogsaa til disse lande. Disse syv provinser, der "historiskt intaga en andrarangsställning i det isolerade Sverige", vilde i et forenet Norden "otvivelaktigt få en förstarangsställning". En læsning af "det skånska problemet" vilde ikke virke "splittranda och söndrande", men vilde tværtimod "som intet annat ... kunna påskynda lösningen av det stora, ja, det största nationella problem, som intresserar oss nordbor, det skandinaviska. Den äldre skandinavÁsmen var ett äkta bam av den protestantiska korttänktheten och bristen på historiskt sinne, då den mitt i sin hänförelse för nordisk gemensam tradition kunde alldeles glömma bort de sju provinsernas dubbla tradition ... Ett katolsk Norden skulle ha helt andra förutsättningar att skilja sant från falskt och upptäcka de många osynliga band, som binda oss fast med flydda tiders människor".

Anmeldelsen af "Fädernas Kyrka" i "Nordisk Ugeblad for katholske Kristne" (11) konkluderer med rette i, at bogens hovedstyrke ligger i "den krystalklarhed, hvormed den paaviser den indre sammenhæng i Nordens kirkelige og nationale historie" - man kunde tilføje: "og denne sammenhængs betydning for de nordiske folk ogsaa i dag". Ligesom bogens fundamentale problemstilling er lige saa aktuel i dag som dengang den blev skrevet, har den derfor et budskab at bringe, ikke mindst til vor tids nordiske katolikker og særlig de unge, der vistnok ligesom ungdommen idetheletaget i en betænkelig grad savner historisk sans og interesse (herunder for de nordiske helgener), og som vist ydermere - maaske som en eftervirkning af den sidste verdenskrig og under indtryk af atombombernes bragen - har en ikke mindre betænkelig tendens til at isolere sig og lade det øvrige samfund skøtte sig selv. Vi trænger til at besinde os paa, at den katolske Kirke ikke blot er den overnationale verdenskirke, Kirken udstrakt i rummet, men ogsaa er Fædrenes Kirke, Kirken set i "tidens dimension", den Kirke, hvis liv i saa mange hundrede aar udgjorde en væsentlig del af de nordiske folks historie. Og skal Kirken for alvor fæste rod og vinde udbredelse i de nordiske lande, maa den være aaben over for de positive værdier i disse landes kultur, ogsaa fra tiden efter reformationen, saavel som over for "det katolska arvet", som Assarsson kaldte det. Og denne arv er ikke historieromantik, men "ett levande arv ... det är stor forntid men också stor framtid". - Naar Assarsson saa stærkt fremhævede den katolske Kirke som Fædrenes Kirke, hænger det bl, a, sammen med, at den lutherske tradition i Sverige er saa intimt forbundet med den nationale saakaldte "storhedstid", og den katolske Kirke i Sverige derfor var særlig udsat for at blive betragtet som "fremmed" paa samme maade som Kirken i England i sin tid haanligt blev kaldt "The Italian Mission". Herhjemme - og endnu mere i Norge og Island - er tiden efter reformationen derimod stort set ensbetydende med landets nationale nedgangstid, ligesom reformationen ogsaa var en national ulykke ved at prisgive folket til de tyske konger og adelsmænd, medens opgangstiden faldt i den katolske middelalder. Vi bar derfor saa meget større tilskyndelse til at vende os til "Fædrenes Kirke", der skænkede os den kultur, hvis rester vi endnu lever paa, og alle vore dejlige gamle kirker.

* * *

Efter at "Fädernas Kyrka" var udsendt, tog Assarsson initiativet til en svensk katolsk højskole, "Sankt Ansgars föreläsningsnämnd", i Stockholm. Den begyndte sin virksomhed i en privat lejlighed, men kunde i efteraaret 1920 fortsætte "Sankt Ansgars Sal" i lejede lokaler. Der blev der gennem aarene holdt en række foredrag, der ogsaa henvendte sig til ikke-katolikker, og som efter referaterne i "Credo" at dømme laa paa et højt plan. Af meddelelser i "Credo" faar man et indtryk af de emner, der behandledes. Assarsson selv havde saaledes bl. a. en lang forelæsningsrække over "Katolsk aktion och reaktion i 1500-tallets Sverige" - man havde gerne set disse forelæsninger paa tryk - og videre behandles emner som "Katolicism och naturvetenskap" (fil. lic., senere professor J. Linders.), "Katolicismens kyrkotättsliga ställning i Sverige", "Den skolastiska filosofien och teologien", kardinal Newman og "Det katolska Frankrike". Følgende notits er værd at bemærke: Den 19.10.1921 talte Assarsson om "Drömmen om en katolsk folkhögskola". Efter en kort övsikt av den grundtvigianska folkhögskolerörelens historia i Danmark, Norge, Sverige och Finland och några ord om denna rörelses ändamål och inre väsen övergick föredragshållaren till den Katholske Højskole, som år 1910 grundades i Köpenhamn av Mogens Ballin delvis med anknytning till Grundtvigs ideer. I samband med dessa båda institutioner måste den föreläsningsverksamhet betraktas, som har sin medelpunkt i Sankt Ansgars Sal i Stockholm." Assarsson fremhævede særligt fire hovedpunkter i denne virksomheds program: "Idealismen, den nationella prägeln, den levande kontakten med nutidens nordiska kultur och den katolska skandinavismen" (12). Paa tilsvarende maade berettes det i "Nordisk Ugeblad", at Assarsson ved en nordisk sammenkomst i Sankt Ansgars Sal udtalte, at "ett målmedvetet praktiskt arbete för nordisk katolsk samverkan står som en huvudpunkt på föreläsningsnämndens program" (13).

