Skånsk Fremtids Valgsprog

Ordene i sig selv er der ganske vist ingen ben i. De lever stadig i bedste velgående i dansk, om end i lidt afslidt form. For at tage dem fra en ende af: Udsagnsordet at have, her i nutids forestillende måde, der i dag kun bruges i faste udtryk som fx ønsket leve kongen eller indrømmelsen det være sig aldrig så godt; videre stedordet det, navneordet skåning, der enten står i nævnefald flertal eller do. ejefald, så tillægsordet ærlig plus navneordet mand i nævnefald flertal, udsagnsordet tage i datid flertal, forholdsordet ved, navneordet uret og endelig biordene aldrig og end, hvoraf det sidste nu mest kendes fra ældre digtning, fx i linjer som "end er der en Gud foroven" og "thi end lever den gamle af dage". Som følge af formens skanungas tvetydighed er der to mulige ordrette oversættelser af første linje: "have det skåninger, ærlige mænd" eller "have det skåningers ærlige mænd"; anden linje derimod kan derimod kun oversættes "tog ved uret aldrig endnu".

Hvad der er den dybere mening med disse ord, kan naturligvis ikke siges med sikkerhed på 700 års afstand. Men ind i et fuldstændigt tomrum er de næppe skrevet. Tværtimod er det såre nærliggende at tro at skåningestrofen bogstaveligt talt er randbemærkning til den egentlige tekst på det pågældende sted i håndskriftet, en afskrift af Skånske Kirkelov.

Skånske Kirkelov er en overenskomst indgået mellem de skånske bønder og ærkebispen i slutningen af 1100-tallet, ifølge lovens egen fortale fordi den forud gældende ret var for hård. Formodentligt har bønderne fået lov til at benytte den verdslige retspleje i sager imellem dem og kirken. Det kan være til denne triumf for skåningene at strofens ord sigter, og da snarest i betydningen "det (dvs. den ros skal skåningene have, (de) tog endnu aldrig imod (dvs. accepterede endnu aldrig) uret".

Med samme indhold kan ordene også, og endnu sandsynligere, hentyde til den episode som håndskriftets ganske særlige efterskrift til kirkeloven omtaler, en episode som ligger lidt længere fremme i tiden, nemlig midt i 1250'ernes kamp mellem kong Kristoffer I og ærkebiskop Jakob Erlandsen. På det tidspunkt var man for længst begyndt at praktisere kanonisk ret (kirkens ret) i Skåne i sager mellem kirke og befolkning; men den nidkære troens stridsmand Jakob Erlandsen ville også have den nye praksis nedfældet sort på hvidt, og så kom bønderne i tanke om overenskomsten fra slutningen af 1100-tallet. De forlangte den bekendgjort og fik med kongens hjælp gennemtrumfet, at der blev taget lige så mange afskrifter af originaldokumentet som der var herreder i Skåne, så bønderne alle vegne kunne lære lovens tekst at kende.

Der har været luftet endnu en fortolkningsmulighed, den at oversætte strofen med "den ros skal skåningenes ærlige mænd (dvs. stormændene, herremænd) have, (de) accepterede endnu aldrig uret". Baggrunden skulle være visse historiske kilders udsagn om at det var landets stormænd, der drev almuen frem både i 1180'ernes oprør mod konge og kirke - yderst ude iøvrigt foranlediget af kirkeloven - og under det 13. århundredes kirkekamp.

Hvad skåningestrofen end måtte betyde, og hvordan man end vil forklare dens tilstedeværelse i randen af håndskriftet - som heldig skriverimprovisation eller velanbragt citat af et gammelt mundheld eller af et stykke (juridisk) digtning? - så må man give førsteudgiveren, Kristian Kaalund, ret, da han i 1896 præsenterede den for offentligheden. Det skete med en ledsagende bemærkning om, at den "giver et betegnende udtryk for skånsk selvfølelse og vel fortjænte lejlighedsvis at anvendes som valgsprog".

Kilde: Artiklen VELEGNET TIL VALGSPROG af Britta Olrik Frederiksen fra Skånsk Fremtid nr. 11 1995.