* * *

Samme aar, som denne forelæsningsvirksomhed begyndte, i 1919, tog Assarsson initiativet til ogsaa at skabe en katolsk presse. Resultatet heraf var det første svenske katolske tidsskrift efter reformationen, "Credo", hvis første nr. er fra januar 1920, og som stadig lever i bedste velgaaende. Fra det første nr. til 1937 var Assarsson tidsskriftets hovedredaktør, og han stod indtil sin død som "ansvarig utgivare". Han havde sikret sig en kreds af dygtige medarbejdere, og tidsskriftet laa lige fra begyndelsen paa et højt niveau, selvom dets "ansigt" naturligvis har forandret sig. Bl. a. maatte "Credo" i de første aar ogsaa fungere som meddelelsesblad for det svenske katolske vikariat, hvilken opgave senere blev overtaget af "Hemmet och Helgedomen"; og et blads redaktør og medarbejdere sætter jo altid deres personlige præg paa et blad, ikke mindst naar det drejer sig om en særpræget personlighed som Assarson. Progranerklæringen i det første nr, er forfattet af Assarsson og indeholder bl. a, følgende smukke og karakteristiske passus: "När vi så tänka på våra troende protestantiska landsmän, då måste vi med sorg (udh. her) se, att de ofta äro fulla av misstro och fördomar mot den gamla ärevördiga Fädernas Kyrka, som de egentligen på sätt och vis ha att tacka för all den goda säd, som ännu växer på deras marker. Denna deras motvilja mot katolsk kristendom har emellertid till rot ren okunnighet och en förvänd uppfattning av vår Kyrkas lära, särskilt beroende på skoltidens partiska historieundervisning" (udh. her). För Credo blir det därför en helig och kär uppgift att efter förmåga rätta deras felaktiga föreställningar. Icke genom kiv och strid, icke genom ofruktbar polemik vill han övertyga dem om sanningen. Med saktmod och kärlek, med förståelse och deltagande vill den stillsamma såningsmannen visa dem den katolska tron i dess verkliga gestalt, hänvisande dem till dokument och förstahandskällor". Endvidere siges det, at "vår nya katolska tidskrift vill dessutom icke endast vara en svensk utan också en skandinavisk tidning. Ingen kan som vi katoliker ha den rätta förståelsen för nordisk samhörighet, som genom historien är så innerligt förbunden med våra skönaste minnen" (14). At Assarsson bevidst søgte kontakt med ikke-katolske kredse fremgaar bl. a. af en række hilsener, som han modtog fra folk i de forskelligste lejre, saaledes fra den højkirkelige provst Lysander i Malmø (der i 1919 stiftede "Apostoliska Bekännelsens Brödraskap") og den ogsaa herhjemme kendte forfatter og filosof Alf Ahlberg (15). Det samme kommer frem i en programerklæring i nr. 2, "Vad läget kräver", af en af de andre redaktører, fil. kand. Edvin Sandqvist, der bl. a. taler om nødvendigheden af at bryde den "självpåtagna och måhända i viss mån av yttre faktorer alstrade isolation hos enskilda katoliker, som kännetecknat oss", og af, at enhver, som føler sig i stand dertil, støtter tidsskriftet og bidrager til altid at holde det paa det højest tænkelige niveau - det er ord, der stadig er aktuelle, og ikke alene i Sverige. En nærmere gennemgang af Credos indhold gennem aarene vilde sprænge rammerne for denne artikel. Det maa være tilstrækkeligt at nævne, at Assarson selv bidrog med adskillige artikler m. m., ligesom man finder mange danske bidrag - og vel at mærke paa Dansk - eller bidrag om danske forhold. ç propos dette sidste bemærker man Sandqvists begejstrede skildring af valfarten til Haraldsted i 1921, der indledtes med en stille messe i den katolske kirke i Ringsted læst af - "Pastor Assarsson från Stockholm" (16). I 1931 finder vi Assarsson paa "pilgrimsfärder i nutidens Danmark" (17). Af hans efterladte daagbøger fremgaar, at han ogsaa besøgte Flensborg, hvorfra hans mødrene slægt som nævnt stammede. I dagbogen for 27. 8. 1931 har han heromnoteret: "På kvällen föredrag i Flensborgs danska förening. En stor glädje." For den 28.8. finder man følgende - kortfattet, men talende for den, der ved, hvad ordene gemmer: "Sangen i den danske Skole. Helligaandskirken. Krigergravene. Flensborg Avis..." (18). - I en artikel i anledning af Credo's 25-års jubilæum, "Då vi började med Credo", skriver han bl. a., at "i den svenska katolska aktionens historie kvarsår år 1919 som en tid full av nästan ogrumlad grundläggareglädje" (19).

Fra 1926 blev Credo; ligeledes paa Assarssons initiativ, suppleret af bladet "Hemmet och Helgedomen", der i begyndelsen udkom hver maaned, senere ligesom nu hver 14. dag, og hvis opgave var at fungere som et letlæseligt menighedsblad og organ for kirkelige meddelelser o. l. Ogsaa i dette blad, hvis redaktør han var i mange aar, nedlagde han et stort og uselvisk arbejde; bl.a. havde han en rubrik "Under stjärnorna", hvori han paa sin elskværdigt ironoske maade kommenterede døgnets begivenheder i svensk presse og kulturliv, og som inan løste naed fornøjelse. Og i rubrikken "Glimtar från grannländerna" orienteredes læserne om begivenheder i de øvrige nordiske lande. Som følge heraf kunde Credo i højere grad end før "företräda den katolska Kyrkans intellektuella och kulturella intressen". Fra og med 1929 fremtraadte det officielt som et fællesskandinavisk tidsskrift med særlige redaktører for Danmark, Norge og Finland og (stadig) med danske og norske bidrag paa originalsproget. Den danske redaktør var pater A. Menzinger S. J., der var helt paa Assarssons skandinaviske linie; efter hans død den 15. 3. 1940 mistede Credo efterhaanden sit fællesskandinaviske sprog og har nu i en aarrække fremtraadt som et svensk (og svensksproget) tidsskrift.

I denne forbindelse kan man ikke lade være med at nævne det mærkelige og beklagelige forhold, at samtidig med, at man i vore dage taler og skriver mere om det nordiske samarbejde end nogen sinde før, synes det at blive vanskeligere og vanskeligere for Danske og Svenske at forstaa nabofolkets sprog - er det mon den samme aandelige dovenskab, som man ogsaa møder paa andre omraader, der er skyld i, at det er næsten umuligt at faa dem til at læse noget paa det andet sprog? Under alle omstændigheder er der her et omraade, hvor en hurtig og effektiv indsats er paakrævet, vel først og fremmest i retning af udvidet skoleundervisning i nordiske sprog.

* * *

I 1937 udsendte Assarsson 140 "Psalmer för Kyrkoåret" (20), dels af ham selv, dels oversatte og bearbejdede salmer "från de mest olika länder och tider" (forordet), saaledes en lang række gamle latinske hymner og adskillige middelalderlige svenske salmer. Endvidere er medtaget "några klassiska psalmer af icke-katolska, nordiska författare; dessa psalmer ha härvid betraktats som delar af andlig nationalegendom, uttryckande - icke några protestantiska särmeningar - utan gamla fundamentale katolska trossanningar, som bibehållits också bland dem, som en gång lämnat det gamla gemensamma fädernehemmet" (ibd.).

Af oversatte danske salmer finder man "Fryd dig, du Kristi brud" (21), Der anføres som en "dansk palmsöndagspsalm från 1500-talet", samt Grundtvigs "Vær velkommen Herrens aar" og "Et barn er født i Bethlehem" og - betegnende nok - Brorsons "Den store hvide flok". Denne salmebog vidner ikke alene om Assarssons digteriske evner og vide horisont, men ogsaa om hans urokkelige tro og personlige fromhed. Den var imidlertid, som det nævnes i forordet, tænkt som en forberedelse til "en ny fullständig psalmbok". En saadan udkom i 1950 under navnet "Cecilia" (22), der afløste den hidtidige officielle svenske katolske salmebog af samme navn fra 1902. En væsentlig del af de heri optagne ialt 350 salmer (blandt hvilke man af danske salmer udover de foran nævnte mærker sig Ingemanns "Dejlig er jorden") er skrevet eller bearbejdet af Assarsson, hvis indsats derfor ogsaa særlig fremhæves af biskop MŸller i dennes forord. Over for forfatteren til disse linier har biskop MŸller anført, at Assarsson havde nedlagt "ofantligt mycket arbete" i denne salmebog, et arbejde, som han anser for "det största, bästa och skönaste monument han själv rest sig". Og den svenske (ikke-katolske) litteraturkritiker fil. dr. Knut Hagberg udtaler i en anmeldelse af denne salmebog - hvis autorisation han betegner som "ett mycket stort steg mot ekumeniskt samarbete" -, at naar den svenske lutherske salmebog en gang skal fornyes, "kommer troligen Assarssons omdiktningar att bliva det väsentligaste bidraget" (23).

I 1938 udsendte Assarsson "Den katolska Kyrkan i Sverige" (24), som dels kort fremstiller Kirkens historie 1 Sverige fra middelalderen til vore dage, dels giver en oversigt over de katolske menigheder m. m. og endelig resumerer "det allmänna läget". Den blev oversat til engelsk, fransk, hollandsk og tysk. I 1954 udkom den i en ny og omarbejdet udgave (25), hvori den historiske fremstiIling er noget mere udførlig. I kapitlet om "det allmänna läget" skildres de store vanskeligheder for Kirkens arbejde, bl. a. hidrørende fra skolernes lærebøger i historie, som "mer än något annat bidrager till att hålla den gamla animositeten mot katolicismen vid liv" - noget tilsvarende gør sig gældende med hensyn til "det skånska problemet", jfr. nedenfor. Paa den anden side er der en vaagnende historisk sans i Sverige. "Landets gamla katolska minnen börjar alltmer uppskattas. Flera sammanslutningar är verksamma för att man mera allmänt skall göra rättvisa åt moderkyrkans insatser i den svenska kulturutvecklingen. Man yrkar på att också den katolska läran skall framställas objektivt och sanningsenligt för folket". Ogsaa andre lyspunkter nævnes.

I 1953 udkom det tidligere I Catholica anmeldte samleværk "Katolska Kyrkan i Sverige" (26), der skildrer den katolske Kirkes historie i Sverige fra Ansgars dage til vor tid; og som er bemærkelsesvrrdigt ved at være skrevet af baade katolske og protestantiske forfattere, saaledes at tiden indtil reformationen i vid udstrækning behandles af præster i den svenske lutherske statskirke, medens tiden efter reformationen behandles af katolske forfattere (bl. a. biskop MŸller). Assarsson stod som medredaktør af dette værk og bidrog selv med to vigtige artikler om "Det katolska arvet" og "Från Gustaf III til Gustaf VI Adolf. Vår kyrka i nutiden". I den førstnævnte artikel kommer han bl. a. ind paa den nuværende højkirkelige bevægelse i Sverige og slutter med følgende linier: "För närvarande har man det intrycket, att den svenska kyrkan mer och mer börjar sönderfalla i två store delar. Den ena närmar sig mer och mer det rena fritänkeriet. Den andra försöker att trognare förvalta det katolska arvet" og nærmer sig derved "den kyrka som skänkt oss detta. Ty det katolska arvet är ett levande arv som flera sekler förgäes sökt förinta i Sverige, det är stor forntid men också stor framtid."

* * *

I Sveriges iøvrigt paa saa mange punkter glorværdige historie er der to mørke kapitler: reformationen i det 16. aarhundrede og behandlingen af Skaane og den skaanske befolkning under og efter denne landsdels erobring i sidste halvdel af det 17. aarh. Medens den katolske Kirke i Danmark i det 16. aarh. utvivlsomt trængte til en reformation i dette ords virkelige betydning, var dette ikke eller i hvert fald i langt mindre grad tilfældet i Sverige, der endda er blevet betegnet som det mest harmonisk katolske land i Europa ved middelalderens slutning. Kirkeomvæltningen skyldtes her først ¢g fremmest Gustaf Vasas umættelige magt- og pengebegær og blev drevet igennem med alt andet end sarte midler. Paa tilsvarende maade med Skaanes forsvenskning i det 17. og begyndelsen af det 18. aarh. Først blev den skaanske befolknings aktive modstand brudt under anvendelse af alle midler; det maa være tilstrækkeligt at nævne deportationerne af tusindvis af skaanske (og forøvrigt ogsaa sjællandske) mænd til ¯stersøprovinserne og de "spetsade" snaphaner (d.v.s. frihedskæmpere) langs de skaanske landeveje. Derefter blev forsvenskningen, "uniformiteten", gennemført med haard haand - som et passende symbol kan man tænke paa Karl XI'S vaabenskjold, der endnu. kan ses som en pansret næve over indgangen til skaanske kirker.

Det ulykkelige var nu, at disse begivenheder er vævet sammen med Sveriges nationale opgangstid og derfor i den gængse svenske historiefremstilling, først og fremmest i skolerne, er kommet til at staa i et falsk idealiseret lys, der i høj grad vanskeliggjorde og stadig vanskeliggør en uhildet bedømmelse. Man var nærmest en landsforræder, i hvert fald ikke en "god svensk", hvis man var katolik, eller hvis man ikke mest muligt saa bort fra Skaanes danske fortid og deltog i den autoriserede lovsang over, at Sverige i det 17. aarhundrede fik sine "naturlige" grænser. Og historiske kendsgerninger blev ofte forvrænget eller fortiet. Hvorledes Assarssons stilling herefter har været i hans egenskab af skaansksindet ikke blot katolik men katolsk præst, kan man forestille sig. - At der i den sidste menneskealder er sket store forbedringer paa dette omraade er givet, men endnu er den nævnte indstilling langt fra uddød og svensk historiefremstilling ikke altid i tilstrækkelig overensstemmelse med sandheden, naar det gælder den katolske Kirke eller Skaane. Og i den moderne teknik har "uniformiteten" faaet en mægtig forbundsfælle.

Mod hele dette kompleks af løgn og fortielse baade paa det religiøse og det nationale omraade maatte en mand som Assarsson reagere stærkt. Det er naturligt, at der i denne artikel er lagt mest vægt paa hans kamp mod nedarvede fordomme paa det religiøse omraade, der naturligvis ogsaa for ham var det altafgørende. Ogsaa hans indsats paa det nationale omraade maa imidlertid nævnes her; thi sandheden er een, og Assarssons kamp gjaldt paa begge om. raader sandheden - og sandheden alene.

I 1923 udsendte Assarsson "Det skånska problemet" (27). Det er ligesom "Fädernas Kyrka" af omfang et beskedent lille skrift - 38 sider -, men af et særdeles vægtigt indhold, frugten som det et af "flera års allvarligt tankearbete". Han beskæftiger sig heri (paany) med spørgsmaalet om Skaanes særstilling i national henseende som følge af, at det først - og længst - var en del af Danmark og senere blev svensk. Assarsson er i dette skrift ligesom idet hele taget i sin virksomhed paa dette omraade inspireret af den af Martin Weibull (der ogsaa var af dansk afstamning) i midten af forrige aarhundrede paabegyndte og senere af dennes søn Lauritz Weibull fortsatte udforskning af Skaanes ældre historie; men han er vistnok den første, deri en for offentligheden beregnet fremstilling klart har formuleret "det skånska problemet" og peget paa dets betydning for vor tid og herunder særlig fremhævet nødvendigheden af en forbedring af historieundervisningen i skaanske skoler. Som det blev sagt fornylig: "Han var den første, som gav sin kærlighed til Skaanes heie historie et fuldgyldigt udtryk ... den første, der har opfattet Skaanes centrale betydning for Nordens enhed rigtigt. For første gang rejstes af ham kravet om, at skaansk ungdom ikke maa vokse op i uvidenhed om sit eget lands historie" (28). - Man mærker, i hvilken grad forfatteren selv er engageret i det, han skriver om, men maa samtidig beundre hans selvbeherskelse. Han lader sig ikke et eneste sted rive med at sine følelser til uoverlagte eller personligt nedsættende udtalelser - et træk, der forøvrigt gaar igen i hele hans forfatterskab, og som gør det til en saa ublandet glæde at stifte bekendtskab med det. At opfatte hans skrift sorn et udslag af "urskånsk humor", som det blev sagt ved hans død (29), er helt ved siden af - ikke fordi han ikke havde humor, for det havde han i høj grad; men her drejer det sig om det spørgsmaal, der næst efter det religiøse laa ham mest paa sinde, og som for ham var dybt alvorligt. Og saa sent som i sommeren 1955 fastholdt han offentligt sine meninger paa dette omraade (30) og viste derved paany, i hvilken grad "var sin stjärna trogen" (31), var trofast mod det, som han erkendte for sandhed og ret.

Assarsson konstaterer at "det skånska problemet" for langt de fleste Skaaninger overhovedet ikke er noget problem i hvert fald ikke bevidst - først og fremmest af den simple grund, at de aldrig i skolen har faaet en sammenhængende fremstilling af, endsige lært at elske deres Iandsdels historie; der gives i Skaanes skoler end ikke "den nödtorftigaste undervisning i Skånes historie". Som følge af denne "den skånska skolans onaturliga, systematiska föttigande av "det historiska sarnmanhanget", af en "snedvridande nationell fostran" er næsten hele den skaanske befolkning uvidende om Skaanes ældre historie, der ikke faldt sammen med Sveriges. Følgen af denne "den moderna skånska traditionslösheten" er rodløshed; thi "ingen bryter ostraffat budet: "Du skall hedra din fader och din moder, på det att du må länge leva på jorden"".

Som et bidrag til "Skånes framtida uppresning ur självförglömmelsens förnedringstillstånd" trækker Assarsson da i sit skrift linierne op i Skaanes begivenhedsrige historie, først og fremmest i de mange aar, da det var en del af Danmark og den skaanske befolkning en del af det danske folk. Det er tydeligt, at denne del af Skaanes historie, "Skånes utan all jämförelse ärorikaste ogsaa var af dansk afstamning) i midten af forrige aarhundrede paabegyndte og senere af dennes søn Lauritz Weibull fortsatte udforskning af Skaanes ældre historie; men han er vistnok den første, deri en for offentligheden beregnet fremstilling klart har formuleret "det skånska problemet" og peget paa dets betydning for vor tid og herunder særlig fremhævet nødvendigheden af en forbedring af historieundervisningen i skaanske skoler. Som det blev sagt fornylig: "Han var den første, som gav sin kærlighed til Skaanes heie historie et fuldgyldigt udtryk ... den første, der har opfattet Skaanes centrale betydning for Nordens enhed rigtigt. For første gang rejstes af ham kravet om, at skaansk ungdom ikke maa vokse op i uvidenhed om sit eget lands historie" (28). - Man mærker, i hvilken grad forfatteren selv er engageret i det, han skriver om, men maa samtidig beundre hans selvbeherskelse. Han lader sig ikke et eneste sted rive med at sine følelser til uoverlagte eller personligt nedsættende udtalelser - et træk, der forøvrigt gaar igen i hele hans forfatterskab, og som gør det til en saa ublandet glæde at stifte bekendtskab med det. At opfatte hans skrift sorn et udslag af "urskånsk humor", som det blev sagt ved hans død (29), er helt ved siden af - ikke fordi han ikke havde humor, for det havde han i høj grad; men her drejer det sig om det spørgsmaal, der næst efter det religiøse laa ham mest paa sinde, og som for ham var dybt alvorligt. Og saa sent som i sommeren 1955 fastholdt han offentligt sine meninger paa dette omraade (30) og viste derved paany, i hvilken grad "var sin stjärna trogen" (31), var trofast mod det, som han erkendte for sandhed og ret.

At forf. som Skaaning føler sig knyttet til Danmark med "oupplösliga, heliga band" er imidlertid ikke ensbetydende med nogen "avoghet mot Sverige, allraminst mot Sverige i våra dagar". Tværtimod: "Också den som utan något annat intresse end det objektiva sanningssökandet (udh. her) har vågat se det skånska problemet i ögat har fortfarande kvar en fast och varm samhörighetskänsla med Sverige". Det skyldes ikke blot den fællesskandinaviske afstamning, men ogsaa "de stora värden, som vi under den sista perioden [nemlig i den svenske tid] i vår historia haft gemensamma med Sverige".

Løsningen paa "det skånska problemet" finder Assarsson herefter i en forening af Danmark og Sverige. Skaane er "det skandinaviska landet framför alla andra, och den historiska mission, som Försynen anvisat åt oss skåningar genom vårt eget förflutna är ett målmedvetet arbete på en förening av de båda nordiska folk, med vilka vi varit, äro och skola förbliva oupplösligen förbundna....Skånes land, så länge förgätet, förlöjligat, föraktat, kan än en gång resa sig med målmedveten kraft i återglansen av sina outsläckliga minnen. Och liksom det en gång var centrum för Kyrkans enhetsarbete i Norden, kan det åter en gång lysa som betydelsefullt kraftcentrum för framtidens nordiska enhetssträvanden". - At Assarsson heri høj grad var i pagt med fremtiden, kan der vist ikke være megen tvivl om, naar man ser, i hvilken grad udviklingen i Europa af i dag peger hen mod en sammenslutning af de mindre stater, og tænker paa efterkrigstidens stadigt mere udviklede nordiske samarbejde. Ogsaa "Det skånska problemet" har desværre længe været udsolgt. Efter Assarssons død fremkom der imidlertid et smukt lille mindeskrift, der bl. a. indeholder et foredrag, som han i 1947 holdt for en privat kreds i København, og hvori han giver udtryk for de samme tanker (32). Da Assarssons bog kom frem, var der ikke mange, der forstod ham. At sandheden ogsaa i dette tilfælde var ilde hørt fremgaar af en anmeldelse i Svenska Dagbladet af bladets daværende ledende kulturelle redaktør professor Fredrik Bööik, der er et eneste forsøg paa at latterliggøre og mistænkeliggøre Assarsson og hans bog. Assarssons hovedanliggende: den usandfærdige historieundervisning i skaanske skoler undlader Böök klogeligt at komme ind paa, ligesom hans anmeldelse sagligt set idetheletaget er mere end tynd; men at han ikke ønsker nogen forbedring paa dette punkt fremgaar af hans egen ynkelige og uværdige "løsning" paa det skaanske problem (hvis eksistens han ikke helt tør nægte, men som han dog frakender enhver praktisk betydning): "Den nationella enhet, vari Skåne ingår, har sina fasta och orubbliga grundvalar icke blott i minnet, utan i glömskan. Utan ett inslag av denna livsbevarande glömska (udh. her) kan varken en individ eller en nation bestå, växa och utveckla sig" 33). Typisk for reaktionen i ledende svenske kredse er ogsaa en udtalelse, som professor Bertil Ohlin fremsatte nogle aar efter. En dansk forfatter havde i en aviskronik givet en sympatisk omtale af "Det skånska problemet" og fandt, at bogen "er af betydelig interesse baade for Skaaninger og Danske. Kan der i Skaane være delte meninger om løsningen af problemet, saa vil vi paa denne side af sundet ret enstemmigt slutte os til forfatterens løsning. Dette bliver imidlertid Skaaningernes sag, og det tilkommer ikke os at raade dem heri, men vel at knytte og pleje forbindelserne med Skaane og opbygge gensidigt kendskab og forstaaelse. Derved støtter vi det Skaane, som er ved at vaagne" (34). Denne kronik gav anledning til et indlæg fra Ohlin, hvori han, ligesom Böök, prøver paa at reducere Assarssons bog in absurdum, men som paa tilsvarende maade ved sin ubeherskede og arrogante tone tydeligt røber, at Assarsson virkelig havde rørt ved et ømt punkt. Han skriver f. eks., at "paa svensk side raader den, saa vidt jeg ved, enstemmige opfattelse, at hr. Assarssons bog, hvis den ikke var saa absurd, at den af den grund er betydningsløs, kun kinde virke skadeligt paa forbindelserne mellem Sverige og Danmark", og hævder, "at man i Skaane kun har en eneste ting at sige om pastor Assarssons "skaanske problem": Det eksisterer ikke" (35).

"Lustigt nog", som Assarsson siger i sit nedenfor nævnte skrift "Skånelands historia i Skånelands skolor", "framträdde strax därefter en hel kör av vittnen, som alla ropade efter en populär framställning av vår bortglömda landsdels historia", bl. a. Lauritz Weibull. Det skete i en af Malmø-avisen "Arbetet" arrangeret enqute. Selv udtaler Assarsson her bl. a., at intet i højere grad har bestyrket ham i rigtigheden af hans opfattelse end den kritik, den har givet anledning til. "Fastän denna bland annat emanerat från sådanna intelligenser som professorerna Böök och Ohlin, har den aldrig ingått på sakskäl utan mer visat det egna dåliga humöret". Arbejdet med en "Skånelands historia" vil sikkert støde paa vanskeligheder; men "det göra alla företag, som det är någonting med. Ett är säkert: den eller de som föra verket till lycklig avslutning äro förtjänta av alla skåningars, hallänningars och blekingsbors tacksamhet. De hava utfört ett arbete för gamla Skåneland, som är mera värt än den mest lysande seger på ett blodigt slagfält" (36).

Assarsson lod sig saaledes ikke slaa ned af manglen paa forstaaelse, her saa lidt som paa det religiøse omraade. Han var klar over, at de tanker, han havde givet udtryk for, maatte have en vis modningstid og forstod som faa kunsten at vente - uden derfor at være passiv. Tværtimod viste han et initiativ og en maalbevidsthed som ingen anden. Den ro og sejge udholdenhed, der blev nævnt som karakteristiske for hans fader, var aabenbart gaaet i arv til ham. Han stolede paa, at sandheden til sidst vilde vinde sejr - og blev ikke beskæmmet i sit haab, for saa vidt som det er tydeligt, at tiden har arbejdet for hans tanker; særlig i aarene efter den anden verdenskrig har de vrundet en saadan genklang, at de ikke vil kunne kvæles, hverken ved forsøg paa latterliggørelse eller paa anden maade. Det er paa ingen maade usandsynligt, at "Det skånska problemet" for eftertiden i stigende grad vil staa som et klassisk skrift. Spørgsmaalet om en mere sandførdig historieundervisning vendte Assarsson tilbage til i et lille skrift fra 1949 "Skånelands historia i Skånelands skolor" (37), som han lod sende til "samtliga Skånelands skolor" (38), og hvori han bl. a. citerer en udtalelse af Lauritz Weibull om, at "historieundervisningen i skolorna, från de lägsta till de högsta, bör omläggas så, att vi icke längre ställas utanför kunskapen om vårt eget förflutna". Endvidere i en artikel fra 1951 "Ett land som börjar vakna" (39), hvori han gaar ud fra en udtalelse af kardinal Mindszenty: "Ett folk som icke mer bekänner sig till sin historia är värt att gå under". Han omtaler heri en i foraaret 1950 til "Kungliga Skolöverstyrelsen i Stockholm" indsendt henvendelse (40), underskrevet af en række fremtrædende skaanske navne, om ønskeligheden af en "lagstsdgad undervisning i Skånelands historia i Skånelands skolor" og glæder sig over, at det "historiska medvetandet" i "Skåneland" er begyndt at vaagne. Hvad han derimod ikke nævner er, at det var ham, der havde været den drÁvende kraft bag denne henvendelse, som i det væsentlige var forfattet af ham, hvorfor "skolöverstyrelsen"'s (temmelig intetsigende) svar af 4. 9. 1950 da ogsaa var stilet til ham (41), - Endelig i en enqute fra 1954, hvori han bl. a. nævner den stigende interesse for "det gamla Skåneland" og fortsætter: "Därför är det för oss alla ett livsintresse, att Skånelands historia blir ett obligatoriskt ämne i alla våra skolor. Man har svårt förstå varför just vi skulle intaga en förudmjukande särställningi detta avseende bland så gott som alla jordens folk... I dessa grundläggande livsfrågor skall man så mycket som möjligt rätta sig efter den historiska sanningen. Ty sanningen är trots allt en makt som ingiver respekt..." (42).

Ogsaa i foredrag virkede Assarsson for sine tanker paa dette omraade, baade i Skaane og i Danmark. I Sønderjylland talte han, foruden som nævnt i 1931, i 1948 (43), ved hvilken lejlighed han ogsaa holdt foredrag om katolicismen paa Rønshoved højskole efter ønske fra højskolens side. I 1951 talte han i Esbjerg ved "Historisk Samfund for Ribe Amt"'s aarsmøde.

* * *

I en mindeartikel om Assarsson hedder det, at han var "alltigenom svensk" (44). Det er rigtigt, at han var præget af svensk kultur i dens fineste form, at han sikkert var "den av svensk kultur mest genomandade katolska prästen i Sverige" (45), og at det ogsaa af den grund var en lykke for den katolske Kirke i Sverige; at det blev ham der i saa høj grad kom til at præge dens genopbygning i nyere tid. Men han var og følte sig først og fremmest som Skaaning og var stærkt knyttet ogsaa til Danmark og dansk kultur. Trods den betydning, som hans aar i Stockholm fik baade for Kirken og for ham selv, følte han sig dog bedst tilpas i Skaane, hvis natur, kultur og historie han kendte og elskede som faa. I Helsingborg (som han konsekvent stavede med "e") følte han sig hjemme, byen hvor man, som han saa karakteristisk udtrykker det i en uimodstaaelig vise om Skaane, "hör / vart vänligt ord från Helsingör" (46). Eller i Arildsläge ved Kullen med den vidunderlige natur og udsigt over Skelderviken til Hallandsaasens blaanende højder, hvortil han ofte valfartede til fods fra Helsingborg. Her opførtes i 1921 af den samme velgører, som muliggjorde opførelsen af Sct. Clemens katolske kirke i Helsingborg i 1928, et katolsk kapel i samme gamle danske stil som det middelalderlige kapel i "Helig Arilds läge", der i sig selv, er en lille perle og yderligere har en enestaaende smuk beliggenhed. I dette kapel, hvis klokke er fra en kirke paa Færøerne, findes bl. a. et kalkmaleri af St. Knud Lavard, malet "den 26 juni 1921, samma dag som ett tåg av fromma pilgrimer vandrade till detta helgons gamla kapell i Haraldsted" (47). Trods denne stærke tilknytning til sin skaanske hjemstavn var Assarsson dog alt andet end en snæversynet hjemmefødning. Han var saaledes baade alsidigt belæst (hvad man bl. a. kan se af hans dagbøger, hvori han har noteret de bøger, han har læst) og meget berejst. Anledningen til hans rejser var ofte hans arbejde for Kirkens udvikling i Sverige og de andre nordiske lande, og han prædikede i en række domkirker i Italien, Schweiz, Strasbourg, Belgien, Holland, England og Irland. Ved et katolsk stævne i Budapest, hvor han var til stede som biskop MŸllers repræsentant, vakte han opsigt ved at holde tale paa Ungarsk. I de sidste aar af sit liv besøgte han flere gange efter biskoppens ønske Belgien, hvor han holdt en række foredrag for at vække interesse for opførelse af en katolsk skole i Gøteborg, samt England og Irland, hvilke to lande han holdt særlig af (48).

Ogsaa naar han var hjemme, var han imidlertid i kontakt med sine medmennesker. I sine dagbøger har han for hver dag noteret, hvem han fik brev fra; det fremgaar heraf, at han har haft en meget omfattende korrespondance og med de forskelligste mennesker. Desværre er alle hans breve blevet brændt efter hans død; det kunde ellers have været interessant at se, hvad der havde staaet f. ex. i et den 1. 3. 1940 modtaget brev fra statsminister Per Albin Hansson eller i breve fra senere udenrigsminister Christmas Møller modtaget 25. 8. 1943 og 23. 4. 1945 (N.B. tidspunkterne). Disse sidstnævnte breve maa ses paa baggrund af at Assarsson, da Christmas Møller under krigen var flygtet til England, sendte denne et sympatitelegram. Allerede dette siger jo en del om hans følelser under den tyske besættelse af Danmark. Under krigen viste han stor venlighed mod danske flygtninge; en afdisse - pastor Olaf Jan Ballin - var kapellan hos ham i næsten 2 aar. Da en dansk frihedskæmper havde maattet flygte til Sverige, efterladende alt i Gestapos kløer, satte Christmas Møller ham i forbindelse med Assarsson, der sendte ham et hjerteligt brev og ogsaa senere, da han tog ophold i Helsingborg, viste venlighed over for ham (49).

Det er derfor ikke saa mærkeligt; at vedkommende (der ikke er katolik), efter hvad han senere har fortalt stadig gik i kirke hos Assarsson, ligesom han idetheletaget har katolikkerne i meget venlig erindring fra sin landflygtighedsperiode. Og paa Danmarks befrielsesdag lod Assarsson Dannebrog hejse ved St. Clemens kirke.

Da den katolske menighed i Helsingborg blev oprettet i 1917 og den lille kirke bygget i 1928, var dette naturligvis ildeset i traditionelt antikatolske kredse, og Assarsson maatte i sine første aar i Helsingborg tage del i hæftige avisdebatter (50) - men ogsaa her paa sin sædvanlige rolige og saglige (og ofte humoristiske) maade. Han blev imidlertid hurtigt en anset og respekteret personlighed i byen, hvad der naturligvis ogsaa kom Kirken og menigheden til gode. Han havde et godt forhold til pressen, skrev ogsaa ofte selv i de lokale aviser og levede i det hele taget med i byens anliggender. Da Mariakirken i Helsingborg havde 700-aars jubilæum i 1951, var det en selvfølge, at Assarsson var med. Som katolsk sognepræst i Helsingborg skabte han en smuk tradition (51), idet han fra og med 1948 hver Mikkelsdag (29. 9.) læste den hellige messe i det middelalderlige kapel i Kernen (Kärnan), en tradition som hans efterfølger har fortsat, og som forhaabentlig ogsaa fremover vil blive holdt i hævd. I sin dagbog for den 29. 9. 1948 har han herom noteret: "Mässan läst i det gamla kapellet på Kärnan. Oförgätlig stund..." Som præst og sjælesørger var Assarsson utrættelig. "Utomordentligt ivrig var han i att uppsöka sina församlingsbor utan åtskillnad, fattiga och rika" (52). Det gjaldt baade i Stockholm og i Helsingborg. Skønt han var en god taler, forberedte han sine prædikener meget omhyggeligt - han har efterladt sig manuskripter hertil helt tilbage til 1912. Naar man studerer disse manuskripter (der engang burde gennemgaas med henblik paa en offentliggørelse af de bedste af hans prædikener) og nogle ligeledes efterladte "Anteckningar för Betraktelsen", møder man den samme faste tro og personlige fromhed som i hans salmer. Betegnende for hans redelighed og sandhedskærlighed ogsaa som prædikant er det, at en protestantisk teolog, der i nogen tid havde hørt ham prædike, bagefter udtrykte sin forbavselse over, at han saa ofte kom tilbage til "den katolska Kyrkans "anstötliga" läror... "Det finns ju så mycket inom katolicismen, som också vi kan tycka bra om", tillade han" (53).

En betragtning fra 8. 12. 1933 drejer sig om nødvendigheden af "att alltid förbliva saktmodig och lugn" ogsaa i sine ord og prøve paa at undgaa "orena ord", ord som er udtryk for "högmod, vrede, hat, världslighet, dömande kritik". At dette i usædvanlig grad lykkedes for Assarsson i hans skrifter er nævnt foran. Følgende lille episode, som blev fremdraget lønge efter hans død, viser, at det ogsaa prægede hans mundtlige udtalelser. En søndag havde han valgt at prædike over emnet "Rena min avsikt".

"Orden bet sig in i krönikören, står där ofta osynligt uppfordrande över penna cch skrivmaskin. Men också ett annat minne; ett trettio år gammalt... Studenternas diskussionsaftnar i Uppsala på 20-talet var i sin begynnelse, då med doc. astronomen, nu berömde professor Knut Lundmark vid styret. Fabian Månsson var kallad som talare. Det gällde katolicismen och den romerska kyrkorätten. Fabian i våldsamt slag mot Rom. Luthersk lärdom och tro var mobiliserade till hans stöd: docenterna Siegfrid von Engeström och Torsten Bohlin, m. fl. teologer, sedermera svenska biskopar...Rom hade till försvar en från Skåne upphämtad katolsk pater, David Assarsson. Och det var arten av detta försvar, som blev det förblivande minnet av denna debatt. Där var ingen glansfullhet, som kunde mäta sig med de lutherska vännernas. Intet patos av fabianskt, den stora rollens märke. Men där var en lugn klarhet, en ödmjuk tålmodighet i argumenteringen, som liksom utplånade talaren och tog fram en människa i tjänst och med ett uppdrag. Det kändes därför decennier efteråt så riktigt och sant, att samme tjänare hade formulerat predikotexten: Rena min avsikt" (54).

Samtidig med at Assarsson saaledes ikke gik paa akkord med sin katolske tro og ikke stak noget under stolen, havde han imidlertid en sjælden evne til at se det positive hos anderledestænkende, en aaben i bedste forstand katolsk indstilling. I forholdet til andre Kristne betonede han ofte nødvendigheden af en fælles front mod det stadig mere truiende ny-hedenskab. I nogle overordentligt smukke mindeord ved hans død skrev den kendte protestantiske præst Gunnar Rosendal i Osby, at "hans milda godhet, hans blida och eleganta ironi, så helt fri från elakhet men ofta så kvick, hans alrvlarliga och värdiga fromhet, hans visdom och mognad, hans vidsynthet och stora konstnärliga begåvning, hans vänsälla väsen... gjorde honom utomordentligt varmt älskad och högt skattad bland hans vänner i Svenska Kyrrkan". Og uden at indlade sig paa noget kompromis med hensyn til sin tro var han "en öppen, vid, kärleksrik medbroder i Kristo, som med sin kärlek och godhet slog broar över splittringens olyckliga klyftor" (55). Og Helsingborgs førende dagblad betegnede ham som "en synnerligen gedigen personlighet", som "blev varmt tippskattad i alla läger. Han hade ett varmt och brinnande intresse för sitt kall och en anmärkningsvärt varm och tolerant livssyn" (56).

Naar Assarssons virksomhed for Kirken i Sverige fik saa stor betydning, hang det ikke alene sammen med den helhjertede begejstring, hvormed han selv gik op i sit arbejde, men ogsaa med hans initiativrigdom og inspirerende indflydelse paa sine medarbejdere. "Vad son är påfallande är hur Assarsson överallt förefaller ha inspirerat, tagit nya initiativ, entusiasmerat, uppmuntrat. Att han hade sinne för de väsentliga fråfaställningarna i vårt land är uppenbart. Därigenom blev det honom ock möjligt att samla omkring sig intellektuellt och praktiskt högtstående personer" (57). Af stor betydning var det ogsaa, at biskop Müller, til hjem han stod i et nært venskabsforhold, straks fra sin tiltrædelse i 1923 forstod betydningen af Assarssons arbejde og støttede og opmuntrede ham paa enhver maade.

* * *

David Assarsson var en pionér. Hans indsats for den katolske Kirke i Sverige var, for at bruge forfatteren Sven Stolpes ord, grundlæggende. Han bidrog paa afgørende maade til, at den fæstede rod i Sverige og blev placeret i offentlighedens bevidsthed, saaledes at man efter de mærke aarhundreder nu atter kan tale om en svensk katolsk Kirke (der ganske vist stadig maa arbejde under forhold, som kræver en til tider næsten heroisk optimisme og udholdenhed hos medlemmerne af de smaa og spredte menigheder). Udfra den samme lidenskabelige sandhedskærlighed og drevet af sin kærlighed til sin hjemstavn og samfølelse med sine forfædre formulerede han endvidere "det skånska problemet" og pegede paa dets betydning. Og trods al modstand og ligegyldighed er der grund til at tro, at hans indsats ogsaa paa dette omraade vil faa varig betydning. Han frembyder et i Nordens nyere historie enestaaende eksempel paa en katolsk præst, der offentligt rejser et stort folkeligt-historisk problem og til sin død aktivt arbejder paa dets løsning - ud fra rent ideelle motiver, og uden at det paa nogen maade kolliderede med hans stilling som præst. At han kunde gøre det skyldtes, at han kendte problemet indefra, i forbindelse med hans medfødte takt. At han gjorde det vidner bl. a. om et ikke ringe personligt mod. Hvad denne dobbelte pionerindsats kostede Assarsson, er der intet menneske, der ved - men at prisen var høj, kan der næppe være tvivl om. For atter at citere Sven Stolpe: "... den som känner vilket intensivt och hatfyllt motstånd - även på håll där man kunnat vänta sympatier - ännu i dag ett hävdande av katolska grundprinciper framkallar, kan ana vad han fått gå igenom" (58). og med hensyn til hans kamp paa det nationale omraade (hvor han blandt sine trosfæller fandt meget ringe forstaaelse) lader følgende efter hans død offentliggjorte udtalelse i et brev fra hans senere aar ane, hvilket tryk han længe følte sig under: "För mig har det nästan varit som en uppenbarelse att märka att det finns åtskilliga både här i Skåneland och i Danmark som delar den uppfattning som jag en gång framlade i min lilla bok... Jag känner mig icke längre så ensam ..." (59). At Assarsson paa begge omraader dybest set kæmpede for det samme, var det kun faa, som forstod. Han beklagede sig imidlertid aldrig og var idetheletaget meget utilbøjelig til at tale om sig selv. Ud fra sin dybt rodfæstede kristentro og sin dermed sammenhængende uforanderlige optimisme og evne til at se alt i evighedens perspektiv stolede han paa, at sandheden vilde sejre trods al modstand; thi "sanningen är en andlig stormakt" (60). Ikke mindst gennem denne hans utrættelige kompromisløse og uforfærdede kamp for sandheden - en kamp, der blev ført paa forbilledlig maade - og hans tillid til dens sejr trods alt vil hans liv være en kilde til stadig inspiration. Og de, som deler hans tro, og som havde lært ham at kende, vil med taknemmelighed mindes hans ranke og aandfulde personlighed - og glæde sig over disse ord fra præfationen i sjælemessen: Tuis enirn fidelibus, Dornine, vita mutatur, non tollitur - "For dine troende, Herre, forandres livet, det berøves dem ikke".

L. B. Fabricius.

1)I "Hemmet och Helgedomen", nr. 2 og 3, 31. aargang, Helsingborg 1956, der ogsaa indeholder forskellige mindeudtalelser. I det følgende citeret som H. H.
2)Foranstaaende oplysninger om A.'s slægt er til dels hentet fra Svenskt Biografiskt Lexicon (Bonniers, Stockholm 1920) og Svenska män och kvinnor (Bonniers, Stockholm 1944). Jfr. ogsaa H. H. - "Svensk Kyrkotidning" nævnes af A. i "Fädernas Kyrka" (s. 40) under omtalen af "den dolda strömmen".
3)I sin dagbog har A. noteret følgende: "Nov. 1911. Gustaf Adolfstal av Professor Holmquist. - Dec. 1911. Sista gången i luthersk gudstjänst. - 6.1.1912. Första besök i S. Andreas kollegium. - 7.4.1912. Konversion".
4)Minister Z. P. Westrup i Helsingborgs Dagblad 2.1.1956. 5) og 6) Helsingborgs-Posten 24. og 27.3.1931.
7)H. H.
8)"Catholica" 1954, s. 34.
9)H. H.
10)BERNDT DAVID ASSARSSON: Fädernas Kyrka. En programskrift. 93 s. Credos förlag. Stockholm 1918.
11)J. Olrik i "Nordisk Ugeblad for katholske Kristne", København 1918, s. 930-34.
12)"Credo" 1921, s. 271.
13)"Nordisk Ugeblad for kartholske Kristne" 1923, s. 654.
14)"Credo" 1920, s. 2-3. - Ogsaa i "Credos jubileumsbrev" 1930, s. 3-5, omtaler A. Credo's konsekvent skandinaviske linie lige fra begyndelsen.
15)"Credo" 1920, s. 25-26 og 59.
16)"Credo" 1921, s. 178.
17)"Credo" 1931, s. 270ff. og 293 ff.
18)Besøget omtales i den ledende artikel i Flensborg Avis 29.8.1931, hvoraf fremgaar, at A. talte om "Skaaneland...og dets skandinaviske opgave". Artiklen fremhæver iøvrigt bl. a. A. som en behagelig modsætning til Fredrik Böök.
19)"Credo" 1944, s. 4-6.
20)Psalmer för kyrkoåret. Utgivna av B. D. Assarsson. 220 s. Credos förlag. Stockholm 1937.
21)Se "Salmebog for Kirke og Hjem" nr. 394 og "Den danske salmebog" (nr. 98), der ligeledes henfører salmen til det 16. aarh. (men som rubricerer den som adventssalme). Ifølge artiklen "Dansk salmesang før reformationen" i Catholica 1953, s. 163-64. regnes denne salme, som er en gendigtning af Palmesøndagshymnen "Gloria, laus et honor", for at tilhøre middelalderen og skal være sunget omkring aar 1400.
22)Cecilia Katolsk Psalmbok. Utgiven av det apostoliska vikariaret för Sverige. Stockholm 1950.
23)"Katolskt och lutheranskt". Svenska Dagbladet 27.8.1951. - Jfr. ogsaa Dagens nyheter 12.10.1951.
24)B. D. ASSARSSON: Den katolska Kyrkan i Sverige. 41 s. Credos förlag. Stockholm 1938.
25)Den katolska Kyrkan i Sverige. 45 s. + 1 kort. Credos förlag. Stockholm 1954. At A. selv bidrog til at forbedre skolernes læreboger fremgaar af følgende dagbogsnotits 19.3.1945: "skrivit om Reformationen och Jesuiterorden för en läsebok för Realskolant". - Det drejer sig utvivlsomt om kapitlet "Motreformationen och Jesuiterorden" i samlingsværket "Med plog och svärd" (Historisk läsebok utgivert av E. Söderlund och G. Jacobson. Svenska Bokförlaget. P. A. Norstedt & Sörter. Stockholm) del III, 1949.
26)Katolska Kyrkan i Sverige. 390 s. Religion och kultur. Göteborg 1953. Jfr. Catholica 1954, s. 34 ff.
27)BERNDT DAVID ASSARSSON: Det skånska problemet. Tilegnet Lauritz Weibull. 38 s. Credos förlag Stockholm 1923. - Ifølge A.'s dagbøger er bogen skrevet paa "Marielund" i september 1923.
28)Oluf Rothe: "Roskildefredens værdi for Norden". Kronik i Berlingske Aftenavis 8.4.1957.
29)A.-L. Elgström i Svenska Dagbladet 4.1.1956.
30)I et foredrag paa hjemstavnsforeningen "Skånsk Samling"s aarsmøde 2.7.1955.
31)som 29.
32)Meddelelser fra Dansk-Skaansk Forening, III. København 1956.
33)"Det skånska problemet". Kronik i Svenska Dagbladet 25.2, 1921.
34)P. Christensen: "En røst fra Skaane". Kronik i Politiken 4.2.1928.
35)Politiken" 10.1 1928.
36)Skånelands historia i Skånelands skolor. Några tankar i en alltid aktuell fråga av David Assarsson. 14 s. Helsingborg 1949. I distribution från Killbergs bokhandel, Helsingborg.
38)"Skånsk Samling"s aarsskrift "Säasä", 1951, s. 55.
39)"Säasä" 1951, s. 5-8.
40)Aftrykt i "Säasä" 1950.
41)"Säasä" 1951, s. 58.
42)300 år efter 1658. En enquete i Helsingborgs Dagblad. Helsingborg 1954, s. 27.
43)Bl. a. omtalt i "Hejmdal" 1.12.1948 (og 30.11.1948).
44)H. H.
45)som 29.
46)som 132.
47)B. D. ASSARSSON: En bok om Helig Arilds Läge. Andra upplagan. 32 s. Credos förlag. Helsingborg 1931. - Indeholder bl. a. den gamle folkevise om "Hr. David og hans Stedsønner".
48)Foranstaaende oplysninger om A.'s rejser er meddelt af biskop Müller.
49)Holger Boeck i Helsingborgs Dagblad 18.1.1956.
50)Jfr. saaledes Helsingborgs-Posten 20.3., 24.3. og 27.3.1931.
51)Flere gange omtalt i Pressen, saaledes i Helsingborgs Dagblad 30.9.1950 (der endog gengiver hele A.'s Prædiken) og 28.9.1952, jfr. ogsaa Sydsvenska Dagbladet 29.9.1952.
52)"Sankt Eriks Kyrka. 1892-1942". Citeret i H. H.
53)H. H.
54)Artiklen "Från en lyssnarpost", underskrevet S. G. (Sigrid Gillner). Helsingborgs Dagblad 14.11.1956.
55)H. H.
56)Helsingborgs Dagblad 2.1.1956.
57)og 58) H. H.
59)"Säasä" 1956, s. 71.
60)som 37.

Artiklen er bragt med L.B. Fabricius skriftlige tilladelse. Artiklen maa ikke kopieres uden forfatterens accept. Denne elektroniske version af artiklen er identisk med L. B. Fabricius: DAVID ASSARSSON - EN PIONERSKIKKELSE. 24 s. Særtryk af Tidsskriftet "Catholica". Arne Frost-Hansens Forlag. København 1957.